En lykkelig begravelse

Af

De bånd, som den såkaldte vækst- og stabilitetspagt lægger på eurolandenes økonomier, er nu reelt set væk. Og det er godt. De europæiske økonomier skal have mulighed for seriøst at bekæmpe massearbejdsløshed via de offentlige budgetter.

Euromodstanderne havde et vigtigt argument, da Danmark i 2000 stemte om medlemskab af den økonomiske monetære union. Et argument, som de ikke tøvede med at fremføre med stor overbevisning, og som til en vis grad bed på de danske skeptikere, fordi det endnu en gang handlede om dansk selvbestemmelse. Ifølge nejsigerne ville den såkaldte vækst- og stabilitetspagt, som eurolandene har indgået i tilknytning til eurosamarbejdet, binde Danmarks økonomiske politik på hænder og fødder.

Pagten betyder blandt andet, at det enkelte medlemsland ikke må have et underskud på statsbudgettet, som overstiger tre procent af landets bruttonationalprodukt, BNP. Aftalen blev indgået for at hindre enkelte lande i at køre på frihjul og eksempelvis i et valgår poste penge ud i offentligt forbrug på bekostning af de andre euro-lande. De, der ikke overholder aftalen, skal kunne idømmes betragtelige bøder af EU, hedder det.

citationstegnMen inden det nedarvede danske mindreværd får alt for frit løb, kunne det være gavnligt at se på, hvad det i grunden er, der er sket.

Aftalen ville ifølge euroskeptiske økonomer og nejsigere til højre og venstre forhindre Danmark i at føre en selvstændig økonomisk politik. Det ville eksempelvis ikke være muligt at føre en finanspolitik, hvor man lader det offentlige forbrug vokse i en periode for at kickstarte økonomien og dermed imødegå stigende ledighed, forudså modstanderne.

I sidste uge viste argumentet sig så ikke at holde vand – tre år efter den danske afstemning. Vækst- og stabilitetspagtens treprocents krav blev reelt lagt i graven, da de to store EU-lande Tyskland og Frankrig trods store underskud slap for at betale bøder. Under stor bevågenhed endte eurolandenes finansministre med et tiltalefrafald. I danske medier og på Christiansborg er begivenhederne blevet udlagt som endnu et bevis for, at det er de store, der bestemmer i EU, og at Frankrig og Tyskland alligevel gør som det passer dem, når det kommer til stykket.

Men inden det nedarvede danske mindreværd får alt for frit løb, kunne det være gavnligt at se på, hvad det i grunden er, der er sket. Modsat Danmark kæmper man i Frankrig og Tyskland i disse år med en meget høj arbejdsløshed, økonomisk stagnation og altså et budgetunderskud på mellem tre og fire procent af BNP. Hvis ledigheden var på samme niveau i Danmark, ville det svare til en arbejdsløshed på omkring 300.000 mennesker. Skulle de to økonomiske lokomotiver i Europa i denne situation tvinges til store besparelser og fyringsrunder i den offentlige sektor for at overholde EU's pagt, som er konstrueret med henblik på at afværge økonomiske slendrian?

Selvfølgelig skal de ikke det. Det europæiske samarbejde bygger på pragmatisme og sund fornuft. Og høj beskæftigelse og bekæmpelse af ledighed er en højt prioriteret EU-målsætning.

Både Tyskland og Frankrig står over for store reformer af deres pensionssystem og de øvrige sociale ordninger. Reformerne vil have en gavnlig effekt – ikke kun på de to landes egen økonomi, men på hele Europa. Men reformerne har svære vilkår i en periode med høj arbejdsløshed. Og påtvungne økonomiske stramninger vil – ud over at få ledigheden til at stige – gøre reformprocessen i de to lande mere besværlig.

Problemet med vækst- og stabilitetspagten er, at den ikke er særlig fleksibel, og at den bremser mulighederne for at føre en aktiv politik, der udjævner konjunktursvingninger. Vækst- og stabilitetspagten har tjent et godt formål i euroens spæde barndom med hensyn til at berolige bekymrede tyskeres frygt for høj inflation. Men med den nuværende økonomiske stagnation i Europa er det tid til at revidere den.

Skulle Danmark på et tidspunkt igen søge om optagelse i eurofællesskabet, kan modstanderne glæde sig over den økonomiske spændetrøje nu er løsnet, og at fornuften har sejret til gavn for de ledige.