Enten politi eller politik

Af Peer Olander

Informationschef og vicepolitiinspektør i Københavns Politi Flemming Steen Munch vil stille op for Venstre til Borgerrepræsentationen i København. Det skaber et troværdighedsproblem, mener Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne. Ifølge ham må Flemming Steen Munch vælge, om der skal stå ’politi’ eller ’politiker’ på kasketten.

Hvad er problemet, hvis Flemming Steen Munch stiller op for Venstre?

»Problemet er, at han har tænkt sig at være informationschef i politiet og samtidig sidde i Borgerrepræsentationen. Han vil komme i en troværdighedskonflikt. Det vil være svært at se, om det er Venstre eller Københavns Politi, der udtaler sig. Det er synd for ham og politiet.«

Men kan du så have tillid til en almindelig betjent, der er politiker?

»Ja. Det handler ikke om, at politikere ikke kan være ansat i politiet. Jeg opfordrer bare politiet til at finde en anden talsmand. Man skal huske på, at politiet har voldsmonopol. Derfor synes jeg, at han som informationschef ikke kan være politiker samtidig.«

Du har altså ikke et problem, hvis en politibetjent, der er venstrepolitiker, lægger dig i håndjern. Men du har et problem med, at en informationschef i politiet, der er venstrepolitiker, fortæller om, at du er lagt i håndjern?

»Ja. Der kommer troværdighedskonflikten. Det er ekstremt vigtigt, at informationschefen ikke kan klandres for at have en politisk dagsorden. Og det er svært, når han er politiker.«

Du er selv offentligt ansat. Hvad så, når du skal udtale dig om det område, hvor du arbejder?

»Når det har noget med skolesystemer og min egen skole at gøre, så går jeg uden for døren, for så er jeg inhabil. Men jeg synes, der er forskel, når man har en ledende stilling. Og fra at være ledende til også at være informationschef er der et skridt, som gør det værre. Og fra at være informationschef til at være informationschef i en branche, der har voldsmonopol, er der endnu et skridt.«

Så det skal ikke være frit for alle uanset erhverv at stille op til en politisk post?

»Jo. Problemet er bare, at man kommer i et troværdighedsproblem. Hvis man er en person, der er så meget i medierne, så synes jeg, man står i et dilemma. Flemming Steen Munch kan stille op, og han kan også blive ved med at være informationschef. Jeg synes bare, det er problematisk. Jeg ønsker ikke nogen lovgivning på området. Det er op til vælgerne, Venstre og politiet at afgøre, om det er en god ide.«

Vil Socialdemokraterne selv afvise en kendt politimand – et tænkt eksempel kunne være chefpolitiinspektør ved Københavns Politi Per Larsen – der melder sig som kandidat for partiet og stadigvæk vil arbejde for politiet?

»Det ved jeg ikke. Jeg synes, at det er lige så problematisk, hvis Per Larsen ville fortsætte som talsmand for politiet.«

Kritiserer du ikke bare Flemming Steen Munch, fordi du vil af med en politisk fjende?

»Overhovedet ikke. Jeg har taget fat i det her flere gange. Vi har også fagforeningsfolk, der har svært ved at skelne mellem deres politiske kasketter, når de er politikere, og når de er talsmænd for fagforeningerne. Og det er folk fra venstrefløjen. Dem har jeg kritiseret lige så meget. Men det er klart et større problem, når man er et sted, hvor man har voldsmonopol, end hvis man er i en fagforening.«