En klemt industri i udkanten af Europa

Af

Den globale jobrotation har ramt Frederikshavn hårdt. Byens to store skibsværfter har tabt stort i konkurrencen med mindre løntunge lande i specielt Asien. Frederikshavn har i alt mistet over 2.000 arbejdspladser på værfterne. Den øvrige industri har ikke været i stand til at opsuge de mange værftsarbejdere, og mange af dem er stadig ledige. Specielt de ældre metalarbejdere har trukket sorteper.

07_02Det kræver sin Sherlock Holmes at finde sporene af den tidligere så hæderkronede danske skibsværftsindustri. I dag er der kun 6.900 ansatte på de danske skibsværfter, og det er under en tredjedel af, hvad der var i 1975. Nye skibe bliver i dag først og fremmest bygget i Asien, hvor især koreanerne har travlt med at sætte nye skibe i havet. De danske værfter har ikke kunnet klare sig i konkurrencen mod lave lønninger og statsstøtte til skibsværfterne i andre lande. Og dermed er skibsværftsindustrien en af de brancher, hvis arbejdspladser i stor stil er flyttet til udlandet.

Skibsværfternes nedtur har været en særligt bitter pille at sluge i Frederikshavn, hvor værftsindustrien var det afgørende omdrejningspunkt for hele byens erhvervsliv. Indtil december 1998 var de to store skibsværfter Dan-yard og Ørskov Christensens Staalskibsværft to af byens absolut dominerende arbejdspladser, der tilsammen beskæftigede mellem 2.000 og 2.500 mennesker op gennem 90’erne. Men så lukkede Danyard, og krisen begyndte at kradse i Frederikshavn. Da man havde fået pustet lidt ud, kom det næste hårde slag i byens maveregion, da Ørskov i 2001 og 2002 kom ud i en alvorlig krise og måtte fyre i alt cirka 800 ansatte. I dag bygger Ørskov slet ikke nye skibe, og de nu 179 medarbejdere koncentrerer sig kun om at reparere. Ud over den direkte effekt på ledigheden, som værftslukningerne har haft, har også en lang række underleverandører måttet lade livet med fyringer til følge.

Ingen job at uddanne sig til

Mavepusteren kan mildest talt stadig mærkes hos Dansk Metal i Frederikshavn, hvor formand Jørn Larsen kan konstatere, at værftsnedturen har ramt hans medlemmer hårdt. Den største del af de fyrede værftsarbejdere var metalarbejdere, og det er mildest talt op ad bakke at skaffe nyt arbejde til metalarbejdere i Frederikshavn. Metal Frederikshavn organiserer de metalarbejdere, som enten arbejder på eller er blevet ledige fra en virksomhed i Frederikshavn, uden at de nødvendigvis bor i Frederikshavn. Midt i 90’erne havde afdelingen 3.600 medlemmer, i dag er der kun 2.300 tilbage. De 1.300 forsvundne medlemmer har enten fået arbejde i andre byer, er droppet ud af arbejdsmarkedet eller er flyttet til andre fagforeningsafdelinger. Af de 2.300 tilbageværende er 520 i øjeblikket ledige. Det svarer til en ledighedsprocent på 22.

Med andre ord har frederikshavnerne svært ved at genkende det billede, som flere økonomer tegnede i A4 i nummer 32. Her kaldte de det for en generelt positiv udvikling, at de enkelte lande specialiserer sig i det arbejde, som de kan gøre bedst eller billigst. Det kan nemlig give danskerne bedre job på et højere vidensniveau, hvis man vel at mærke sørger for løbende at opkvalificere den danske arbejdskraft. Men det er ikke så nemt, som det lyder:

»Vi bor i et randområde, og selv om vi gør, hvad vi kan, er det meget svært at tiltrække nye virksomheder. Selv om kommunen nærmest er parat til at forære erhvervsgrunde væk, hjælper det jo ikke, hvis der ikke er nogen virksomheder, der har lyst til at flytte herop. Og hvad pokker skal vi efteruddanne folk til, når der ikke er nogen job,« spørger Jørn Larsen.

Der er selvfølgelig en del af værftsarbejderne, som har fået nyt job. Jørn Larsen skønner, at et par hundrede nu arbejder på værfter i Norge. Derudover er cirka 50 flyttet til Lindø-værftet på Fyn, og rundt regnet det samme antal arbejder på Carstensens Skibsværft i Skagen. Derudover er en del af dem, der oprindeligt var uddannede som for eksempel murer eller tømrer, gået tilbage til deres gamle fag. Men i lokalområdet har hovedsageligt mindre virksomheder haft brug for nogle enkelte metalarbejdere. Kun den århusianske virksomhed Martin, som producerer såkaldt intelligent lys til blandt andet diskoteker, har skabt et antal større job. Virksomheden har bygget en ny fabrik og har nu 700 ansatte i Frederikshavn, heraf cirka 100 metalarbejdere.

Skilsmisser kommer i kølvandet

Især de ældre værftsarbejdere med mange år på Danyard eller Ørskov bag sig har haft svært ved at finde nyt job. Og for Jørn Larsen, som selv har været værftsarbejder i 23 år, er det trist at være vidne til nogles deroute:

»Det er deprimerende at se, at ens gamle kolleger stadig går ledige og efterhånden begynder at få følger i form af for eksempel blodpropper, depressioner og skilsmisser,« siger Jørn Larsen, der selv har været værftsarbejder i 23 år.

Bent H. Pedersen er faglig sekretær i Specialarbejderforbundets (SiD) afdeling i Frederikshavn.

SiD’erne udgjorde den næststørste gruppe af medarbejdere på værfterne, og også blandt SiD’erne er ledigheden fortsat relativt høj i Frederikshavn. Bent H. Pedersen kan nikke genkendende til, at de ældste og mest erfarne er hårdest ramt af værfternes nedtur. Mange af dem er droppet helt ud af arbejdsmarkedet, og de ældre er heller ikke lige så omstillingsparate som de yngre.

»De ældre føler sig typisk lidt dårligt behandlet, og det kan være svært at overbevise en erfaren specialarbejder om, at han skal efteruddannes. »Jeg skal fandme ikke have kurser, jeg skal have et arbejde«, siger han. Et arbejde er noget, de kan forstå i modsætning til at skulle på skolebænken, som de ofte heller ikke husker for noget godt.«

Ny nedtur for Ørskov

Frederikshavn Kommune, Frederikshavn Erhvervsråd, Nordjyllands Amt, Arbejdsmarkedsrådet Nordjylland, Erhvervs- og Boligstyrelsen samt Økonomi- og Erhvervsministeriet lagde i 2000 i fællesskab en strategiplan »Frederikshavn-området mod 2005«, som gav nogle bud på, hvordan den nordjyske by skal komme ud af krisen. Det har affødt en række regionale og lokale initiativer, som bliver støttet med i alt 32 millioner amts-, stats- og EU-kroner til og med 2004.

Initiativerne retter sig blandt andet mod udvikling af den maritime sektor, fremstilling af yacht-skibe og fundamenter til havvindmøller, og en IT- og turisme-satsning.

Bent H. Pedersen forsøger da også at holde humøret højt på vegne af Frederikshavn i almindelighed og specialarbejderne i særdeleshed:

»Det kan være svært at se lyset for enden af tunnelen, men der er ikke andet for end at bevare optimismen. Og der er også grund til optimisme, selv om sværindustrien stort set er forsvundet.

Der dukker en del andre og mindre virksomheder op. Vi har pligt til at se mulighederne,« siger Bent H. Pedersen.

Da strategiplanen blev lagt, tog den udgangspunkt i flådestationens og Danyards lukning. Men siden gjorde Ørskovs dybe krise gennem 2001 og 2002 betingelserne endnu vanskeligere. Henrik Olesen har oplevet værfternes krise på allertætteste hold. Han har arbejdet på Ørskov de seneste ni år og har været tillidsmand de seneste fire. Efter at have måttet sige farvel til hundredevis af kolleger de seneste par år, kom der endnu en nedslående nyhed for mindre end to uger siden:

Også i den nye udgave som reparationsværft med navnet Orskov Yard har virksomheden svært ved at klare sig i konkurrencen med mindre løntunge lande. Værftet har netop tabt kampen om en række reparationsordrer, der i stedet går til værfter i Østeuropa. Derfor er 49 af de 179 medarbejdere blevet opsagt.

»Folk var fattede, men de håber selvfølgelig også på, at det kommer til at gå bedre, så de kan få deres job igen. Men de seneste par år har ikke ligefrem været en spændende tid. Det har været hårdt for alle. Min familie har da også kunnet mærke, at det har påvirket mit humør meget,« siger Henrik Olesen.

Farvel til Skibsværftforeningen

I april tog den hæderkronede Skibsværftforeningen – stiftet i 1919 – konsekvensen af værfternes mangeårige krise og skiftede navn til Danske Maritime for at markere, at den fremover skal varetage interesser for hele den maritime indu-stri. Den omfatter ud over skibsværfterne blandt andet også produktion af maritimt udstyr og af installationer til udvinding af olie og gas fra felter under havbunden samt udnyttelse af energi fra havvindmøller. Og foreningens administrerende direktør, Thorkil H. Christensen, erkender blankt, at den største del af skibsværftsproduktionen har vendt Danmark ryggen, og han kalder udviklingen »meget kedelig«.

»Vores omkostningsniveau i Danmark er desværre sådan, at det er meget svært at holde en produktion her i landet. Og jeg tror, man skal regne med, at det er en industri, der for en stor dels vedkommende er flyttet permanent til Fjernøsten,« siger Thorkil H. Christensen.

Også Ole Ibsen, næstformand i Dansk Metal, konstaterer, at slaget er tabt for produktion af skibe i stor stil i Danmark. Han lægger ikke skjul på, at det over hele landet har givet problemer at finde nye job til især de metalarbejdere, der har været på skibsværft i mange år. Og det er særligt vanskeligt i et randområde som Frederikshavn. Men Ole Ibsen håber på, at Danmark kan finde en niche inden for produktion af luksusyachts. Det har blandt andet Danyards afdeling i Aalborg allerede succes med.

»Der er tilsyneladende en del mennesker, der vil betale meget for både, der kan en masse ting og er bygget på en meget avanceret måde med specielle materialer. Og der har vi et forspring, der stadig kan holde en del år,« siger Ole Ibsen.