En fagbevægelse uden samlet strategi for unge

Af Research: Peter G. H. Madsen
| @GitteRedder

Selv om unge forsvinder ud af fagbevægelsen i et alarmerende antal, har man aldrig udarbejdet en seriøs ungdomsstrategi. Der er for meget bøf, bowling og biografture og for lidt fagligt indhold og indflydelse. Et flertal af ungdomskonsulenter kritiserer, at forbundene ofte køber sig aflad og bevilger store summer til sociale arrangementer for at lokke unge til.

Fagbevægelsen er fuldstændig ved at miste grebet om de unge. År for år forsvinder unge ud af fagbevægelsen eller bliver aldrig medlemmer, fordi de ikke kan se meningen med at være organiseret. Samlet set har fagbevægelsen de seneste ti år haft en medlemstilbagegang blandt unge under 30 år på over 140.000, viser en helt ny analyse fra LO. Det svarer til en tilbagegang på ikke mindre end 30 procent.

Men selv om alarmklokkerne har kimet i årevis, har fagbevægelsen aldrig udarbejdet en fælles seriøs ungdomsstrategi, ligesom der er store forskelle fra forbund til forbund på, hvilke ressourcer og aktiviteter man forsøger sig med for at vende den katastrofale udvikling. Det viser en rundspørge, som Ugebrevet A4 har foretaget til en lang række LO-forbund.

Til trods for den bekymrende medlemsudvikling blandt unge arbejder forsvindende få konsulenter – færre end 40 – i LO-fagbevægelsen med egentligt ungdomsarbejde. Arbejdet med at overbevise unge om nytteværdien af en moderne fagbevægelse overlades til lokalafdelinger eller frivillige unge, og dermed er der store forskelle på, hvordan ungdomsarbejde fungerer. 

De få ungdomskonsulenter, der er ansat i forbundene, efterlyser alle en fremadrettet strategi for fagligt ungdomsarbejde, ligesom flere kritiserer, at forbundene ofte køber sig aflad og bevilger store summer til gratis sociale arrangementer for at lokke unge ind i fagbevægelsen. Det finder flere ungdomskonsulenter helt misforstået og retter en sønderlemmende kritik mod fagbevægelsens top for at have svigtet ungdomsarbejde i årevis. 

Endelig peger flere ungdomskonsulenter på, at de unge skal have mere reel politisk indflydelse i forbundenes hovedbestyrelser.

Ungdomsforsker og lektor på RUC, Jens Christian Nielsen, mener også, at manglen på en gennemarbejdet strategi forstærker problemet med at få gjort unge interesseret og aktive i fagbevægelsen.

»Ungdomsarbejde har været underprioriteret i årevis. Nu ansætter nogle forbund sig ud af problemerne, men det er forkert at tro, at det kun handler om at hverve. Det handler også om typen af aktiviteter, arbejdsform, og så kniber det gevaldig med indflydelsen,« mener Jens Christian Nielsen.

Oprustning i SiD

Specialarbejderforbundet (SiD) har oplevet et dramatisk tab af medlemmer under 30 år. Siden 1996 er antallet af unge organiserede specialarbejdere styrtdykket med cirka 30.000 – eller en nedgang på 34 procent. Det store fald betyder, at forbundsledelsen nu erkender, at ungdomsarbejdet skal oprustes, og ved årsskiftet begyndte fire nye ungdomskonsulenter i SiD. Tre af dem skal arbejde regionalt, mens den sidste bliver kollega til den ungdomssekretær, der i forvejen var ansat centralt i forbundet.

»Vi skal blive langt bedre til at være opsøgende på blandt andet de tekniske skoler. Oprustningen i SiD skal sikre en mere direkte dialog med de unge, flere opsøgende aktiviteter og større synlighed omkring fagbevægelsen,« siger ungdomskonsulent i SiD, Emil Nissen.

Hidtil har fagbevægelsens top ifølge flere ungdomskonsulenter levet i den vildfarelse, at de unge mere eller mindre automatisk bliver medlemmer. Enten som lærlinge eller når de kommer ud på arbejdsmarkedet.

»Hvorfor skal unge melde sig ind og betale dyre kontingenter, hvis de ikke har kendskab til fagbevægelsen? Fagforbundene skal være mere udfarende, og vores nye konsulenter har som hovedopgave at ruske op i de lokale afdelinger for at engagere dem mere i opsøgende ungdomsarbejde på skoler og arbejdspladser,« siger Emil Nissen.

At det betaler sig med en lokal drivkraft for at gøre unge interesserede i fagbevægelsen, er HK’s regionale ungdomskonsulent i Randers Heidi Bonde et eksempel på. Ud over at tilrettelægge kurser og foredrag besøger hun hver anden uge handelsskolerne i Randers, Silkeborg og Grenå.
»Ved skoleårets start meldte godt halvdelen af de studerende på Grenå Handelsskole sig ind i HK-Ungdom. Men fordi jeg har været opsøgende og fortalt om rettigheder, overenskomster, arbejdsmiljø og så videre, har de opdaget, at der er fordele ved fagbevægelsen. HK er blevet synlig og ufarlig, og i dag er 97 procent af de studerende på handelsskolen i Grenå medlemmer,« fortæller Heidi Bonde.

»Min erfaring er, at tør man komme ud på skolerne og arbejdspladserne og have en direkte medlemspleje og dialog, så bliver unge også bevidste omkring fagbevægelsens betydning for deres løn og arbejdsforhold. Derfor er det ærgerligt, at forbundsfolkene snakker og snakker om at gøre noget, men så alligevel ikke gør nok,« siger hun.

For meget bøf og bowling

Selv om HK med i alt 10 ungdomskonsulenter  er det LO-forbund, der tager ungdomsarbejdet mest seriøst, mener både Heidi Bonde og den centralt ansatte konsulent Karin Dinesen, at forbundet sagtens kunne bruge flere ressourcer.

»I forbindelse med den nye struktur håber vi på at få flere ungdomskonsulenter ansat. Når vi kigger på statistikken, taber vi stadig medlemmer, og derfor forholder alle i systemet sig i dag til ungdomsarbejde, og interessen vokser,« fastslår Karin Dinesen.

Generelt er hun ikke imponeret over det faglige indhold i ungdomsaktiviteter og beklager på linje med flere andre ungdomskonsulenter, at det sociale tager overhånd, fordi der ikke er nogen ungdomsstrategi, hvor der også stilles krav om fagligt indhold.

»Der er tit for meget bøf og bowl og for lidt fokus på det faglige. Det virker useriøst og kombineret med, at mange unge skriger på indflydelse, og ikke kan få det, mister nogle tålmodigheden med fagbevægelsen,« siger Karin Dinesen, der mener, at fagbevægelsens top undervurderer de unges interesse for at indgå i et seriøst stykke fagligt arbejde.

Især er hun kritisk over for, at fagbevægelsen generelt har reduceret ungdomsarbejde til at handle om hvervning og rekruttering frem for at se på indhold og fastholde de unge som en drivkraft.

På samme linje er ungdomskonsulenten i Kvindeligt Arbejderforbund, Vivian Olesen:
»Mange tror, at ungdomsarbejde er fest, ballade og »læs-i-hånden«-arrangementer. Det er ikke med til at berettige vores eksistens,« siger Vivian Olesen, som mener, at fagbevægelsens ungdomsarbejde halter efter andre organisationers.

Også de unges demokratiske indflydelse skorter det på. I KAD er der således ingen ungdomsrepræsentant i hovedbestyrelsen. Vivian Olesen kalder det et kæmpe problem, at fagbevægelsens top, der ofte har en høj gennemsnitsalder, generelt mangler tillid til, at de unges bud kan bruges til noget som helst.  Derfor anviser hun en helt anden vej:

»Ungdommens Røde Kors har succes, fordi de har friere rammer og mere selvstændighed, og så arbejder de projektorienteret.«

Fedter for de unge

Forbundsformand i Malerforbundet Jørn Erik Nielsen har ingen planer om at ansætte en ungdomskonsulent i sit forbund og mener selv, at Malerforbundet har succes med sit lærlinge- og ungdomsarbejde. Også selv om det er på lavt budget – nemlig 350.000 kroner årligt.

Malerlærlingene står ligefrem i kø til to årlige arrangementer med højt fagligt indhold. Blandt andet inviteres til tre dages malerkursus på Odense tekniske skole i slutningen af april, hvor man kan lære tapetopsætning, moderne dekorationsteknik og gammel maleteknik.

»Nogle forbund klatter pengene væk på de helt unge i stedet for at bruge dem målrettet på de 25-30-årige. Nogle gange oplever jeg, at man nærmest fedter for de unge og er parat til at betale hvad som helst for at få de unge til at komme,« siger Jørn Erik Nielsen. 

Han erklærer, at han ikke ligger vågen om natten og bekymrer sig om medlemsudviklingen. 
»Det vælter ikke ind med unge i fagbevægelsen, selv om vi bruger penge på en stand på Roskilde Festival og alverdens uddannelsesmesser,« siger Jørn Erik Nielsen.

Det er ungdomskonsulent Torben Dahl Nielsen i Dansk El-Forbund ikke enig i. Han mener, der skal ruskes gevaldigt op i en gammeldags organisationsform med et dårligt image:

»Der kan aldrig gøres nok. Der skal altid gøres nye ting. Det er svært at sætte fingeren på præcis, hvad der skal gøres, men en generel opprioritering af alt ungdomsarbejde ville være herligt,« siger Torben Dahl Nielsen.

Heller ikke RUC-forsker Jens Christian Nielsen mener, at penge til en LO-stand på Roskilde festivalen er spildte:

»Der skal være plads til utraditionelle ungdomskulturelle projekter. Men man skal ikke starte dem blot for at være smarte og få opmærksomhed, men fordi man har et fagligt eller politisk mål med dem.«