En fremstrakt hånd

Af

Regeringen står over for et af de største strategiske valg i sin korte levetid. Skal den satse på en arbejdsmarkedsreform med Dansk Folkeparti eller fortsætte arbejdet med at nå en aftale med LO, DA og kommunerne? Et valg mellem nærmest gammelliberalistiske redskaber og en mere helstøbt og visionær reform.

I Beskæftigelsesministeriet i Holmens kanal sidder de i disse uger og tæller på knapper. Skal, skal ikke, skal, skal ikke. Konfrontation eller konsensus.

Den sommerpause, som regeringen gav firepartsdrøftelserne om flere i arbejde i juni, har vist sig snarere at være en tænkepause til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) selv og hans rådgivere. Forhandlingerne er ud fra en overfladisk betragtning kørt fast, inden de for alvor kom i gang, og LO og regeringen har brugt sommervarmen på gensidigt at beskylde hinanden for at lurepasse.

Men trods mummespillet ved de to parter udmærket, hvor de har hinanden, og det er nu op til regeringen at træffe et af de større strategiske valg i dens korte levetid. Det sker, når beskæftigelsesministeren i løbet af det næste par uger spiller ud med sine forslag til en arbejdsmarkedsreform. Ret hurtigt vil det stå klart, om der er tale om et oplæg til en firepartsaftale med LO, DA (Dansk Arbejdsgiverforening) og Kommunernes Landsforening, eller om regeringen satser på en reform, som på de væsentligste områder skal bæres hjem med Dansk Folkepartis stemmer. Vælger regeringen den sidste løsning – hvad noget tyder på – vil reform-udspillet utvivlsomt blive ledsaget af ofte gentagne beskyldninger om en forstokket fagbevægelse, som ikke evner at løse problemerne og forny arbejdsmarkedet.

Sandheden er dog, at det mere og mere tegner til at være regeringen, som er låst fast i forældede dogmer og en nærmest gammelliberalistisk tankegang: Arbejdsgiverne skal lokkes til at tage flere i arbejde ved, at arbejdskraften stilles gratis – eller næsten gratis – til rådighed. Og de ledige skal sættes under økonomisk pres af lavere ydelser. Det er svært at få øje på visionerne og fornyelsen i den strategi. At stille gratis arbejdskraft til rådighed for virksomhederne, uden at det har til formål at opkvalificere eller uddanne de ledige, er ikke blot udtryk for en forældet tankegang, men direkte udansk og i strid med, hvad befolkningen ønsker. I Danmark får man ikke udført et stykke arbejde, uden at man betaler for det. Så enkelt er det – alt andet strider mod dansk mentalitet. Det samme gælder forestillingen om, at de ledige blot skal underkastes tilstrækkelig forarmelse, så skal de nok finde sig et job – at man kan skaffe flere i arbejde ved at sænke den offentlige ydelse for de grupper i samfundet, som i forvejen har allermindst. En måling fra Gallup, som Ugebrevet A4 bringer i dag, viser, at færre end hver tredje vælger mener, at det er den rigtige fremgangsmåde. For mindre end et år siden gik Venstre til valg på, at ydelserne for Danmarks fattigste ikke skal sættes ned. I dag siger den konservative arbejdsmarkedsordfører Lars Barfoed til Ugebrevet A4, at der i reformudspillet formentlig bliver tale om »at regulere« satserne for både dimittender og ægtepar på kontanthjælp.

Over for denne fristelse til at gennemføre en række bagudrettede initiativer sammen med Dansk Folkeparti står regeringen med tilbudet om at udarbejde en mere helstøbt og visionær arbejdsmarkedsreform sammen med LO, DA og kommunerne. En reform, som gensidigt forpligter parterne til at nå målet på de 87.000 job frem til 2010 – vel at mærke med nogle politiske redskaber, som er tidssvarende og bredt accepterede i befolkningen. LO har i de seneste uger vundet bred anerkendelse for en række udspil med hensyn til jobformidling, kontanthjælpsmodtagere og uddannelse. Opfordringen til regeringen må være at gribe den fremstrakte hånd og gennemføre en arbejdsmarkedsreform sammen med de parter, som traditionelt har været med til at bære ansvaret. En tradition som beskæftigelsesministeren i disse måneder med rette forsøger at fremme i resten af EU.