En vindersag for Socialdemokraterne

Af

Socialdemokraterne er vælgernes favorit til at bekæmpe den voksende ulighed, viser A4’s meningsmåling. Men blandt eksperterne er der uenighed om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidt og Co kan vinde det store ved at sætte uligheden på dagsordenen.

MÆRKESAGER Hvis der for alvor skal gøres noget ved den voksende afstand mellem rig og fattig i Danmark, så skal Socialdemokraterne være rorgænger. Det fremgår af en ny undersøgelse foretaget af Zapera for Ugebrevet A4.

I undersøgelsen svarer 47 procent af vælgerne, at en socialdemokratisk regering vil være bedst til at bekæmpe ulighederne i det danske samfund. Til sammenligning peger blot 17 procent af vælgerne på en borgerlig regering. 23 procent svarer, at det ikke gør den store forskel, hvem der har magten.

Overraskende nok er der selv blandt de borgerlige og dansk folkeparti’s vælgere en markant andel – mellem 15 og 22 procent – der ­peger på en socialdemokratisk regering som deres favorit til at bekæmpe ulighederne. Det indikerer ifølge valgforsker og lektor ved København Universitet Kasper Møller Hansen, at Social­demokraterne med fordel kan slå hårdt på, at ulighederne er vokset i de senere år.

»Socialdemokraterne har ejerskab over ulighedsdagsordenen. Det er helt tydeligt en dagsorden, som Socialdemokraterne og resten af oppositionen skal tage på sig og forsøge at køre på,« siger Kasper Møller Hansen.

I bedste fald mener han, at Socialdemokraterne har mulighed for at tiltrække op til 10 procent af de borgerlige vælgere, hvis de formår at skabe en vedkommende og langvarig debat om ulighederne i det danske samfund.

Samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet er dog knap så sikker på, at Socialdemokraterne kan vinde det store ved at sætte uligheden på dagsordenen.

I hans øjne har Socialdemokraterne det problem, at den nuværende diskussion om ulighed handler mere om friværdi og store biler end om socialt armod og sult. Det skal der ændres på, hvis Socialdemokraterne skal gøre sig håb om for alvor at få skrabet vælgere til sig.

»Der skal ansigter og billeder på fattigdommen i Danmark, hvis Socialdemokraterne skal gøre sig håb om at gøre ulighed til en rigtig vindersag,« siger Johannes Andersen.

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen medgiver, at ulighedsdagsordenen hverken ved de seneste valg eller på nuværende tidspunkt er udslagsgivende for folks stemmeadfærd. Det håber han imidlertid at få ændret i de kommende måneder.

»Jeg vil håbe, at man kan gøre ulighed til et afgørende emne, som er bestemmende for, hvor krydset sættes på valgdagen. Sammen med vælgerne skal vi danne en fælles front mod uligheden,« siger han.

Den strategi er der opbakning til hos SF. Formand Villy Søvndal foreslår således, at et kommende regeringsalternativ skal bygge på fem søjler, hvor ulighed udgør den første.