Er tvangsordninger vores kop te?

Af Dennis Kristensen, formand for Forbundet af Offentligt Ansatte.

De radikale vil løse problemet med kontanthjælp ved at gøre arbejdsløshedsforsikring obligatorisk. Men fagbevægelsen bør grundigt overveje en sådan ny tvangsforanstaltning.

Det Radikale Venstre har en pointe, når partiet peger på, at den faldende organisationsprocent i forhold til arbejdsløshedsforsikringen kan føre til øgede udgifter til kontanthjælp.

Hvis det står til de radikale, skal problemet ikke løses i forhold til bestemmelserne om kontanthjælp, men derimod gennem en obligatorisk arbejdsløshedsforsikring, som skal administreres under skærpet konkurrence, der skal »understøttes af en skarpere adskillelse af fagforeninger og a-kasser«.

Når partiet vil håndtere problemet med kontanthjælpen ved at tvinge alle til at være medlem af en a-kasse eller være arbejdsløshedsforsikret hos et privat forsikringsselskab, er der imidlertid grund til, at vi i fagbevægelsen tænker os godt og grundigt om.

Ud over de rigtige betragtninger, som LO-sekretær Harald Børsting fremfører i det seneste nummer af A4, bør vi i fagbevægelsen nøje overveje, hvorvidt vi ser et perspektiv i at være administratorer af en forsikringsordning, som uvægerligt – og i øvrigt med rette – af mange medlemmer vil blive opfattet som en tvangsforanstaltning – uanset om finansieringen sker over et medlemsbidrag eller over skatten.

I disse år fører vi mange debatter om den nødvendige fornyelse af fagbevægelsen, hvor spørgsmålet om forholdet mellem fællesskabet og den enkelte samt forholdet mellem frihed og tvang er helt centrale.

I vores stillingtagen til obligatorisk arbejdsløshedsforsikring bør vi indtænke netop disse debatter.
Jeg tror, at vi skal være meget tilbageholdende med at tilslutte os nye tvangsforanstaltninger, som skal administreres af fagbevægelsen.