Erhvervsskoler skal tage etniske unge ved hånden

Af | @MichaelBraemer

Et pædagogisk løft på erhvervsskolerne er afgørende, hvis vi vil de tosprogede elevers enorme frafald til livs, mener professor i tosprogethed Anne Holmen. Deres sproglige problemer kan ikke parkeres hos sproglærere, men skal håndteres af alle lærere i alle fag på alle niveauer.

ANSVAR Det er for let bare at skyde på folkeskolen, når flertallet af de tosprogede elever kommer til kort på erhvervsuddannelserne og aldrig får deres svendebrev. Erhvervsskolerne burde i stedet tage deres egen pædagogiske indsats op til kritisk vurdering og forhindre, at en så stor andel som 60 procent af eleverne med anden etnisk baggrund dropper ud af uddannelserne.

Det mener professor på Danmarks Pædagogiske Universitet Anne Holmen, forsker i tosprogethed og dansk som andetsprog, på baggrund af en undersøgelse foretaget blandt lærere på tekniske skoler og offentliggjort i A4 i sidste uge. Her blev sproglige problemer udpeget som den helt store barriere i undervisningen af tosprogede elever, og folkeskolen blev kritiseret for ikke at have rustet eleverne godt nok fagligt.

Anne Holmen synes hellere, at erhvervsskolerne skulle hjælpe eleverne med at bygge bro til de mål, der er sat for uddannelserne.

»Det er ikke tilfredsstillende, når så stor del af en gruppe, som man har anstrengt sig for at få i gang med en uddannelse, og som selv har haft ambitioner om at fuldføre, falder fra igen. Især ikke, når vi som samfund har sat som mål, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse om otte år. Hvis det skal nås, så er det ikke nok at lave om på folkeskolen,« mener hun.

Frafald opstår, når krav og forudsætninger ikke harmonerer, pointerer Anne Holmen. Vi kan og skal ikke slække på kravene, for vi vil jo stadig have dygtige håndværkere. Men det er heller ikke nødvendigt, hvis erhvervsskolerne griber deres opgave mere hensigtsmæssigt an, mener hun.

»Det spiller enorm rolle, hvordan lærerne er klædt på pædagogisk. Og det er bestemt ikke mit indtryk, at lærere på tekniske skoler er rustet godt nok til at håndtere tosprogede elever. Der er brug for efteruddannelse og for, at lærerne underviser langt mere differentieret med udgangspunkt i den enkelte elev.«

Screening af eleverne ved indgangen til erhvervsuddannelserne for at få afklaret deres sproglige færdigheder og et individuelt uddannelsesforløb bør overvejes, hvis man mener det alvorligt med det ambitiøse uddannelsesmål, mener Anne Holmen.

Manglende rummelighed

Problemerne for tosprogede elever er meget tydelige i erhvervsuddannelserne, som traditionelt tiltrækker de bogligt svageste unge. Men de findes tilsvarende i andre ungdomsuddannelser og såmænd også i de mellemlange og videregående uddannelser, påpeger Anne Holmen. Problemer med begrænset ordforråd og manglende sikkerhed i at bruge sproget.

De forstærkes af manglende rummelighed på uddannelserne, der har et billede af den normale elev som etnisk dansk. Det er især på erhvervsskolerne langt fra dagens virkelighed.

Løsningen er imidlertid mere kompliceret end bare at dosere mere danskundervisning i bred forstand. Det er ingen garanti mod sprogvanskeligheder senere i et uddannelsesforløb, at de tosprogede har terpet dansk siden børnehaven, og at de har leget med etnisk danske børn, fra de var små:

»Børn og unge lærer meget af jævnaldrende, men ikke skolesprog. Man lærer at håndtere skoleopgaver i skolen og ikke på legepladsen eller i børnehaven. Derfor er det ikke mere danskundervisning, der er brug for, men en bevidsthed hos alle lærere i alle fag på alle niveauer om, at dansk spiller en rolle. Sagt på en anden måde: Hvis matematiklæreren har svært ved at få det til at lykkes, så kan han med fordel blive klogere på, hvordan han kommunikerer matematik,« siger Anne Holmen.

Undersøgelser har vist, at det ikke er fagudtryk, der udgør det største problem for de tosprogede. For dem er lærerne opmærksomme på, og de bliver forklaret. Problemerne ligger i en gråzone mellem sprogets allermest almindelige ord og så fagudtrykkene. Her er der ord, som lærere typisk tager for givet, at alle kender, men som elever med anden etnisk baggrund behersker markant dårlige end etnisk danske elever. Dertil kommer problemer med afkodning af forskellige teksttyper.

»Derfor kan man heller ikke bare parkere problemerne hos sproglærerne. Der skal en mere sproglig bevidst pædagogik til og i det hele taget en kommunikation mellem lærer og elev, hvor eleven er helt med på, hvad målet med uddannelsen er, og hvor langt fra eller tæt på målet, han eller hun er. Tosprogede elever kan typisk ikke trække på den samme vejledning og opbakning fra forældre som etnisk danske elever, og her må skolerne tage over, hvis vi ønsker, at de skal gennemføre en uddannelse.«

Negativ social arv

De sproglige problemer fortsætter helt ud i tredje generation, lyder meldingen fra tekniske skoler. Dermed begynder problemerne at ligne dem, vi kender fra vores årelange – og hidtil ikke særlig succesfulde – kamp for at bryde den negative sociale arv blandt etniske danskere.

Anne Holmen ser da også mange paralleller til de problemer, som børn af ikke-akademiske forældre oplever på gymnasierne. Som ennylig undersøgelse afdækkede, står de »gymnasiefremmede« elever af, længe før det kommer til det faglige indhold, fordi de føler, at de akademisk uddannede lærerne taler hen over hovedet på dem:

»Her var konklusionen også, at der var brug for en sprogligt bevidst pædagogik.«

Hvis hun endelig skal »slå på« folkeskolen, kunne hun godt tænke sig nogle unge, der i højere grad var gearet til at tage udfordringerne i uddannelsessystemet op.

»I ungdomsuddannelserne møder man tit unge, som ikke tør vise, at de er i gang med at lære. At der er ting, de ikke kan. De tør ikke spørge, og de tør ikke sikre sig, at de har fattet tingene rigtigt. De er blevet meget tavse, hvis de da ikke er den slags unge, der laver ballade i stedet for. Det skal selvfølgelig være legitimt både i folkeskole og på ungdomsuddannelser at være i gang med at lære, for ingen tør at stille dumme spørgsmål, hvis de bliver grint ad.«

Store indvandrerlande som USA, Canada og Australien, men også Sverige er kommet meget længere med integration og undervisning på andetsprog. Det er også herfra, der kommer inspiration og viden til de pædagogiske miljøer i Danmark i disse år. Anne Holmen frygter imidlertid, at dansk lukkethed over for fremmede kulturer spænder ben for en ordentlig indsats.

»Hele vores diskussion om integration og fremmedhed spiller en enorm rolle for de her unge, og jeg tror desværre, at vi tit socialiserer dem til tavshed. Og hvis vi skal have dem uddannet, så skal de ikke være tavse. Det er et dilemma, der ikke skal løses det ene elle det andet sted. Det skal løses alle steder.«