En uhellig alliance

Af

At gøre eksklusivaftalerne til et spørgsmål om frihed, fagbevægelsens overlevelse eller det danske værn mod billig udenlandsk arbejdskraft er hver for sig helt ude af proportioner. Måske er tiden inde til, at lønmodtagerne selv sætter aftalerne til diskussion.

Engang imellem sker det, at politiske modstandere finder sammen ud fra vidt forskellige motiver. En uhellig alliance med et fælles mål. Sådan er det med eksklusivaftalerne. Den uhellige alliance mellem Dansk Folkeparti og fagbevægelsen har haft succes, og regeringen må tilsyneladende opgive at få sit forbud med eksklusivaftaler vedtaget – i denne omgang.

Men alliancen er lige så skrøbelig som den er uhellig. De politiske strateger i Dansk Folkeparti er vendt på en tallerken i spørgsmålet, fordi de har set en åbenbar mulighed for at score vælgerpoint ved at kæde eksklusivaftalerne sammen med EU’s udvidelse. Eksklusivaftalerne skal være et værn mod østeuropæiske løntrykkere i et Europa med fri bevægelighed for arbejdskraft, lyder ræsonnementet fra et parti, for hvem international solidaritet er en by i Polen.

Dansk Folkepartis frygt for, at Danmark vil blive oversvømmet af østeuropæisk arbejdskraft, er der ikke meget belæg for i de forudsigelser af folkevandringer, der er udarbejdet på europæisk plan. Og hvis det danske bolværk mod en underbydende udenlandsk arbejdskraft skal udgøres af eksklusivaftaler, som i dag dækker sølle 10 procent af arbejdsmarkedet, så må man sige, at det ser skidt ud, når grænserne åbnes i 2004.

Ved at kæde de to ting sammen har Dansk Folkeparti manifesteret sin EU-modstand i et halvår, hvor øst-udvidelsen står øverst på den danske og europæiske dagsorden. Og oven i hatten har partiet fået en politisk salgsvare i kurven, som kan omsættes næste gang, der skal indgås aftaler med regeringen. Partiet har allerede forsøgt at handle med eksklusivaftalerne to gange i dette efterår – først som modydelse for en syvårig overgangsordning for arbejdstagerne fra de nye ansøgerlande, og senest som betaling for afskaffelse af racismeparagraffen. Regeringen har klogelig sagt nej tak til begge dele. Men nye studehandler venter i de kommende finansår, og regeringen er med sikkerhed klar til at give håndslag, når prisen er den rigtige.

Derfor bør man i fagbevægelsen – inden champagnepropperne springer – tænke på, at der fortsat er et politisk flertal for et forbud mod eksklusivaftaler i det danske Folketing. Det eneste, der er vundet med den uhellige alliance, er tid. Og den tid bør man forstå at udnytte. Eksklusivaftalerne er hverken særligt udbredte eller særligt livsvigtige for fagbevægelsen, men de er blandt andet med til at skabe stabilitet på den del af arbejdsmarkedet, hvor arbejdsgiversiden ikke er organiseret. Eksklusivaftaler eksisterer hverken i det offentlige, på LO/DA-området eller i finanssektoren. Til gengæld findes de i rigt mål i de liberale erhverv – hos advokater, praktiserende læger og så videre.

At ophøje eksklusivaftalerne til et spørgsmål om frihedsrettigheder, fagbevægelsens overlevelse eller et værn mod billig udenlandsk arbejdskraft er helt ude af proportioner. Men samtidig er der ingen tvivl om, at de har været med til at give fagbevægelsen et dårligt omdømme. Et billede af, at de faglige organisationer hellere vil hverve nye medlemmer ved tvang frem for gode argumenter. Det billede er der al mulig grund til at forsøge at viske ud. Dansk Folkepartis tallerkenvending har givet en stakket frist, før beskæftigelsesministeren igen vil forsøge at forbyde eksklusivaftaler. Måske er tiden inde til, at fagbevægelsen tager skeen i egen hånd og selv sætter aftalerne på dagsorden ved de kommende overenskomstforhandlinger. Hvis arbejdsgiverne er ægte interesseret i at afskaffe dem, må de selvfølgelig betale prisen.