Ensartede danskere er nøglen til økonomisk succes

Af Esben Schjørring

Danskerne er meget ens: Vi taler samme sprog, og på tværs af politiske holdninger deler vi værdier som samarbejde, kompromis og fleksibilitet. Den britiske professor John A. Hall hævder, at det har været afgørende for Danmarks økonomiske succes indtil nu. Men skal succesen fortsætte, må vi udvide, hvad det vil sige at være dansk.

INTERVIEW Igen og igen placerer Danmark sig i toppen af listerne over verdenens rigeste lande. Selv liberalistisk orienterede, internationale magasiner som The Economist påviser, hvordan det lille land med det ellers høje skattetryk og den store velfærdsstat er et af de mest interessante lande for multinationale firmaers investeringer. Og økonomer og politikere verdenen over taler om ”den danske undtagelse” og ”den danske model”.

John Hall, britisk professor i sociologi ved det canadiske McGill University, mener, at netop de fælles værdier, det fællesskab og den ligheds-mentalitet, der præger dansk velfærdspolitik, har været grundlaget for den stærke danske økonomi. Han har sammenlignet de forskellige måder, vestlige lande har organiseret deres økonomi på med undersøgelser af små staters evne til at klare sig i en international frihandelsverden:

»Min forskning viser, at den type økonomi, man finder i små stater som Danmark, hvor man har en høj grad af national ensartethed, og hvor folk er parate til at gå på kompromis med deres egeninteresser og samarbejde med mennesker, der ligner dem selv, har fremelsket gode vækstbetingelser i en verden med frihandel.«

Irske bønder fik smæk

John A. Hall prøver at vise, hvordan en særlig dansk samarbejdsmentalitet er blevet til i de seneste 200 år, og hvordan den er grundlaget for Danmarks stærke økonomi. Her nævner Hall blandt andet kampen om det britiske smørmarked i begyndelsen af det 20. århundrede. Hvor det før havde været irske bønder, der leverede smør til det engelske marked, blev de pludselig udkonkurreret af de danske landmænd og deres andelsbevægelser:

»Mens de irske landmænd fik mere ud af at gå til domstolene for at få deres jorder tilbage fra det engelske aristokrati, organiserede danske landmænd sig i andelsbevægelser og erobrede på ganske få år det engelske smørmarked. Nøglen til den succes var netop danskernes evne til at samarbejde og organisere sig, så man kunne tjene penge. Og det var baseret på et forudgående kulturelt fællesskab.«

John Hall understreger også Socialdemokraterne og fagforeningernes betydning for Danmarks økonomiske succes: »Den har været enorm«, siger han.

Men hvor vi typisk opfatter solidaritet som en socialdemokratisk dyd, der har at gøre med fællesskabsfølelsen i arbejderklassen, ser Hall solidaritet i Danmark som en generel, folkelig og national dyd, der bevæger sig på tværs af klasseskel. Her er Halls afgørende eksempel den tidligere socialdemokratiske socialminister K.K. Steinckes socialreform fra 1933, der var en del af det såkaldte Kanslergade-forlig, som Staunings socialdemokrati indgik med Venstre og det Radikale Venstre.

Mere Grundtvig end Marx

Spørgsmålet er så, hvorfra denne nationale solidaritet kommer. Her peger Hall både på den fælles protestantiske religion, Grundtvig og højskolebevægelsen og at Danmark som følge af tabte krige og dermed tabte territorier i Sydsverige og Nordtyskland endte med at blive ét folk med ét fælles sprog.

Særligt de tabte krige spiller en afgørende rolle for skabelsen af den nationale solidaritet: Den er en slags indre front, der værner mod den konstante oplevelse af at leve i en risikofyldt og til tider meget truende omverden. Her vender Hall tilbage til Kanslergade-forliget:

»En del af evnen til det brede samarbejde mellem bønder, husmænd og arbejderne i henholdsvis Venstre, det Radikale Venstre og Socialdemokratiet kom fra den helt åbenlyse trussel fra Hitlers nazi-Tyskland. Det kompromis, hvor hvert parti indså, at de ikke kunne få deres fulde vilje, kunne kun komme i stand, fordi der var en fælles følelse af, at nationen som helhed skulle overleve. Klassekampen har altid haft sine grænser i Danmark, selv om der selvfølgelig også har været store strejker. Og de grænser kom fra den ydre trussel på landets eksistens.«

Det er denne mentalitet, der lever videre i dag. Det ser Hall ligge bag den danske flexicurity-model, hvor velfærdsstaten kompenserer for, at det er let at hyre og fyre arbejdskraft på det danske arbejdsmarked. Han ser det i de relativt flade magtstrukturer i danske virksomheder. Og han fremhæver også, hvordan den danske model, – hvor staten, arbejdsgivere og arbejdstager har en fælles ramme om forhandling af løn og arbejdsvilkår, – betyder, at parterne lettere kan forholde deres særinteresser til ”det store billede”:

»Pointen er, at politiske og økonomiske konflikter i Danmark bliver tæmmet af et sæt af institutioner, der skaber rammerne om forhandling, og gør det muligt for de forskellige aktører at holde de grundlæggende problemer for øje og fastholde de nationale mål, der er vigtigst for landet. Og det er muligt på baggrund af en stærk national identitet.«

Er indvandring en trussel?

John A. Hall er ekstremt bevidst om den rolle, hans forskningsresultater kan spille i den aktuelle danske debat om udlændinge, integration og national sammenhængskraft. Flere gange vender han tilbage til skellet mellem sociologiske beskrivelser og politiske anbefalinger:

»Jeg er samfundsforsker! Jeg prøver at finde ud af, hvad konkrete mennesker og konkrete samfund er villige til at acceptere, og hvad de kan leve med – ikke hvad jeg personligt synes, de burde acceptere eller burde kunne leve med.«

Men hvis Danmarks velfærdssystem og økonomiske succes er muliggjort af vores nationale ensartethed og solidaritet, giver indvandringen så ikke problemer?

»Velfærd kan være mange forskellige ting, og velfærdsstater kan designes og udformes efter forskellige formål og situationer. Jeg tvivler på påstanden om, at velfærdsstaten blokerer indvandrere fra at arbejde, fordi de får for høje velfærdsydelser. Alle de forskningsresultater, jeg har set, viser, at folk emigrerer, fordi de ønsker at forbedre deres levestandard, og at de gerne vil være en del af det samfund, de kommer til. I Danmarks tilfælde er det nødvendigt med en kombination af stok og gulerod: Velfærd plus for eksempel et krav om, at indvandrere skal lære dansk.«

Lukkethed er ikke løsningen

Det er tydeligt, at Hall omgås udlændingedebatten med forsigtighed. Især fordi hans forskning umiddelbart synes at lede til den politiske konklusion, at den stramme danske udlændingelovgivning bør opretholdes. Ikke alene af værdipolitiske grunde, men i særdeleshed også af økonomiske og velfærdsmæssige årsager. Men John Hall mener ikke, at det er den rigtige konklusion:

»For det første er der helt objektivt brug for udenlandsk arbejdskraft i Danmark. I føder ikke nok børn og må derfor importere den nødvendige arbejdskraft fra udlandet, hvis I vil fastholde væksten. Og I har jo allerede et vist antal indvandrere. Min pointe er, at Danmark må finde en måde at skille den kulturelle ensartethed fra den rent etniske ensartethed. Det vil være nødvendigt at opbløde definitionen af, hvad det vil sige at være dansk. I en global verden vil indadvendthed og lukkethed ikke være nogen god opskrift for fortsat succes for Danmark.«

Den historiske lære er altså ifølge Hall ikke, at det var dansk lukkethed, der skabte landets økonomiske succes, men evnen til i fællesskab at tilpasse sig internationale forandringer. En fleksibilitet og tilpasningsevne, som han lokaliserer i samarbejdskulturen både i andels- og fagbevægelsen, på virksomhedsniveau, i foreningslivet og i velfærdsstaten – altså både på et statsligt niveau og på et civilsamfundsniveau, hvor forandringer kommer nedefra. Det er en lignende cocktail af statsstyrede programmer og lokale initiativer, der ifølge Hall skal forbedre integrationen i Danmark. Og her understreger han fagforeningernes rolle og interesse i at få indvandrere ind på arbejdsmarkedet:

»Meget afhænger af fagforeningerne. I England er man for eksempel ret succesfuldt nået ud til indvandrere af vestindisk herkomst. Og fagforeningerne har også stor interesse i at organisere indvandrere, fordi det vil være et problem for deres medlemmer, hvis dele af arbejdsstyrken står uden for de gældende overenskomstaftaler.«

Men er vores nationale tilpasningsevne stadig intakt, og kan vi videreføre den i fremtiden?

»Ja, jeg mener, den er intakt. Men det store spørgsmål er: Kan Danmark løsne den nationale solidaritet, der har skabt grundlaget for landets stærke økonomi, fra dens etniske base og udvide den, sådan at folk med en anden etnisk baggrund kan komme ind i samfundet, deltage i det og til slut blive danskere? Der er tegn i begge retninger.«