En populær sport

Af

LO-fagbevægelsen er i dag så dybt involveret i beslutninger på alle niveauer, at det ikke giver mening, at stå på sidelinjen og kritisere højrøstet. På et eller andet tidspunkt rammer kritikken en selv i nakken.

Der findes en disciplin i fagbevægelsen, som dyrkes så flittigt, at man ind imellem skulle tro, der var tale om forberedelser til et verdensmesterskab. Nogle dyrker den næsten til perfektion, mens andre kun lejlighedsvis stifter bekendtskab med den populære sport. Men alle kender den.

Disciplinen hedder kort og godt: Det er de andre, der er idioter.

I mange år har fagbevægelsen ligget underdrejet i selvransagelse, og tiden er blevet brugt på at sende ansvaret for den dalende indflydelse, det dårlige omdømme og det faldende medlemstal rundt i ring. I LO-forbundene mener man, at de inkompetente sidder på de lokale fagforeningskontorer eller i LO. Lokalt kan man med lethed få øje på de største torsk i de store forbundshuse i hovedstaden, og i LO mener man, at hvis bare forbundene centralt og lokalt tog sig sammen og tog sig mere af deres medlemmer, så ville alting være meget bedre.

Udøvelsen af den særlige disciplin har medvirket til, at den nødvendige modernisering af fagbevægelsen er kommet for sent i gang, og at drivkraften i hele fornyelsesprocessen har været alt for svag.

LO-fagbevægelsen står i dag og i de kommende årtier over for nogle meget store omvæltninger, som det kræver styrke at tage fat på. De udspringer af to markante udviklingstræk – af den stigende individualisering og af globaliseringen. Menneskers større fokus på egne indi-viduelle behov og muligheder betyder for det første en tilbagegang i medlemstallet og heraf følgende økonomisk pres på alle dele af fagbevægelsen. Derudover betyder det, at man overalt må revidere de kollektive løsninger og tilpasse dem individuelle behov – det gælder lige fra frit valg i overenskomsterne til tilbud om individuelle tillægsforsikringer mod ledighed. Den udvikling er allerede godt i gang. Men vi har formentlig kun set begyndelsen.

Den stigende internationalisering betyder, at det ikke længere er nok at kende til arbejdsforholdene i Kolding og Nakskov. Når store virksomheder ikke længere har nogen entydig national forankring, stiller det helt andre krav til tillidsrepræsentanterne og deres faglige organisationer, når de skal rådgive og støtte medlemmerne. Så handler det pludselig om reglerne for ansættelseskontrakter i Bilbao og skatteforholdene i Manchester. For toppen af fagbevægelsen er udfordringen at finde modeller for, hvordan det danske system med høj organisationsgrad og tradition for højt samfundsansvar kan videreføres i en verden, hvor grænser og nationalstater får stadig mindre betydning.

Set i forhold til de udfordringer, der venter, er det trist, at arbejdet i LO’s nye daglige ledelse, er kommet så dårligt fra start, som det er beskrevet i dagens A4. En del af mistilliden er givetvis grundlagt af den nævnte faglige yndlingssport i fejlfinding, andet skyldes almindelig uvilje mod at overlade kompetence til fællesskabet og endelig tyder det på, at der er behov for nogle mere klare spilleregler for arbejdet i den nye ledelse. Heldigvis har omkring 1.000 kongresdelegerede i de næste fire dage mulighed for at fortælle LO’s ledelse nogle sandheder om dens arbejde.

På en LO-kongres som den, der i går blev indledt i København, må man vende blikket mod sig selv frem for at rette det mod alle de andre »idioter,« man kan få øje på – i regeringen, hos arbejdsgiverne eller hvor de måtte være. Hvad kan vi gøre bedre, må man spørge sig selv. Dansk fagbevægelse er ikke nogen perifer interesseorganisation eller baseret på idealistiske græsrødder. Den er på mange måder en del af selve systemet. Når det kommer til forvaltningen af eksempelvis pensioner, dagpenge, uddannelser, arbejdsmiljø og arbejdsmarkedet, så er LO-fagbevægelsen dybt involveret i alle dele af beslutningsprocessen.

Det er svært at stå på sidelinjen og kritisere højrøstet, uden at kritikken på et eller andet tidspunkt rammer en selv.