Enighed: Ledige skal i arbejdstøjet

Regeringens job-plan »Flere i arbejde« spås gode chancer for at komme i havn. Godt nok skiller flere knaster regeringen og arbejdsmarkedets parter, men der er fælles vilje til at blive ved forhandlingsbordet, indtil projektet lykkes.

Danmarks 140.000 ledige kan godt begynde at gøre klar til en ny tilværelse, der vil byde på hurtigere og mere målrettet aktivering, skærpede rådighedskrav og sandsynligvis helt nye alternativer til arbejdsformidlingen. Til gengæld er faren for, at regeringens skarptslebne sparekniv beskærer kontanthjælp og dagpenge, tilsyneladende drevet over.

Først skal rammerne for de kommende firepartsforhandlinger om den nye beskæftigelsesplan »Flere i arbejde« dog falde på plads. Men hvis det sker, er der udsigt til et hurtigt og forholdsvis gnidningsfrit forløb.

Kursen er nemlig allerede sat, og meget tyder på, at regeringens jobplan hverken vil møde stormvejr eller dramatiske forlis, før planen lægger til kaj i efterårets løb. Om det betyder, at målet med at skaffe 87.000 flere i job inden 2010 også nås, vil kun fremtiden vise, og det afhænger af, om både arbejdsgivere og en nyskabt jobformidling kan løse opgaven.

En gennemgang af oplægget »Flere i arbejde« sammenholdt med oplysninger fra Kommunernes Landsforening (KL), Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og LO tyder på en hurtig sejlads afbrudt af et par kortvarige storme.

Alle parter vil i havn samme sted og er derfor også usædvanlig lydhøre over for hinandens argumenter. KL, DA og LO har i fællesskab udarbejdet en prioriteret ønskeliste og lagt den på beskæftigelsesministerens bord, og det gør naturligvis indtryk hos Claus Hjort Frederiksen (V).

Parterne og regeringen har i fællesskab en bunden opgave, der for alt i verden skal løses: rekordlav ledighed, små ungdomsårgange, flere ældre samt et erhvervsliv og en offentlig sektor, der skriger på arbejdskraft, betyder tilsammen, at flest muligt skal ud på arbejdsmarkedet og bidrage til samfundsvæksten, hvis Danmark skal have råd til at opretholde velfærden.

Derfor er de to afgørende udfordringer at skabe større rummelighed på arbejdsmarkedet, udvide arbejdsstyrken med ledige, unge, ældre, indvandrere og særlige grupper, samt at imødekomme efterspørgslen på almindelige ledige ved at skabe en effektiv formidling.

Hjorts undvigemanøvre

I timerne før VK-regeringen forrige fredag præsenterede job-planen, lignede det ellers en ny konfrontation mellem fagbevægelse og opposition på den ene side og regeringen på den anden. Oplægget gør nemlig intet for at skjule regeringens åbenlyse ønsker om at skære i op til flere overførselsindkomster. Ønsket er, at det ikke skal kunne betale sig at gå fra den ene ydelse til den anden, og at ingen ydelser må være så høje, at det ikke kan betale sig at tage et arbejde.

Men ved en lynhurtig undvigemanøvre lagde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen allerede samme aften afstand til sit eget oplæg, som han ellers havde arbejdet med i månedsvis:

»Det er regeringens politik, at der ikke skal skæres i ydelserne. Vi rører ikke ved efterlønnen. Det er ikke vores agt at røre ved nogen ydelser overhovedet,« fastslog ministeren i DR2’s Deadline.

At Claus Hjort Frederiksen nævnte efterlønnen, som ellers slet ikke har været til debat, kan kun tolkes som en frygt for, at regeringen skulle få en ydelsessag af samme belastende dimensioner som den tidligere regerings efterlønssag.

Det kritiske lys på ydelsesniveauet vil derfor i stedet blive rettet mod betingelserne for at komme på de forskellige ydelser. På den måde er det muligt at opnå det samme resultat, uden at det provokerer vælgerne.

Ved hurtigt at hive ydelses-beskæringerne af bordet, har regeringen også signaleret vilje til et bredt forlig hen over midten, som der er tradition for i dansk arbejdsmarkedspolitik og i arbejdsmarkedsreformer i særdeleshed. Claus Hjort Frederiksen ønsker ikke fagbevægelsen på nakken igen – lige nu. Efter at have stået i lære i et halvt år som beskæftigelsesminister har han lært lektien: nemlig at man ikke kan føre ideologisk blokpolitik på arbejdsmarkedsområdet, og at man ikke kan bestemme alt, men må samarbejde for at finde langtidsholdbare løsninger.

Uden arbejdsmarkedets parter og KL, som medspillere vil hele job-planen falde til jorden, og derfor er forventningen i både LO og DA, at Claus Hjort vil være en lydhør minister. Ikke en stum nikkedukke, for han vil stædigt fighte for sine ideer, men han vil også vide, præcis hvor grænsen går. Når Folketinget til efteråret skal udmønte job-planen i lovgivningen, er det vigtigt for regeringen at kunne henvise til, at »LO bakker op«.

Det vil nemlig gøre det svært for Socialdemokratiet at yde modstand, hvis LO har sat tydelige fingeraftryk. Omvendt har LO også mange grunde til at være med ved navigationsbordet, når kursen for fremtidens arbejdsmarkedspolitik lægges.

Man skal vælge sine slag med omhu, og selv om fagbevægelsen har vist tænder over for både deltidsforslag, lav startløn til indvandrere og tværfaglige a-kasser, er der ikke råd til at blive sat uden for indflydelse i en arbejdsmarkedsreform. Det har ganske enkelt topprioritet – borgerlig regering eller ej.

Både regering, opposition og arbejdsmarkedets parter har fælles interesse i at skaffe ro og stabilitet på arbejdsmarkedet via en reform, der rækker langt ud i fremtiden. Det kræver samarbejde hen over midten, og at alle parter føler ejerskab til arbejdsmarkedspolitikken og helt ud i sidste led på arbejdspladsen taler varmt for den. Med nye overenskomstforhandlinger forude er både regering, LO og DA pisket til at finde løsninger.

Et punkt, der vil skabe splid i enigheden bliver hvor meget uddannelse, der i fremtiden skal anvendes som aktivering. Regeringen vil meget gerne reducere anvendelsen, mens både LO og DA er kritiske over for tankerne

Nyt job til fagbevægelsen

Ud over, at det er svært at være uenig i målsætningen om at skaffe 87.000 flere job, giver »Flere i arbejde« da også samtidig nye muligheder for fagbevægelsen. Regeringen lægger op til, at nye aktører – også private – skal få mulighed for at være med til at formidle jobs. Her vil fagbevægelsen med stor sandsynlighed lægge billet ind. De lokale fagforeningskontorer har i forvejen en tæt kontakt med det lokale erhvervsliv og vil være oplagte til at formidle job til de ledige medlemmer. Samtidig vil en sådan ny opgave være en stærk begrundelse for at være fagligt organiseret og kan være med til at puste ny luft under fagbevægelsens tunge vinger.

En af de største forhindringer i denne måneds fireparts forhandlinger bliver sandsynligvis kommunernes manglende vilje til at slippe opgaver uden samtidig at blive lettet for økonomiske byrder. Det ligger i kortene, at kommunerne kan miste indflydelse i et nyt enstrenget system, hvor kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere skal behandles under samme tag.

Kommunerne kan godt se ideen, men de vil ikke overlade ansvaret og indflydelsen til andre, mens de sidder tilbage med regningen for kontanthjælpsmodtagerne. Derfor tyder det på, at det enstrengede system først og fremmest vil blive indført i en form for homogenisering af indholdet i de to systemer. På den måde kan kommunerne fortsat have ansvaret for sine kontanthjælpsmodtagere. Først på længere sigt, hvis den kommunale økonomi bliver tilpasset tankerne i »Flere i arbejde«, vil det være muligt at gennemføre et fuldkomment enstrenget system.