Eliten stemmer borgerligt

Af

Den første undersøgelse af samfundets absolutte tops holdninger viser massiv støtte til V og K. De Radikale stormer frem i eliten, mens Dansk Folkeparti er totalt fraværende. »Den danske elite er konsensussøgende,« siger ekspert.

Toppen af poppen Hvis topcheferne i erhvervslivet, departementscheferne på Slotsholmen eller chefredaktørerne sammensatte Folketinget, kunne Anders Fogh Rasmussen (V) og Bendt Bendtsen (K) sove roligt om natten de næste mange år. De to partier ville få 47,9 procent af elitens stemmer og dermed næsten absolut flertal i Folketinget. De radikale er dog også populære i eliten.

Det viser en banebrydende spørgeskemaundersøgelse, som de to cand.scient.pol.’er Anders Holbøl og Jesper T. Nielsen har gennemført sammen med analyseinstituttet Epinion.

Hver eneste uge byder på nye målinger af danskernes politiske holdninger, og der stilles med jævne mellemrum ind på store og afgørende vælgergrupper såsom offentligt ansatte kvinder og ufaglærte. Derimod er der aldrig tidligere blevet sat fokus på, hvor den absolutte magtelite i Danmark sætter deres kryds.

Det er en viden, som Epinions besvarelser fra 462 personer i absolutte topstillinger for første gang bringer frem i dagens lys. I forvaltningen er det departementschefer, ambassadører, direktører og lignende. I organisationerne er det formændene og direktørerne for de største organisationer. I erhvervslivet har Epinion spurgt direktører og bestyrelsesformænd i de største danske virksomheder målt på omsætning og personale.

»Vi havde en klar forventning om, at de borgerlige partier ville stå stærkt i eliten, men ikke at de ville stå så stærkt. Det er også en overraskelse, at Socialdemokratiet står så svagt. Partiet har jo immervæk været regeringsbærende de seneste 50 år,« siger Jesper T. Nielsen.

De radikale er et folkeparti – i eliten

I samfundets elite får det store folkeparti kun 18,2 procent af stemmerne, langt under valgresultatet i 2001 på 29,1 procent.

»De danske socialdemokrater har haft svært ved at gøre sig interessante for den danske elite.

Partiet virker ikke altid lige tænksomt, og så har konkurrencen været stor fra andre,« siger Johannes Andersen.

Han tænker ikke mindst på Det Radikale Venstre, der i lange periode har været i tæt samarbejde med Socialdemokratiet.

De radikale er det parti, der er mest overrepræsenteret i eliten, og det gælder i både erhvervseliten, forvaltningseliten og organisationseliten. Samlet får partiet over hver femte af elitens stemmer.

»Den store tilslutning til de radikale viser, at toppen i den danske magtpyramide hylder en kultur, hvor konsensus og argumenter er i meget høj kurs,« siger Johannes Andersen, valgforsker på Aalborg Universitet.

Det er en analyse, som tidligere udenrigsminister og mangeårige medlem af Folketinget Niels Helveg Pedersen deler:

»Vi repræsenterer en brobyggerkultur, som er attraktiv for mennesker med chefansvar. De ved, at yderholdninger ikke er særligt konstruktive,« siger han.

Helveg Pedersen tror også, det spiller en rolle, at de radikale har en klar politisk profil på områder som miljø og kulturpolitik:

»For eliten spiller eksempelvis spørgsmålet om flygtninge ikke den store rolle,« lyder det fra Helveg.

Blandt departementschefer, afdelingschefer og kommunaldirektører i den såkaldte forvaltningselite er de radikale med 27,2 procent af stemmerne ligefrem det største parti.

 »I den offentlige forvaltning er man glade for en kultur, hvor man taler sig til rette i al stilhed.

Man er fascineret af den politiske værdighed. Og så er det også mere politisk harmløst at være radikal departementschef under en borgerlig regering end at være socialdemokrat,« siger Johannes Andersen.

Venstre A/S

Han mener, at de radikale har overtaget den rolle, som SF havde i 1970’erne, da partiet repræsenterede et strømførende nybrud. Hvor forvaltningseliten fremstår som fleksible og åbne for påvirkninger, er erhvervslivet til gengæld ganske traditionsbundet.

I en tid hvor andre vælgergrupper i samfundet er i konstant bevægelse, stemmer erhvervslivets top massivt borgerligt – 44,7 procent på Venstre og 21,3 procent på de konservative.

Ifølge erhvervsmanden Asger Aamund har erhvervslivets top reelt ikke noget valg:

»Socialdemokratiet er et fordelingsparti. Deres politik handler om at fordele midlerne, hvorimod de borgerlige partier tænker på, hvad samfundet skal leve af. Socialdemokratiet er helt afhængigt af de 40 procent af befolkningen, der er på støtten, og derfor er det danske socialdemokrati også langt mere venstreorienteret end New Labour i Storbritannien eller SPD i Tyskland,« siger Aamund.

I den økonomiske politik, eksempelvis i skattespørgsmål, ligger de radikale tæt på de konservative. Alligevel er erhvervslivet det sted, hvor de radikale himmelstormere står svagest i eliten.

»Det danske erhvervsliv stoler ikke på de radikale. Partiet bliver betragtet som en valgteknisk absurditet, der med sin rolle på midten har været med til at blokere for nødvendige reformer. De radikale repræsenterer den grå, triste middelvej,« siger Asger Aamund.

Selv om den nuværende regering ikke er specielt liberal i sin politik, er Asger Aamund overbevist om, at erhvervslivets top vil fastholde støtten til de borgerlige partier:

»Alternativet er skræmmende,« lyder det.

Men hvorfor er støtten til Venstre størst? Ifølge Johannes Andersen er det gamle bondeparti attraktivt for erhvervslivet, fordi det signalerer, at det enkelte menneske selv skal tage ansvar for sine handlinger. Han undrer sig dog over, at de konservative, som traditionelt har været stærkt knyttet til industrien i Danmark, ikke klare sig forholdsvist bedre i erhvervslivets elite.

»De konservative trækker på de sidste rester af deres historiske kapital i erhvervslivet. Med Bendt Bendtsen i spidsen har partiet ikke just en leder, der appellerer til de elitære fornemmelser hverken i erhvervslivet eller i byborgerskabet, der traditionelt også har støttet partiet.

Sammenlignet med Venstre har partiet i dag ikke meget at byde på for en moderne erhvervsleder,« siger Johannes Andersen.

Forstenet elite?

Han kalder det bemærkelsesværdigt, at Venstre på en og samme tid har været i stand til at udvikle sig til et folkeparti med en tilslutning på 31, 2 procent ved sidste valg og samtidig udvide sin støtte i eliten.

Ifølge Jesper T. Nielsen afspejler undersøgelsen grundlæggende den viden, der findes om den danske elite: At den er åben over for omverdenen og rekrutterer fra mange forskellige grupper i samfundet. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at eliten i den grad stemmer på de fire partier, der har båret dansk politik de seneste 90-100 år: De radikale, Venstre, de konservative og Socialdemokratiet. Hverken SF eller Dansk Folkeparti opnår en nævneværdig tilslutning i samfundets top.

»Eliten orienterer sig mod magten, og den har historisk ligget mellem de fire gamle partier. På den måde er eliten meget traditionelt tænkende,« siger Jesper T. Nielsen.

Derfor mener Johannes Andersen heller ikke, at det kan betale sig for partierne at bruge ressourcer på at kapre elitens stemmer. Dels er den absolutte elite meget lille, nogle få tusinde vælgere, og dels er der tale om personer, der har et meget afklaret ståsted: De lader sig ikke overbevise under en valgkamp.