JULIE HASSING:

Er vi rustet til Putins magtspil? | A4 Blog

Af

Under Vladimir Putin er Rusland gået fra at være et demokratisk håb til et aggressivt og halvautoritært styre på kanten af Europa. Det kan ende i yderligere konflikter på et tidspunkt, hvor et presset USA kræver, at de øvrige NATO-medlemmer løfter en større del af den miltære byrde. Det kan blive nødvendigt at tage debatten om et fælles EU-forsvar, skriver Kraka-analytiker og A4-blogger Julie Hassing Nielsen.

Julie Hassing Nielsen er europapolitisk chefanalytiker i tænketanken Kraka. Hun beskæftiger sig især med befolkningens holdning til det europæiske samarbejde, samspillet mellem dansk og europæisk lovgivning, samt hvordan den europæiske integration både udfordrer og understøtter landenes velfærdsstatsmodeller. Julie har en Ph.d. fra Det Europæiske Universitetsinstitut, Firenze, og er tilknyttet som forsker på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Da Berlinmuren faldt, udbrød der en sejrsstemning i den vestlige verden. Med Sovjetunionens efterfølgende opløsning, og nye demokratier, som før var underlagt det diktatoriske Sovjet, men som nu på stribe ansøgte om EU-medlemskab, ville den demokratiske sejrsrus ingen ende tage.

Vi var nået til "the end of history", konkluderede den amerikanske forsker Francis Fukuyama: Den vestlige liberale demokratiske samfundsmodel havde sejret globalt. End ikke opløsningen af Jugoslavien og en efterfølgende blodig borgerkrig i Europa ændrede denne samfundsopfattelse. Den Kolde Krig var ovre. Klassiske geopolitiske magtbalancer hørte fortiden til.

Men den demokratiske tidsånd nåede aldrig at bide sig fast i regeringskontorerne i Kreml, Moskva. Overgangen til demokratiet forblev overfladisk.

Afslutningen af den Kolde Krig var alligevel ikke demokratiets sejr i hele Europa. Julie Hassing Nielsen, europapolitisk chefanalytiker i Kraka

Det Rusland, som opstod i asken fra Sovjetunionen, blev først ledet af den populære Boris Jeltsin, som formåede at gennemføre en række demokratiske reformer. Men det russiske demokrati og tilnærmelsen til det øvrige Europa var stærkt person-båret. I 1999 trådte Jeltsin tilbage, og udnævnte Vladimir Putin til præsident.

Med Putin ved magten

Siden har Putin været ved magten. Hvor der i lang tid herskede tvivl om Ruslands geopolitiske såvel som demokratiske intentioner, er man fra europæisk side nu nødt til at forholde sig til, at den demokratiske sejrsfølelse fra 1990'erne er en saga blot.

I stedet ser vi en ny - og samtidigt meget gammel -  storpolitisk spænding præge Europa med den vedvarende russiske indblanding i det østlige Ukraine og med Ruslands indtagelse af Krim-halvøen i 2014.

I dag står vi over for et aggressivt og delvist autoritært Rusland, som ser det ekspanderende EU som en magtpolitisk trussel Julie Hassing Nielsen, europapolitisk chefanalytiker i Kraka

Denne velkendte spænding omkring magtbalancen har defineret politiske alliancer og den politiske udvikling i århundreder. Og den har atter sat forsvarspolitik øverst på agendaen.

Afslutningen af den Kolde Krig var alligevel ikke demokratiets sejr i hele Europa.

I dag står vi over for et aggressivt og delvist autoritært Rusland, som ser det ekspanderende EU som en magtpolitisk trussel, og som man ikke kan udelukke vil ty til militære invasioner og teste NATO's tålmodighed i de kommende år.

Pres fra USA

Debatten om en europæisk forsvarspolitik er derfor særdeles aktuel. Men det er ikke en diskussion, som har præget EU de seneste årtier.

De seneste årtier har NATO's fokus ikke været på europæiske konflikter. Det har i stedet handlet om globale brændpunkter, som eksempelvis Afghanistan Julie Hassing Nielsen, europapolitisk chefanalytiker i Kraka

Særligt under den økonomiske krise har EU primært fokuseret på økonomiske eller sociale diskussioner. Forsvarspolitik på det europæiske kontinent har været en nedprioriteret agenda, som ofte kun blev diskuteret i NATO-regi.

Men i de seneste årtier har NATO's fokus ikke været på europæiske konflikter. Det har i stedet handlet om globale brændpunkter, som eksempelvis Afghanistan.

Herudover ønsker særligt amerikanerne en fornyet diskussion omkring NATO's byrdefordeling. Mange af forsvarsfællesskabets europæiske medlemmer lever ikke op til to-procent-målsætningen (dvs. to procent af BNP skal gå til forsvarsudgifter), og det ønsker man fra amerikansk hold at ændre på.

EU's militære opgave

Kraka afholdt sammen med den amerikanske tænketank Center of American Progress i maj måned diskussionsmøde om disse brændende spørgsmål med deltagelse af forsvarsministre fra de nordiske og baltiske lande, samt medlemmer af den amerikanske kongres.

Europæerne undgår ikke en mere grundlæggende diskussion om, hvem som skal varetage kontinentets sikkerhed Julie Hassing Nielsen, europapolitisk chefanalytiker i Kraka

Det stod klart, at analysen om truslen fra Rusland, og de nye udfordringer det indebærer, deles på den anden side af Atlanterhavet. Der var også enighed om, at både NATO's rolle og EU's rolle bliver forstærket i lyset heraf. Det er noget, man bør forberede sig på også i EU.

Europæerne kan ikke på sigt undgå en mere grundlæggende diskussion om, hvem som skal varetage kontinentets sikkerhed i en tid, hvor amerikanerne har fokus andetsteds og hvor et stadigt mere aggressivt Rusland har nødvendiggjort en lokal sikkerheds- og forsvarsdiskussion.

Diskussionen om en fælles EU forsvars-og sikkerhedspolitik synes yderst relevant, men spørgsmålet er, hvorvidt at de europæiske lande ønsker at integrere den dimension i EU?

Folkets stemme

De nuværende EU-medlemmer er meget forskellige. Både hvad angår om de er i potentiel fare for russisk ekspansionstanker eller ej, men også hvorvidt de grundlæggende ønsker mere europæisk integration.

Adspurgt hvorvidt at de ønsker en fælles EU forsvars- og sikkerhedspolitik svarer landene også forskelligt.

Støtte til fælles forsvars- og sikkerhedspolitikEr du for eller imod en fælles EU forsvars- og sikkerhedspolitik? (procent)
Kilde: Eurobarometer 81.4 (2014)

Polen og Estland har traditionelt været sårbare over for russisk ekspansion.  Særligt Estland, som har en russisk minoritet på cirka 26 procent, er skrøbelig for en russisk-tilskyndet intern splid som i Ukraine.

Hele 84 procent i Estland og 76 procent i Polen er da også tilhængere af en fælles EU politik på dette område.

Blandt EU's tungtvejende lande – Tyskland, Frankrig og England – nyder den fransk-tyske duo ligeledes stærk opbakning til at integrere forsvar- og sikkerhedspolitik på EU-plan, hvorimod England – der traditionelt er tøvende over for mere EU integration – har en mindre opbakning (52 procent).

Relativ nordisk velvilje

Tilsvarende udviser vores naboland – det neutrale ikke-NATO-medlem Sverige – også velvilje i forhold til at styrke denne del af EU samarbejdet (56 procent).  Skønt Danmark har et forsvarsforbehold, som betyder vi ikke pt. deltager i den dimension af EU-samarbejdet, ønsker et flertal (64 procent) en fælles EU forsvars- og sikkerhedspolitik.

Generelt nyder en fælles EU forsvars- og sikkerhedspolitik altså stabil opbakning hos de traditionelle EU-skeptiske lande, og en særlig opbakning hos de nye EU medlemmer, som grænser op til Rusland.

I lyset af den nye geopolitiske situation i Europa, og NATO's forøgede fokus på byrdefordeling, så de europæiske medlemmer betaler deres del, er det oplagt at tage den større debat, som EU længe har tøvet med:

Bør vi i lyset af den nye geopolitiske situation i Europa, forøge indsatsen med et fælles forsvar?

A4 Blog skrives på skift af en række personer med indsigt i danske og europæiske forhold inden for politik, velfærd, arbejdsmarked og erhvervsliv. Alle indlæg er alene udtryk for skribentens holdning. Dette indlæg er bragt på Ugebrevet A4's EU-portal 'Nyt om EU', der er støttet af Europa-Nævnet.