Engang imellem er der noget der skal siges ...

Af | @GitteRedder

SiD’s formand Poul Erik Skov Christensen kæmper for grundværdierne i det faglige arbejde. Det kan vel ikke være umoderne, mener han. Til gengæld ser han frem til en slankere fagbevægelse, både hvad angår ansatte og antallet af LO-forbund. Selv fusionerer SiD snart med 75.000 kvinder i KAD – om alt går vel.

En spade er en spade Han er grundigt træt af at blive beskyldt for at have for meget beton i hovedet og forstår ikke, at nogle skal kaldes moderne og andre traditionalister i fagbevægelsen. Sådan hænger verden ikke sammen for specialarbejdernes formand gennem otte år Poul Erik Skov Christensen. Kun for dem, der har glemt, hvad fagbevægelsens kerneopgaver er.

»Siden hvornår er det blevet umoderne at kæmpe for og holde fast i, at medlemmerne har nogle rettigheder, så de lider mindst muligt fortræd. Man flygter fra sit ansvar, hvis man ikke sørger for at give sine medlemmer de bedst mulige forhold,« siger han.

For nylig rettede SiD-formanden her i A4 et ualmindeligt skarpt angreb på Forbundet af Offentligt Ansatte, som lige nu forhandler om overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening. »Pyt med principper, væk med værdierne, skråt op med konsekvenserne for øvrige forbunds medlemmer,« skrev en kontant SiD-formand. En bandbulle mod et andet fagforbund, som bestemt ikke er hverdagskost i LO-familien. Men Poul Erik Skov Christensen følte, han var nødt til at forsvare fagbevægelsens kerneværdier.

»Det er sjældent, jeg udtaler mig, som jeg gjorde omkring FOA's interne sager. Og det er ikke, fordi vi elsker det slagsmål. Men hvis et forbund med sine handlinger er med til at undergrave vilkårene for alle os andre, så er man nødt til at råbe op,« siger Poul Erik Skov Christensen.

citationstegnJeg er forpligtet til at finde et parti, der kan løfte de opgaver, vi prioriterer højt. Vi sælger de faglige budskaber, og at de budskaber også finder rod i nogle partier, er vi kun glade for.

SiD er kendt for sine stærke holdninger og for at kalde en spade for en spade – hvad enten det gælder private forsikringer mod ledighed, konflikten i Mellemøsten eller kommunalt aktiverede, som tager arbejde fra de fastansatte.

Fra årsskiftet tegner alt til, at SiD fusionerer med Kvindeligt Arbejderforbund (KAD). Der arbejdes på højtryk for at få organisationen på plads, og i april holder de to forbund ekstraordinære kongresser med fusionen på dagsordenen. Falder det hele på plads, bliver det nye forbund Danmarks suverænt største og med en kønsmæssig fordeling, som ikke kan undgå at flytte fokus fra de traditionelt meget maskuline værdier i SiD.

Risikerer kvinderne at drukne i det stærke SiD med de stærke meninger?

»Det gør de ikke. Den samme frygt havde nogle, da Murerforbundet blev optaget i SiD. Men ingen vil i dag sige, at murerne har en svag profil. Indflydelse kommer i kraft af eget engagement, og i KAD er der mange dygtige tillidsfolk, som nok skal sørge for ikke at blive usynlige. Desuden har vi lavet en god aftale, som sikrer, at KAD har gode pladser i grupper og ledelser, så afsættet er i orden. Vi får en organisation, som repræsenterer i alt 150.000 kvinder, og dermed en stor gennemslagskraft på det, man kalder de bløde områder.«

Nogle frygter, at færre afdelinger vil betyde mindre fagligt engagement?

»Nøglen i hele fusionen har været at få strukturen lokalt til at falde på plads. KAD har omkring 30 afdelinger og en kongresbeslutning om at nå ned på 25. Vi har cirka 280. I alle amter har man diskuteret sig frem til, hvad der er nødvendigt for at kunne servicere medlemmerne og matche den lokale erhvervsudvikling. Vi er landet på et ønske om 70-72 lokalafdelinger samlet. Det betyder, at vi får færre, men også stærkere faglige kraftcentre. Men det betyder ikke, at alle andre fakler skal slukkes. En af hovedopgaverne bliver at sikre et netværk af tillidsrepræsentanter ude på de enkelte arbejdspladser.«

Det lyder, som om magten bliver mere centrali-seret?

»Det er nødvendigt, at lokalafdelingerne i fremtiden bliver sparringspartnere på de områder, som det i dag kan være vanskeligt at håndtere for en lille afdeling. Vi får stadig flere virksomheder, der er en del af en europæisk koncern og dermed strækker sig over landegrænser. Der er europæiske samarbejdsudvalg og transnationale aftaler. Det er vigtigt, at tillidsrepræsentanterne har en sparringspartner i lokalområdet, der kan yde hjælp og støtte. Der bliver også frigjort ressourcer til langt mere opsøgende arbejde ude på de enkelte arbejdspladser.«

Et forbund med 375.000 medlemmer. Nogle kunne frygte, at I bliver meget dominerende, og at fremtidens LO-samarbejde får en stor slagside?

»Jeg har ikke mødt nogen, der har udtalt den frygt over for mig. Og noget, der virkelig kan gøre mig vred, er, når vi beskyldes for ikke at ville fællesskabet, men kun os selv. Vi vil fællesskabet, og vi vil LO. Hvis LO ikke fandtes, ville vi blive nødt til at opfinde det, for det er nødvendigt, at vi på en række centrale felter kan optræde i enighed.«

Men hvordan ser du LO-fagbevægelsen om fem-ti år?

»Jeg tror, at der om ganske få år kun vil være fem til syv forbund tilbage i LO i stedet for de nuværende 19. Der vil ske en række fusioner, fordi medlemmerne forventer flere serviceydelser.

Og det kræver større enheder. Udfordringen er at levere en stadig bedre service og forny vores koncept, uden at det bliver dyrere. For så går det galt.«

Hvordan bliver LO-fællesskabet så med fem-syv forbund?

»Ligegyldigt hvor få forbund vi er, har vi brug for et forum, hvor vi kan få vores forskellige opfattelser brudt og finde en fælles holdning. Alle forbund har forskellige interesser, men LO har den store ekspertise. Men man skal ikke måle LO's styrke i, hvor mange ansatte de er. Omvendt er der ingen grund til, at LO har ekspertise på alle områder. Hvis et forbund på baggrund af oprindelse eller ansvarsområde har ekspertisen, kan det lige så godt levere ekspertisen til fællesskabet. Det kan godt være, at jeg engang imellem lyder provokerende, men det er ikke, fordi jeg ikke vil fællesskabet. Engang imellem er der noget, som SKAL siges. Fællesskabet er også, at vi har ret til at have meninger.«

Men kan bukserne holde, når LO skal skræve over så mange interesser og holdninger – også i lyset af de aktuelle slagsmål?

»Det kan jeg en gang imellem godt være alvorligt bange for. Men det kommer meget an på, hvad det er for interessekonflikter. Det er min opfattelse, at LO i dag i vid udstrækning forsøger at agere i overensstemmelse med så mange forbund som muligt. Det er klart, at hvis bukserne ikke kan holde i en konkret sag, så melder vi fra. Der er jo forbund med vidt forskellige interesser og medlemmer. Der er organisationer med medlemmer hovedsageligt ansat i det offentlige, og de har måske ikke prøvet at stå med de samme problemer som ansatte i det private.«

citationstegnNoget, der virkelig kan gøre mig vred, er, når vi beskyldes for ikke at ville fællesskabet, men kun os selv. Vi vil fællesskabet, og vi vil LO. Hvis LO ikke fandtes, ville vi blive nødt til at opfinde det.

Bliver det billigere at være medlem i det nye storforbund?

»Altså to plus to skulle gerne blive mindre end fire og ikke mere end fire. Så derfor vil der ske en vis tilpasning. Jeg forventer snart at meddele, hvor meget mindre forbundskontingent bliver i forhold til det nuværende SiD-kontingent. Vi har lagt op til færre og større afdelinger, så de bliver mere bæredygtige i forhold til at klare flere opgaver. Og afdelingerne skal bruge de første år til at finde deres egne ben og afgøre, hvilke huse de skal beholde, og hvilke de skal sælge, men det lokale kontingent vil formentlig også falde.«

Både SiD og KAD mister mange medlemmer i disse år. Hvor stor en del at tilbagegangen bunder i, at det er blevet for dyrt at være medlem?

»Det er ingen hemmelighed at nogle af de medlemmer, der forlader os, føler, at de er velplaceret på arbejdsmarkedet. De har et fornuftigt job og en acceptabel løn, sommerhus eller campingvogn. De forlader os på grund af omkostningerne. Og så går de til de gule. Hvis vi ikke skal være med til at forstærke det mere fritvalgs-agtige forhold til at være medlem af en fagforening, bliver vi nødt til at være ekstremt omkostningsbevidste. Og det er vi ved at danne nogle organisationer, hvor man også kan fastholde identiteten for den enkelte. De fleste opfatter sig om en del af deres fag, som glaspuster, syerske, buschauffør, før de opfatter sig som SiD'er og LO'er. Derfor skal vi fastholde muligheden for, at tillidsfolk og fagligt aktive kan mødes for at diskutere deres særlige forhold og problemer. Så har man fællesskabets styrke og fagets dybde forenet.«

Kan medlemstilbagegangen også skyldes den profil, SiD har med stærke synspunkter og støtte til Socialdemokraterne? Mange af dine medlemmer stemmer jo ikke på S.

»Nej, men vi skal jo ikke føre en politik, der tager afsæt i medlemmernes partitilhørsforhold. Vi forfølger altså bedst vores faglige mål ved at samarbejde med Socialdemokraterne og ikke ved at gå til Dansk Folkeparti. Jeg er forpligtet til at finde et parti, der kan løfte de opgaver, vi prioriterer højt. Vi sælger de faglige budskaber, og at de budskaber også finder rod i nogle partier, er vi kun glade for. Vores politiske krav må tage afsæt i de faglige krav. Hvis det ikke gør det, så tipper det.«

Men I har jo også stærke holdninger om Irak-krig og Mellemøsten-konflikten. Hvor ser du det faglige afsæt der?

»Vi har altid været meget aktive i den internationale udvikling. Derfor er det naturligt for os, at vi markerer os, som vi gør. Når Danmark optræder i Irak uden FN-mandat, som vi gør, så mener jeg, vi skal reagere.«

Hvordan tror du, at medlemmerne opfatter de slagsmål, der blandt andet er mellem dig og formanden for FOA?

»Jeg har jo ikke deltaget i noget slagsmål på det personlige plan. Jeg tager fat i det, der betyder noget. Uanset hvor moderne man har lyst til at være, så har jeg aldrig oplevet, at den enkelte har stået stærkere alene over for en arbejdsgiver end med et fællesskab til bakke op.«