En udpræget angst for ligestilling

Af Karen W Olsen

Kønsbalancen blandt landets partiledere tippede i sidste uge, da Lene Espersen blev formand for Det Konservative Folkeparti. I dag er fire ud af syv partiledere kvinder. Alligevel afviser professor i statskundskab Drude Dahlerup at aflyse kampen for ligestilling. Hun frygter, at de kvindelige partiledere er ren symbolik, men håber, at netop de vil fokusere på en bedre kønsfordeling.

Er kampen for ligestilling i dansk politik vundet, nu hvor flertallet af partiledere er kvinder?

»Nej, absolut ikke. Det er selvfølgelig flot og helt fantastisk. Danmark har nu slået Sverige på det her punkt, og vi har modbevist tesen om, at jo højere op – jo færre kvinder. Men vi har stadig ikke ligestilling. Hverken blandt ministrene, folketingsmedlemmerne eller medlemmer af kommunalbestyrelserne. Eller i erhvervslivet eller universitetsverdenen for den sags skyld. Så der er lang vej endnu.«

De mandlige partiledere er kommet i undertal. Skal vi kvotere mænd for at imødegå den ubalance og sikre mangfoldigheden i dansk toppolitik?

»Det er det mest vanvittige spørgsmål, jeg nogensinde har hørt. Så snart vi nærmer os ligestilling inden for et område, bliver det betragtet som kvindedominans. Og altså noget negativt. Man skulle næsten tro, at man i Danmark opfatter ligestilling som uacceptabelt. Der er i hvert fald en udpræget angst for ligestilling her i landet.«

Er det en fordel at være kvinde i dansk politik i øjeblikket?

»Der ligger en nyhedsfaktor i at være den første kvindelige formand for et parti. Det var ikke muligt for 30 år siden – og sandsynligheden for en kvindelig statsminister er da steget. Men det kan være ren symbolik, som hos britiske Margaret Thatcher i sin tid, hvor ingen kvinder kom med i regeringen. Det er altså ikke gjort med en kvindelig partileder, og jeg mener, der følger et ansvar med. Det må være naturligt, at især de kvindelige toppolitikere sætter fokus på ligestilling – i eget parti, i kommunalbestyrelserne og så videre. Ellers rider de bare med på en bølge for egen karrieres skyld.«

Kønsfordelingen blandt partilederne tyder på, at ligestilling kommer af sig selv. Hvad skal vi med kvoter?

»Kvoter er kompensation for diskrimination. Hvis verden var fair, var de ikke nødvendige, men det er verden ikke. Der er en udpræget Rip-Rap-Rup-effekt, der gør, at mænd oftest rekrutterer andre mænd. De færreste ønsker at tale om det – men sådan er det. Og det har de forstået i andre dele af verden, hvor lande som Rwanda, Argentina og Spanien gennem kønskvotering har øget andelen af kvindelige politikere så kraftigt, at de i dag har flere end eller samme andel som Danmark. Her i landet har vi præcis samme andel kvinder i Folketinget som for 10 år siden – 37 procent. Det, synes jeg ikke, er imponerende.«

Andel kvinder

42 procent blandt ministrene
37 procent blandt folketingsmedlemmerne
27 procent blandt kommunalbestyrelsesmedlemmerne
9 procent blandt borgmestrene