En interessant idé

Af

Vil Socialdemokraternes velfærdsrettigheder kunne ændre fundamentalt på forholdet mellem borgere og politikere? Ja, hvorfor ikke?

VELFÆRD I torsdags blev politiske budskaber mildest talt trukket ned i øjenhøjde. Det skete, da Socialdemokraterne fremlagde deres længe ventede velfærdsudspil og her lancerede en plan med konkrete velfærdsrettigheder til borgerne. Meget konkrete rettigheder. Der må højst være tre børn per voksen i vuggestuen, lød én rettighed. Plejekrævende ældre skal have ret til en daglig tur i frisk luft, lød en anden. Ventetiden i telefonen til vagtlægen må ikke overstige fem minutter, lød en tredje. Og sådan fortsatte listen ellers med 29 rettigheder på områder som børn, skole, ældre, sundhed og socialt udstødte.

Velfærdsrettighederne vil kunne »ændre fundamentalt på forholdet mellem borgere og politikere«, annoncerede den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, ubeskedent ved fremlæggelsen. Store ord på en torsdag. Men har hun en pointe? Det er muligt. Man skal nemlig ikke undervurdere den demokratiske gevinst, der kan ligge i at gøre forholdet mellem politikere og borgere mere forpligtende, gennemsigtigt og konkret.

Faktum er, at dansk politik har været domineret af pinlige spil om det politiske ansvar, der starter med, at politikerne kaster milliarder af kroner efter bedre skoler og hospitaler til borgerne. Som derefter intet mærker til forbedringerne. Og så kører spillet om aben ellers for snurrende kameraer: Hvem har svigtet? Ministeren? De regionale politikere? De kommunale? Og hvad var det egentlig, borgerne var blevet lovet?

Noget kønt syn har spillet om brudte løfter aldrig været. Derfor vil det være forfriskende med nye demokratiske spilleregler, der kan give borgeren en mulighed for at kontrollere politikerne. Og her er individuelle rettigheder a la »et barn har ret til fire kvadratmeter i vuggestuen«, og som håndhæves af en særlig velfærdsombudsmand, ikke uefne.

Og så skal man ikke undervurdere, at velfærdsrettigheder kan være med til at gøre politik til noget, også fru Hansen og hr. Petersen kan forholde sig til. Når badegarantier og ret til et sundhedstjek kommer i fokus, taler vi om lettilgængelige rettigheder, som gør politik konkret, nærværende og vedkommende for mange.

Når det er sagt, har ideen om velfærdsrettigheder også en indbygget risiko for at forstærke velfærdspopulismen, hvor politik er en kamp mellem partierne om at kunne tilbyde borgerne flest mulige kvadratmeter per barn i børnehaven. Rettighedstænkningen og »mig og mine behov« bliver ikke just undertrykt politisk i disse år. Se bare på velfærdsdebatten, som i pinlig grad har handlet om at tilfredsstille en krævende middelklasse af forbrugere. Her kan det socialdemokratiske forslag ikke sige sig fri for at være præget af både rettighedstænkning og leflen for velfærdshungrende middelklassedanskere.

Men formår Socialdemokraterne at holde balancen mellem »rettigheder« og »pligter« og mellem de svages og de stærkes behov, som der også lægges op til i det 60 sider lange velfærdsoplæg, kan velfærdsrettigheder være med til at styrke demokratiet og velfærdssamfundet. Dermed vil ideen måske på langt sigt kunne »ændre fundamentalt på forholdet mellem borgere og politikere«.

Om ideen så også på kort sigt vil »ændre fundamentalt på forholdet mellem borgerne og de socialdemokratiske politikere«, vil tiden vise. Men potentialet er der.