En skrøbelig kontrakt

Af

Til gengæld for mere usikre job, større fleksibilitet og engagement skal lønmodtagerne sikres udvikling og efteruddannelse, som opretholder deres værdi på jobmarkedet. Det er indholdet af den nye uskrevne arbejdskontrakt. Men svigter mulighederne for udvikling, så må uddannelse gøres til en mere formel del af overenskomsterne.

Når man ser på, i hvilket tempo traditionelle danske arbejdspladser i industrien er blevet nedlagt de seneste årtier, kan man godt undre sig over, hvor smertefrit det i grunden er foregået. Selv om forskellige industrielle brancher har fulgt hastigt i hælene på hinanden på vej ud af Danmark til lande med lavere arbejdsløn – tekstilindustrien, skibsværfterne, stålindustrien er dele af elektronikindustrien – og selv om massefyringer og virksomhedslukninger har været jævnlige begivenheder på det danske arbejdsmarked i mange år, så har det hverken som i andre lande ført til de voldsomme protester eller massive krav om at sætte globaliseringstoget i bakgear.

Når revolutionen på arbejdsmarkedet, overgangen til videnssamfundet – eller hvad man skal kalde det – er stødt på så beskeden en modstand, skyldes det først og fremmest den uskrevne kontrakt om vedligeholdelse af kvalifikationer, som lønmodtagerne har indgået med virksomhederne og skiftende regeringer. Produktionen og virksomhedsstrukturen udvikler sig i dag med en sådan hast, at livstidsstillinger er noget, der hører til i historiebøgerne.

Som lønmodtager må man derfor i dag leve med en langt større utryghed end tidligere. Og jo ringere uddannelse, des større er frygten for, hvad arbejdsmarkedet byder rundt om det næste hjørne. Den nye arbejdskontrakt går ud på, at de ansatte accepterer, at ansættelser er mere flygtige og behæftet med usikkerhed. De indvilger i at være fleksible, omstillingsparate og engagerede i deres arbejdsplads.

Til gengæld er udviklingen i jobbet, mulighederne for efteruddannelse og omskoling så fordelagtige, at lønmodtagerens værdi på arbejdsmarkedet hele tiden kan opretholdes.

Men kontrakten kan vise sig at være meget skrøbelig, og som det fremgår af dagens artikel i A4-serien »arbejde uden grænser«, så er der flere lande, hvor fagbevægelsen forholder sig langt mere militant og kritisk til den globalisering, der fejer hen over arbejdsmarkederne i den vestlige verden. Når 20 ud af 24 tillidsrepræsentanter i A4’s erhvervspanel synes, at fagforeningerne skal forholde sig mere kritisk til globaliseringens konsekvenser, så mener de lige netop, at fagbevægelsen skal stå benhårdt fast på, at kravene til arbejdsgivernes og det offentliges del af den nye »kontrakt« overholdes. De ansattes repræsentanter på landets største virksomheder ønsker ikke at se deres kolleger efterladt hjælpeløst på perronen, når toget er kørt og produktionen flyttet til lande, hvor det er billigere at producere.

Derfor er det alvorligt, når erhvervsuddannelse og voksenuddannelse ser ud til at blive nedprioriteret, både når det gælder de ledige og dem, der er i arbejde. Brugerbetaling har betydet, at langt færre i dag benytter sig af voksenuddannelse, og i øjeblikket forhandles en reform af erhvervsuddannelserne, som ser ud til at betyde kortere og mere snævre uddannelser for en stor gruppe af erhvervsskoleelever.

I A4’s erhvervspanel er der enighed om, at regeringen ikke gør nok for at sikre den nødvendige uddannelse og opkvalificering af danske lønmodtagere. Spørgsmålet er derfor, om man som ansat fortsat kan overlade en så vigtig ting som opretholdelse af ens egen værdi på arbejdsmarkedet til forskellige regeringers og arbejdsgiveres ofte kortsigtede interesser.

I flere omgange har det været diskuteret at gøre uddannelse til en del af overenskomsterne på linje med ferie, barselsorlov og pension. Men endnu er kravet ikke slået igennem i medlemmernes prioritering. Det skyldes formentlig, at den nye arbejdskontrakt holder endnu.

Men bliver den udhulet, vil overenskomstkravet naturligt melde sig.