En ged til Afrika er blår i øjnene

Af

Donationer af en ged eller et jordemodersæt til Afrika er blevet en populær julegave herhjemme. Men det er at stikke danskerne blår i øjnene at hævde, at det bidrager til at bekæmpe fattigdommen, vurderer forsker Lars Engberg-Pedersen. A4 har spurgt ham, hvad han har imod geder.

Lars Engberg-Pedersen, hvorfor råber forskere altid pop, når noget er populært?

»Det synes jeg ikke, vi gør. Jeg vil klappe i hænderne af ethvert initiativ, der bidrager til at bekæmpe fattigdom og får danskerne op af stolen. Men det er ikke tilfældet her.«

Hvorfor er du imod, at danskere giver deres svigerfar en ged i julegave?

»Jeg harcelerer, når en organisation som Care hævder, at danskerne kan være med til at kickstarte en udvikling ved at give en afrikaner et æsel eller en ged i julegavedonation. Det er ikke nogen god måde at hjælpe Afrika. At være fattig er et meget mere sammensat problem end at mangle et æsel, og derfor kræver det indsats på mange områder på samme tid. Jeg kender ikke det præcise indhold af udvik-lingsorganisationerne gavedonationskoncept, men det er at stikke danskerne blår i øjnene, når de gives det indtryk, at det her konkrete æsel er vejen frem for en afrikansk familie. Det er en utopi, at udviklingen kan styres på den måde.«

Men derfor kan et æsel vel godt være en kærkommen gave?

»De her julegavedonationer er 100 procent gavebaserede, selv om forskningen viser, at gaver ikke er vejen til at få udvikling i gang i fattige lande. Gaver er umyndiggørende for fattige mennesker og får dem til at føle sig i gæld, mens det i stedet handler om at indgyde dem værdighed og give dem ansvar. Samtidig er det danskerne og hjælpeorganisationerne, der bestemmer, hvad afrikanerne skal have i gave, selv om det ofte viser sig at være noget helt andet, den fattige har brug for.«

Så det hjælper altså slet ikke. Bondefanger organisationerne danskerne?

»Nej. Danskerne får jo mulighed for at føle, at de gør noget godt.«

Men du siger, at det ikke hjælper?

»Den enkelte modtager af et æsel brokker sig næppe, men overordnet er det ikke fattigdomsbekæmpelse.«

Hvorfor gør hjælpeorganisationerne det så?

»Regeringen har pålagt dem at finansiere flere aktiviteter selv, så de er tvunget til at finde penge, og derfor har de fundet på det her. Deres pr-folk ved godt, at det er meget lettere at få danskerne til at punge ud til en konkret ged end at yde en pengesum til det generelle arbejde. Geden kan man se for sig, mens det er sværere at overskue det generelle udviklingsbistandsarbejde. Det har for eksempel mindre appel at give penge til at opbygge en bondeorganisation i et udviklingsland.«

Så det er slet ikke for de brunøjede afrikaneres skyld?

»Organisationerne gør, hvad de kan for at få det ind i en udviklingssammenhæng, men grundlæggende er det for at få penge i kassen.«

Men det er vel godt, hvis svigerfar får smag for at være den glade giver, når han prøver det?

»Der er ikke brug for glade givere. Det er en dum idé. Bistand er at bidrage til at forbedre verden for sig selv og andre.«

Danskerne vil åbenbart helst yde hjælp, der er håndgribelig. Er det odiøst?

»Nej, det er fuldt forståeligt, og jeg kritiserer ikke danskerne. Det er snarere en selvkritik, rettet mod hele bistandsbran-chen. Vi har alle sammen været for dårlige til at formidle de komplicerede sammenhænge, når det gælder udviklingsbistand.«

Har I sovet i timen?

»Vi har nok været famlende. Vi har tiet stille af angst for at blive misbrugt at de kræfter, der ønsker helt at sløjfe udvik-lingsbistanden.«

Hvordan kan danskerne hjælpe, når geden ikke duer?

»Støt i stedet organisationerne med et generelt bidrag. De gør et stort og godt arbejde.«