En lærestreg for V og S

Af

Ny Alliance er en lussing til de fire gamle partier. Statsministeren må have røde ører over den intime dans med Dansk Folkeparti. Og S kan ærgre sig over, at et nyt parti nu er »Danmarks værdipolitiske midterparti«.

OPBRUD Naser Khaders Ny Alliance er en politisk rodebutik. På langt de fleste områder har partiet enten ingen varer på hylderne, eller også forsøger man at fylde hylderne op med en tjekliste i hånden: »Vi må også have en skolepolitik. Og en velfærdspolitik. Og en … «. Alligevel melder tusindvis af danskere sig ind i partiet, og meningsmålinger forudser, at Ny Alliance vil flænse de gamle partier for vælgere og skabe jordskredsagtige tilstande.

Absurd ser det ud. Men der er en forklaring: Danmark har fået et værdipolitisk protest- og enkeltsagsparti, der fænger. For når alt kommer til alt, er Naser Khaders parti båret af én eneste mærkesag: At sætte en ny værdipolitisk dagsorden, når det gælder indvandring, islam og globalisering, der kan bryde Dansk Folkepartis magt og holde halal-hippierne ud i strakt arm. Ambitionen er at blive Danmarks værdipolitiske midterparti, der kan give begge poler – de, der tager tørklæde på i solidaritetens navn, og de, der afskyr tørklædet i intolerancens navn – kamp til stregen. Godt set. Det har hundredtusindvis af vælgere tørstet efter længe.

De vanvittige meningsmålinger – som skal tages med store forbehold – er ikke bare en syngende lussing til de radikale og de konservative, men også til landets to store partier. I Danmarks liberale parti bør man have røde ører over, at man i mere end fem år har danset intimt med de nationalt indadvendte i Dansk Folkeparti. Chefstrategen Claus Hjort Frederiksen, der har talt varmt om »værdifællesskabet« mellem Venstre og Dansk Folkeparti, kan starte med at læse dagens vælgeranalyse i A4. Den viser, at Venstre har været uden føling med store grupper blandt egne vælgere, som nu har mulighed for at slippe væk fra det omklamrende værdifællesskab.

Men også Socialdemokraterne har grund til selvransagelse. For at et nyt parti på bare en uge kan indtage den plads som »Danmarks værdipolitiske midterparti«, som S længe har stræbt efter, er en bet. Når det store oppositionsparti ikke er slået igennem som den tredje stemme, skyldes det, at S aldrig helhjertet har kastet sig ind i værdidebatten. Dels har man ingen historiske erfaringer for at gøre det – man vil hellere debattere emner som velfærd og socialpolitik. Dels samler partiet på rædselsfulde oplevelser med værdidebatter – fra Karen Jespersen til Muhammed-krisen. Og dels mangler partiet de stemmer, der kan give de værdipolitiske budskaber liv og nerve. At være en markant aktør i spørgsmål om indvandrere og islam er ikke noget, man vedtager på et gruppemøde – det er noget, enkeltpersoner lever ud, simpelthen fordi de ikke kan lade være. Som Naser Khader.

Meget ville have set anderledes ud i dansk politik i dag, hvis Naser Khader havde været socialdemokrat. Det er han ikke. Han er leder af et parti, der kan blive magtfuldt. Men det er langt fra sikkert, at det vil gå sådan. Foreløbig er Ny Alliance en rodebutik med kun én mærkesag. Og hvis man ser på de typer, der melder sig ind i partiet – vi taler også om frustrerede liberalister – kan partiet bevæge sig ud i mange konflikter og retninger. Har Naser Khader, talent og lederevner til at kunne håndtere et sådant kaos? Og har værdidebatten evigt liv? Vi ved det ikke. Det eneste vi med sikkerhed ved er, at de gamle partier har grund til at reflektere over det, der skete mandag 7. maj 2007.