Erhversråd: Vejen til bedre behandling

Af

Belgien bruger det samme beløb på sundhedsvæsenet som Danmark, men har ingen ventelister. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har hentet europæisk inspiration til reformer af det danske sundhedssystem. Forandringer i Norge og Sverige bør mane til eftertanke.

I Norge var sygehusene tidligere ejet og styret af amterne – ligesom herhjemme. Men problemerne tårnede sig op: Lange ventelister, få valgmuligheder og dårlig udnyttelse af skattekronerne. Sundhedsvæsenet var en af de varme kartofler i norsk politik.

Derfor vendte den tidligere socialdemokratiske regering op og ned på hele molevitten. I dag er sygehusene ejet af staten, men fungerer som selvstyrende enheder med egen økonomi og ledelse. Og politikerne kan enten købe behandlinger hos sygehusene i deres eget amt eller gå til naboamterne, hvis de er bedre eller billigere. En konkurrence, der skal gøre sundhedsvæsenet mere effektivt og lettere at gennemskue.

Norge er et af de lande, der bør inspirere de kommende års danske sundhedsreformer, påpeger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Arbejderbevægelsens tænketank har kortlagt sundhedsreformer i de øvrige europæiske lande, og hovedresultaterne bringes i rapporten »Økonomiske Tendenser«, der udkommer på onsdag.

Regioner i Sverige er ligeledes i gang med reformer. De går i samme retning som Norge:

»Det er især de lange ventelister, der har fået Norge og Sverige til at overveje andre modeller. Landene holder fast ved lige adgang til sundhed og solidarisk finansiering over skatterne. Men reformerne betyder, at sygehusene får større frihed til at tilrettelægge deres arbejde, og at de får større ansvar for succes og fiasko,« siger Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Han mener, at der er stærke argumenter for den såkaldte bestiller-udfører-model, hvor rollerne som bestiller og producent af sundhedsydelser er klart adskilt. Hvor politikerne bestiller sundhedsydelser, mens opgaven udføres af selvstændige og professionelt drevne sygehuse. Lars Andersen peger på, at bestillerne – politikerne – dermed kan flytte opgaver til andre sygehuse og udnytte konkurrencen mellem dem.

»Samtidig får sygehusene øget tilskyndelse til at sætte effektiviteten og kvaliteten i vejret. I dag er det jo nærmest en fordel for et sygehus at have ventelister, fordi ventelister over for politikerne kan bruges som argument for øgede bevillinger,« siger Lars Andersen.

»Der er i dag en intern konkurrence om budgetterne i den offentlige sektor – mellem de forskellige afdelinger, de forskellige sygehuse og mellem sundhed og andre velfærdsopgaver. Det er en konkurrence, hvor ventelister, stærke patientgrupper og medier bruges som redskaber. Og vinderne i dét system er ikke de svage – for eksempel ældre medicinske patienter – men dem med stærke foreninger og slagkraft i offentligheden, for eksempel kræftpatienter,«

Lars Andersen understreger, at bestiller-udfører-modellen ikke er en mirakelkur. I New Zealand blev modellen indført i en meget liberal udgave og delvist opgivet igen. Derfor skal det ske inden for rammerne af det offentlige system og uden at slippe alle tøjler, påpeger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Det er tilfældet i Norge. De foreløbige erfaringer tyder dog på, at den norske reform har samlet for meget ansvar hos Stortinget – i stedet for hos regionale og lokale politikerne – og dermed er blevet for centraliseret og ufleksibel. Men når det gælder den grundlæggende model, bør Danmark bygge videre på de norske erfaringer, konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Belgien – godt og billigt

Sygehusene i Europa har traditionelt været delt i to modeller. Sverige, Norge, Storbritannien og Danmark har i årtier haft et såkaldt »integreret« sundhedsvæsen, hvor hospitalerne både var ejet og styret af offentlige organer som for eksempel amterne. Derimod har Tyskland, Frankrig og andre lande bygget videre på de gamle sygekasser, men med stigende offentlig regulering af sundhedsområdet.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, at de øvrige tre lande med et »integreret« sundhedsvæsen alle er i gang med reformer. Den seneste blev gennemført i 2001 af den norske Arbeiderparti-regering. I Sverige er reformen sket over et helt tiår, men forskelligt fra region til region. I Storbritannien blev reformerne sat i gang i 1991 af den konservative regering, men efter 1997 ført videre af Labour i en mere ligheds-orienteret udgave. Som det ses i grafikken, bruger briterne langt mindre end de øvrige europæiske lande på sundhed – og borgerne er stærkt utilfredse med sundhedsvæsenet.

Landene med en »integreret« model har i høj grad skelet til Tyskland, Frankrig og Belgien, som har undgået problemer med lange ventelister. Tysklands sundhedsvæsen er imidlertid ret dyrt og scorer lavt i tilfredshed blandt borgerne. Frankrig bruger en lidt større del af nationalproduktet på sundhed end Danmark, mens Belgien ligger nogenlunde på »dansk« niveau. Frankrig og Belgien er helt i top, når det gælder borgernes tilfredshed.

»Belgien har tilsyneladende et system, der ikke er væsentligt dyrere end vores, men både sikrer lige adgang, få ventelister og en stor grad af valgfrihed for patienterne. Meget tyder på, at de gode erfaringer er knyttet til systemets struktur – adskillelsen mellem bestillere og udfører. Med patientens frie sygehusvalg har Danmark reelt forladt den gamle model, hvor amterne kunne styre det hele. Derfor er vi nødt til at tænke nyt,« siger Lars Andersen.

Systemet i Belgien fungerer ved, at der betales obligatoriske sociale bidrag til det offentlige, som derefter betaler pengene videre til landets seks sygekasser. Nogle af sygekasserne tilhører den kristne og den socialistiske fagbevægelse, mens andre er offentlige.

Sygekassen betaler medlemmets behandling på sygehuset. Sygekassen og patienten vælger det bedste sygehus, og sygehusene har et klart motiv til at lægge sig i selen – de får midler efter antallet af »kunder« i butikken. Sygehusene er enten offentlige eller ejet af private non-profit organisationer som for eksempel kirker eller patientforeninger.

Sygeforsikringer er en trussel

Lars Andersen understreger, at en bestiller-udfører-model kan gennemføres herhjemme, uanset om den kommende kommunalreform fører til amternes nedlæggelse eller ej. Det afgørende er, at rollen som bestiller og udfører skilles ad:

»Der kan laves forskellige modeller afhængig af, hvor radikalt man vil gå til værks. For eksempel kan sygehusene være økonomisk og ledelsesmæssigt selvstændige enheder, der ejes af amterne i fællesskab. Det enkelte amt kan derefter købe ydelserne af det sygehus, hvor det er bedst og billigst,« siger Lars Andersen.

Nogle frygter, at sygehuse som selvejende institutioner er starten på en privatisering?

»Det afgørende er fri og lige adgang til sundhed. Og her er det springende punkt bestillerrollen – om det fortsat er de valgte politikere, der bestiller og prioriterer sundhedsydelser for borgerne. Hvis det offentlige sundhedsvæsen ikke lever op til borgernes forventninger, vil stadig flere tegne en privat sygeforsikring. Og dermed vil bestillerne ikke kun være det offentlige, men også forsikringsselskaberne,«

»Det stigende antal sygeforsikringer er den store trussel mod det solidariske sundhedsvæsen. Forsikringerne betyder, at nogle får lettere adgang til behandling end andre. Erfaringerne fra USA viser også, at det er et dyrt og ineffektivt system. Den ideologiske skillelinje går hér – ved bestillerrollen. Derimod er det ikke så afgørende, om opgaven udføres af det offentlige, private eller selvejende institutioner. Vi lever jo i dag fint med private praktiserende læger og speciallæger,« siger Lars Andersen.