Er Socialdemokraternes succes på lånt tid?

Af Kenneth Thue Nielsen

Flertallet er rødt. Magten er skiftet. Og Helle Thorning-Schmidt er Danmarks statsminister at dømme ud fra de seneste meningsmålinger. Men Socialdemokraterne kan meget vel blot være på vej mod deres tredje nyttesløse eksplosion i meningsmålingerne siden 2001.

ANALYSE UDEFRA Socialdemokraterne vejrer morgenluft. Meningsmålingerne har været støt stigende, siden partiet i marts 2008 ramte et historisk lavpunkt med opbakning fra blot 21,1 procent af vælgerne. Og med et SF ramt af vokseværk tegner fremtiden lys for S-formand Helle Thorning-Schmidts tropper. Regeringsmagten er i allerhøjeste grad inden for rækkevidde.

Men et blik på Socialdemokraternes meningsmålinger siden valgnederlaget i november 2001 afslører, at partiet to gange tidligere har oplevet en markant optur i meningsmålingerne. Efterfulgt af nedtur. Og så et valg. Spørgsmålet er nu, om tredje gang bliver Thorning-Schmidts gang, eller om den tredje røde tinde viser sig lige så værdiløs som de to seneste. Meget taler for det sidste.

At finanskrisen kradser er efterhånden en gammelkendt sandhed. I samtalekøkkenerne tales der i dag om teknisk insolvens, mens fladskærmen beretter om endnu en virksomhed, der massefyrer. Og netop massefyringer og arbejdsløshed var også i centrum under Socialdemokraternes markante fremgang i meningsmålingerne i perioden fra januar 2003 til februar 2004. I hele denne periode var arbejdsløsheden stigende og toppede i december 2003 med næsten 170.000 ledige danskere. Arbejdsløsheden sendte Socialdemokraternes meningsmålinger til tops. Målingerne steg nærmest i samme takt som ledigheden, og i februar 2004 stod partiet under Mogens Lykketofts ledelse til hele 32,8 procent af stemmerne.

Men en ministerrokade, en forårspakke og 11 måneder senere stod det dårligste valgresultat siden 1973 klart: Kun 25,8 procent af vælgerne havde sat kryds ved liste A, og Anders Fogh Rasmussen (V) fortsatte som statsminister.

Fra april til november 2006 oplevede Socialdemokraterne igen en markant fremgang i meningsmålingerne. Denne gang var den politiske dagsorden præget af velfærd. Pædagogerne strejkede, og regeringen diskuterede med sig selv, hvordan ordet ventelistegaranti skulle forstås for danske kræftpatienter. Og Socialdemokraternes meningsmålinger steg næsten otte procentpoint på otte måneder. Men sosserne tabte igen pusten, og på valgdatoen stemte blot 25,5 procent af vælgerne på partiet. Det dårligste valgresultat siden 1906.

Ny optur

Nu er den her så igen – den socialdemokratiske optur i meningsmålingerne. Den politiske dagsorden er i stadig stigende grad præget af den voksende ledighed. Selv om ledigheden er steget 24 procent i perioden fra september til december 2008, er den dog fortsat rekordlav. Kun omkring 58.000 danskere var uden job i december, svarende til 2,1 procent af arbejdsstyrken. Men prognoserne er dystre. De forudser, at ledigheden vil stige til over 100.000 i 2009, og at den vil runde 140.000 om 12 måneder.

Fra valgforskningen ved vi, at vælgerne har størst tiltro til en socialdemokratisk ledet regering, når det kommer til at skabe arbejdspladser. En yderligere fremgang ligger således på lur lige om hjørnet.

Men det er netop ledigheden, som bør give anledning til bekymring i den socialdemokratiske ledelse. Faren for Socialdemokraterne er, at partiet satser for ensidigt og løber efter en politisk dagsorden, som er væk ved næste valg. Det så vi ved 2005-valget, hvor arbejdsløsheden sendte Lykketoft til tops i meningsmålingerne. Men den massive føring blev sat over styr, da Foghs forårspakke bankede optimismen tilbage hos vælgerne. Socialdemokraternes afsløringsstrategi, om at Venstre ikke ville velfærden, prellede af på et optimistisk vælgerkorps, som ikke kunne genkende billedet af, at velfærden blev forsømt.

Og vi så det igen ved 2007-valget, hvor velfærden sendte Helle Thorning-Schmidts meningsmålinger på himmelflugt, og for en kort stund tippede magtbalancenv i rødt favør. Men velfærdsdagsordenen var ikke tilstrækkelig til at sikre socialdemokratisk valgsejr.

Fælles for de to seneste valgkampe er, at muligheden for at sætte en klassisk socialdemokratisk dagsorden med arbejdsløshed og velfærd har været optimal for Socialdemokraterne. Men timingen tilsvarende miserabel. Og den dårlige timing kan meget vel gentage sig ved det næste folketingsvalg. Faren for Socialdemokraterne er, at de opbygger et kampagnespor, som i for høj grad tager udgangspunkt i den gunstige, aktuelle politiske dagsorden og derfor risikerer at stå tilbage med vådt krudt, når næste folketingsvalg afholdes senest i november 2011.

Aktuelt peger flere forhold i retning af, at den politiske dagsorden er i gang med at udvikle sig i gunstig retning for Socialdemokraterne. De dystre ledighedsprognoser spiller en væsentlig rolle. Det samme kan regeringens arbejde med en skattereform komme til. Skattereformen kan give Anders Fogh Rasmussen revner i sit kontraktpolitiske panser. Især hos boligejerne. Desuden er de heftige spekulationer omkring Foghs flirt med posten som generalsekretær for NATO farlige for hele regeringen.

Langt til 2011

Det skyldes, at der i den nuværende krisesituation – hvor behovet for et stærkt lederskab er så åbenlyst – kan sættes spørgsmålstegn ved den høje troværdighed, Fogh har opbygget som regeringschef. Med Lars Løkke Rasmussen som den oplagte arvtager skal vælgerne vænnes til en ny regeringschef med en radikalt anderledes stil end forgængerens. Det kræver tid. Alt sammen forhold, som på den korte bane kan koste regeringen dyrt i meningsmålingerne.

Men 2011 ligger langt ude i den politiske fremtid. Arbejdsløsheden kan være under kontrol. Løkkes joviale facon kan have fået sit moderne gennembrud. Et nyt ministerhold med erfarne kræfter og ungt blod kan være sat. Og tilbage er blot efterveerne fra en finanskrise, vi stadig ikke helt forstår.

Skrækscenariet for Socialdemokraterne er netop, at ledigheden falder, og næste folketingsvalg bliver et valg i finanskrisens skygge. Regeringen vil argumentere for, at der mest af alt er brug for et stærkt lederskab og et fast greb om økonomien. Og på begge områder har regeringen høj troværdighed. Regeringsalternativet er et stort set uprøvet hold med lav troværdighed på den økonomiske politik.

Både statsministeren og Helle Thorning-Schmidt har kirurgisk præcis viden om partiernes såkaldte image-kompetence hos vælgerne. Altså på hvilke politikområder, vælgerne har mest tillid til henholdsvis en borgerlig og en socialdemokratisk ledet regering. Statsministeren ved godt, at en borgerlig regering har høj troværdighed hos vælgerne, når det handler om at styre økonomien.

Derfor brugte han finanskrisen til et inspirationsbesøg hos vindmøllefabrikanten Vestas for at tage temperaturen på erhvervslivet og holde økonomiske arbejdsmøder. Omvendt ved Helle Thorning-Schmidt udmærket godt, at en S-ledet regering har høj troværdighed, når det handler om at skabe arbejdspladser. Derfor aflagde hun – samme dag som statsministeren var hos Vestas – besøg på en byggeplads ved det københavnske indkøbscenter Fields for at tale ledighed med 3F’s medlemmer.

På den måde handler begge partiledere strategisk klogt i nuet. Helle Thorning-Schmidt trækker efter alt at dømme det længste strå på den korte bane. Men i 2011 kan den tredje røde tinde i meningsmålingerne være efterladt til historikerne, mens de borgerlige stadig sidder på regeringsmagten.