En revser gør comeback

Af | @GitteRedder

Christine Antorini vil være drivkraft i et opgør med en stor, slap stat befolket af krævende brugere frem for aktive borgere. Socialdemokraterne er arkitekten bag det dyre rettighedssamfund og må også være dem, der sætter oprydningen i gang, mener hun.

For en måned siden tog Christine Antorini fusen på både pressen, socialdemokraterne og sikkert også på sine tidligere partifæller i SF. Antorini troppede op til møde i Socialdemokraterne i København efter at have meldt sig ind i det gamle arbejderparti.

Efter knap to partiløse år tog Christine Antorini springet. Og hun lægger ikke skjul på, at partibogen skal bruges. Antorini gør klar til et politisk comeback. I første omgang vil hun lære den nye partikultur at kende, og så er ambitionen i et par år at være drivkraft i idépolitiske debatter – hvad enten det gælder velfærd, globalisering eller indvandrerpolitik. Ligesom hun revsede SF indefra, vil hun revse Socialdemokraterne. Især fordi hun ikke er bundet af de realpolitiske hensyn, der automatisk følger med en plads i Folketinget:

»Tidligere har jeg været til møder, hvor tilhørerne ikke har forventet at blive udfordret, og hvor man blev stemplet som dårlig kammerat eller højreorienteret, hvis man sagde dem imod. Det holder bare ikke! Jeg har ikke noget imod at være en dårlig kammerat,« siger hun med et smil og sætter sin lid til, at den identitetskrise, som Socialdemokraterne befinder sig midt i, også betyder, at der kommer en åben debatkultur.

Hvad er de største udfordringer for, at Socialdemokraterne kan forvandle sig til et stærkt, moderne parti?

»Der er mange, rigtig mange udfordringer,« siger hun og griner igen – højlydt.
Sekretariatschefen i Forbrugerinformationen er ikke nogen grædekone, men har lettere til grineflip end flæberi, ligesom hun er mere til handling og provokation end til at sidde med hænderne i skødet. 

Slattent at være partiløs

»Da jeg meldte mig ud af SF, havde jeg været aktiv på venstrefløjen i mit halve liv. Og jeg har den holdning, at det er for slattent at være partiløs. Så jeg overvejede frem og tilbage og valgte så Socialdemokraterne, fordi jeg kan lide partiets vision for det 20. århundrede,« siger hun og igen kommer latteren, da hun selvironisk tilføjer, at det præcis er derfor, at Socialdemokraterne er havnet i en megakrise.

Visionen fra det sidste århundrede duer ikke til det nye århundrede, og derfor kan hun straks se, at den begrundelse for at blive socialdemokrat ikke virker troværdig. Så hun begynder forfra:

»Socialdemokraternes historie tager sin begyndelse sammen med industrisamfundet. Partiet organiserede sig fra neden. Arbejderklassen tog sagen i egne hænder og gik i gang med at skabe en modkultur til borgerskabet. Man ville vise vejen for en mere retfærdig måde at fordele samfundets goder på. Det var en fantastisk vision.«

Hvorfor foretrak Antorini så SF frem for Socialdemokratiet, da hun som 16-årig blev politisk aktiv?

14»Dengang så jeg tykke pampere, der levede af systemet og ikke havde andre fremtidsforestillinger end at sende endnu flere penge til den offentlige sektor, som skulle give endnu flere penge til alt og alle. Man forsøgte ikke for alvor at lave om på noget, men at betale sig fra alting. I SF så jeg nogle tage sagen i egen hånd og gøre noget for miljø, ligestilling og fred. 1980’erne var på mange måder et hårdt tiår, fordi debatterne var dommedagsagtige. Se på miljødebatten. Jeg havde vitterligt forestillingen om, at noget kunne gå grueligt galt, og det var venstrefløjen, der tog fat.«

Kompetence-fattigdom

Problemet for Socialdemokraterne er ifølge Antorini, at partiet har holdt krampagtigt fast i sin gamle vision uden at flytte sig i samme tempo, som nye udfordringer er dukket op. Især kompetence-fattigdommen bekymrer hende.

»Nu er vi på vej fra industri-kapitalismen over i vidensøkonomien.  I den rige del af verden er det ikke materiel fattigdom, men vidensfattigdom, der er det store problem og årsag til potentielle konflikter og ulighed. Vi står med en stor gruppe af mennesker, der i det 20. århundrede sagtens kunne få fodfæste på arbejdsmarkedet, fordi industrien var drevet af masseproduktion, og havde du hænderne skruet rigtigt på og lysten til at tage fat, så var der brug for dig.«

citationstegnTidligere har jeg været til møder, hvor tilhørerne ikke har forventet at blive udfordret, og hvor man blev stemplet som dårlig kammerat eller højreorienteret, hvis man sagde dem imod. Det holder bare ikke!

»I dag er det ikke nok, fordi der er nye typer af moderne komplicerede produktioner, hvor man skal være oppe på beatet med forskning, produktudvikling, logistik og samarbejde på tværs i den globale verden,« fremhæver Christine Antorini. 

»Det kræver nogle kompetencer, som ikke alle har, eller ikke alle evner at få. Den helt store udfordring er, at du risikerer at blive udelukket fra samfundet, fordi der er nogle kompetencer og funktioner på arbejdsmarkedet, som er for svære for dig at varetage.«

At Danmark er et land, der er rigt nok til at give folk overførselsindkomster i stedet for at skabe et fremsynet arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik er et udtryk for politisk slaphed, mener Antorini.

»Danmark halter bagefter, når det gælder samtænkning af forskning, erhverv, uddannelse og it. Det skal gøres til indsatsområde. Også fordi det giver job til både højtuddannede og lavtuddannede. Vi har jo titusinder af kompetente specialarbejdere i dag, som ikke har en faglig uddannelse, men de er enormt dygtige til at omstille sig til nye produktionsvilkår. Videnstunge virksomheder som Novo Nordisk har mange lavtuddannede ansatte, som er højt specialiseret arbejdskraft.«

Hun anfører, at også den offentlige sektor skal gøre det bedre. Især i lyset af, at det bliver stadig sværere at rekruttere arbejdskraft til pleje, social- og sundhedsområdet. I en sektor, der med Antorinis ord ikke kræver kompetencer i dybden, burde det være nemmere at tiltrække medarbejdere.

»De offentlige arbejdsgivere har været dårlige til at sætte fokus på, at det sagtens kan være et udviklende arbejde at være rengøringsassistent. Hvor mange private arbejdsgivere heldigvis har vist omsorg for medarbejderne, har de offentlige arbejdsgivere forsømt den personlige omsorg. Det laves der nu om på, og man begynder at se på organisering af arbejdet, inddrager medarbejderne, ser på ting som nedslidning, sygefravær og uddannelse.«

»Men man skal passe på ikke at tro, at man bare kan løse problemerne i det offentlige ved at give flere penge. Se på folkeskolen, vi har verdens dyreste folkeskole, der leverer gennemsnitlige resultater,« konstaterer hun forarget.

Den store slappe stat

I det hele taget glæder hun sig til at være en højrøstet debattør i den besværlige velfærdsdebat:
»I takt med, at samfundet er blevet mere komplekst, er der sket en knopskydning af staten, og derfor har staten vokset sig enormt stor. Men den er ikke blevet enormt stærk. I virkeligheden er det blevet en stor, slap stat. Vi trænger til en diskussion af, hvor staten skal være, og hvor borgerne selv kan tage ansvaret.«

citationstegnFolk er gået fra at være borgere til brugere. Vi har skabt et dyrt rettighedssamfund. Jeg betaler skat, derfor skal jeg have. Jeg er arbejdsløs, derfor skal nogen gøre noget for mig. Det er de andres skyld

»Socialdemokraterne skal gå forrest i den debat. Fordi partiet har skabt en alliance mellem eliten og folket. Socialdemokraterne skaffede bred tilslutning til en skattefinansieret velfærdsstat ved at lave en slags social kontrakt mellem forskellige parter i samfundet, men nu har man glemt, at en kontrakt er en gensidig aftale mellem ligeværdige parter. Der var ikke gensidighed til sidst, fordi Socialdemokraterne brugte skatteskruen til at løse problemer, og det, mente mange, var kontraktbrud. Det fattede de borgerlige partier og er derfor blevet populære på et skattestop, som er rigidt, men ganske sundt, fordi det tvinger alle systemer til nytænkning.«
Har Socialdemokraterne skabt en sovepude af en velfærdsstat?

»Ja, folk er gået fra at være borgere til brugere. Vi har skabt et dyrt rettighedssamfund. Jeg betaler skat, derfor skal jeg have. Jeg er arbejdsløs, derfor skal nogen gøre noget for mig. Det er de andres skyld. Ofrenes ansvarsforflygtigelse tvinger os til en værdidebat om, hvad der er af forventninger til borgerne i velfærdsdanmark.«

»De, der kan klare sig selv, skal klare sig selv. Der er en stor middelklasse, der ikke nødvendigvis skal have alt, bare fordi de betaler skat. Vi skal kigge på folkepension, børnecheck, efterløn og SU. Hvorfor i alverden skal man have SU, bare fordi man er hjemmeboende og fyldt 18 år?«

»Jeg vil gerne diskutere balancerne i forskellige typer af ydelser og overførselsindkomster. Hvad er vægtningen og hvorfor? Jeg er optaget af, hvad der skal til, for at folk får et job. For nogle handler det om mangler på kompetence, for andre hænger de fast i overførselsindkomster, fordi det ikke kan betale sig at arbejde. Da man skar i overførslerne til unge ledige, halverede man ungdomsarbejdsløsheden for unge under 25 år. Det virker jo at skrue på størrelsen af overførselsindkomst.«

For Antorini er der ingen hellige køer. Hun er parat til at stille større krav til nydanskere, vil se på ydelsernes størrelse og kalder fagforbundenes støtte til Socialdemokraterne for et overgreb på veluddannede samfundsborgeres demokratiske ret til selv at bestemme partivalg. Alligevel er hun ikke bange for at blive sat i bås med mange andre politikere, der har bevæget sig fra venstrefløj over på højrefløj:

»Socialdemokraterne har været ude på et galt spor i deres retorik omkring Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti er et legitimt, demokratisk parti. Socialdemokraterne skulle hellere tage det alvorligt og udvikle sine egne politiske bud på fremtiden, så man giver Dansk Folkepartis vælgere et perspektiv for fremtiden. Dansk Folkeparti tvinger de gamle partier til at tænke nyt. Og det er sundt nok.«