Er den frie forhandlingsret til samfundets bedste?

Af Ninna Thomsen

Skal den frie forhandlingsret fortsat give mening, så kræver det, at fagbevægelsen tager sit samfundsansvar alvorligt og har visioner, der rækker ud over økonomi og snævre medarbejderinteresser. At bevægelsen har visioner for et helt arbejdsmarked – med plads og stemme til børnefamilierne, til kvinderne, til lærlingene og til de studerende

24Jens Rohde (V) fremlagde 2. januar tre forslag, der skulle forbedre børnefamiliernes hverdag. Det skete med udgangspunkt i statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale, der for alvor satte fokus på behovet for et mere fleksibelt arbejdsliv og mere fleksible vilkår for børnefamilierne. Af de tre forslag vakte især ét forargelse i den danske fagbevægelse. Nemlig det forslag, der kritiserede, at overenskomsterne kun betaler den første af barnets sygedage. Og hvorfor så det? Fordi fagbevægelsen modsætter sig forslagets principielle sigte? Nej, fordi Jens Rohde dermed blander sig i den frie forhandlingsret. For her i Danmark afgør arbejdsmarkedets parter selv deres forhold!

Den frie forhandlingsret har mange fordele. Den mest åbenlyse fordel er, at den giver fagbevægelsens medlemmer indflydelse på deres egne arbejdsvilkår. En indflydelse, som højrefløjen indtil videre ikke har kunnet knægte – om end den konstant prøver (se på deltidsloven og forslaget om at gøre eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet ulovlige). Jens Rohdes forslag har hurtigt hentet opbakning blandt Folketingets partier af den simple grund, at det i modsætning til de tidligere forslag er meget fornuftigt. Alle ved ganske enkelt, at forældre med børn er nødt til at pjække fra arbejdet, hvis de vil undgå at sende deres syge børn i vuggestue eller børnehave.

Så intet under, at man som forælder må rynke lidt på næsen. For bliver den frie forhandlingsret ikke lidt hul – hvis den ikke er til samfundets bedste?

På venstrefløjen taler vi stadigvæk om, hvordan samfundets strukturer påvirker den måde, vi som individer og som organisationer handler på. Den frie forhandlingsret giver i denne optik arbejdsmarkedets parter et incitament til at være samfundsansvarlige og skabe kompromisser.

Problemet er, at denne samfundsansvarlighed i mange tilfælde kun dækker økonomien og medarbejdernes meget snævre interesser.

Det er for eksempel ikke noget tilfælde, at arbejdsmarkedets parter endnu ikke er nået til enighed om at oprette en fælles barselsfond. For hvilken interesse har de store mandearbejdspladser i det? Ingen. De vil tværtimod gennem deres løn komme til at betale til de mange kvinder i servicesektoren. Derfor bliver barselsfonden næppe vedtaget af arbejdsmarkedets parter, og derfor er der behov for, at man fra politisk hold træffer beslutningerne. På samme måde synes fagbevægelsens samfundsansvar kun alt for ofte usynlig, når det gælder kampen for bedre forhold for lærlinge og studerende – for slet ikke at tale om de problemer, der er forbundet med tvangsaktivering. Hvorfor forsøger fagbevægelsen ikke at organisere folk på tvangsaktivering? Hvorfor kræver I ikke overenskomstmæssige lønninger, og hvorfor er det ikke en del af overenskomsten, at X antal medarbejdere skal være i skånejob eller lignende?

Skal den frie forhandlingsret fortsat give mening, så kræver det, at fagbevægelsen tager sit samfundsansvar alvorligt, og at bevægelsen har visioner for et helt arbejdsmarked – et arbejdsmarked, der giver plads og stemme til børnefamilierne, til kvinderne, til lærlingene og til de studerende. For hvad gavn har man af den frie forhandlingret, hvis man ikke er en del af overenskomstens flertal?