nedslidt

Analyse: Styring og kontrol i det offentlige slider mentalt på de ansatte

Af | @MariaJeppesen

Pædagoger, sygeplejersker, politibetjente og andre, der arbejder med at skabe relationer, er i høj grad udsat for svære psykiske belastninger i deres job, viser ny analyse. Eksperter mener, at organisationsstrukturen i det offentlige bærer en del af skylden. De ansatte mangler indflydelse, får modsatrettede krav og er bange for at blive forflyttet.

Det slider mentalt på de ansatte at arbejde med andre mennesker. Men den den offentlige stying, hvor det handler om at nå bestemte mål, dokumentere og effektivisere er med til at belaste de ansatte psykisk. 

Det slider mentalt på de ansatte at arbejde med andre mennesker. Men den den offentlige stying, hvor det handler om at nå bestemte mål, dokumentere og effektivisere er med til at belaste de ansatte psykisk. 

Foto: Foto: Sofie Amalie Klougart/Scanbpix/Arkiv

Det slider mentalt at arbejde med mennesker.

Søvnproblemer, stress og psykisk nedslidning forekommer hyppigere hos pædagoger, lærere, sosu’er og fængselsbetjente end hos andre faggrupper. Og det er ikke kun selve arbejdet med andre mennesker, der skaber de psykiske belastninger.

En ny undersøgelse fra centrum-venstre-tænketanken Cevea fastslår, at ansatte i de såkaldte relationsfag som pædagoger, lærere, fængselsbetjente og ansatte i sundhedssektoren i højere grad er udsat for psykisk belastning i arbejdet. Og de har større risiko for stress sammenlignet med ansatte i andre fag.

Analysen bygger på data fra en spørgeskemaundersøgelse fra 2012 om arbejdsmiljø foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. I datasættet indgår en lang række fag, og Ceveas analyse sammenligner relationsfagene med øvrige fag.

Den psykiske belastning er en naturlig del af at arbejde med andre mennesker, men der er også andre faktorer, som er med til at presse de ansatte mentalt. Analysen viser, at de ansatte blandt andet mangler indflydelse på arbejdets udførelse, får modsatrettede krav og er bange for at blive forflyttet.

»Det er tydeligt, at det er organiseringen af arbejdet, der gør folk syge og dårlige. De føler ikke, at de har mulighed for at bruge deres faglighed og rent faktisk udfylde den rolle, de nu engang har. Skærer man eksempelvis på sosu-området, er det jo den sociale opgave, der må vige pladsen for den funktionelle opgave. Så er der kun tid til at støvsuge, og ikke til at snakke,« siger Frank Skov, der er analysechef i Cevea.

Og den organisatoriske- og ledelsesmæssige struktur i den offentlige sektor, hvor man finder de fleste relationsfag, bliver af flere eksperter klandret for at være for teknokratisk og rigid. De mange regler og bureaukrati står i vejen for de ansattes faglige spillerum, og det skaber psykiske belastninger, lyder kritikken.  

Fratages mulighed for at træffe egne beslutninger

Det er ikke unormalt, at ansatte i velfærdsfag bliver mere psykisk berørt af at arbejde med andre mennesker, understreger seniorforsker ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) Thomas Clausen.

 

Der kan være nogle kontrolsystemer i det offentlige, der fratager de ansatte muligheden for at træffe egne beslutninger. Thomas Clausen, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

»Man arbejder jo ofte med folk, der befinder sig i vanskelige livssituationer og hvis liv forandrer sig, og det er jo klart, at det betyder noget for de ansatte og kan være en psykisk belastning,« siger Thomas Clausen.

Men han pointerer samtidig vigtigheden af, at der i disse fag er brug for en ledelse, der bakker op om medarbejderne, så de oplever, at der er tillid til dem og at deres arbejde bliver anerkendt. Men det er ikke altid tilfældet:

»Der kan være nogle kontrolsystemer i det offentlige, der fratager de ansatte muligheden for at træffe egne beslutninger. Og selvom det kan være godt med regler, så er det en balancegang. Indflydelse på arbejdet er en vigtig faktor for trivslen. Og hvis de ansatte ikke får plads til at kunne lade deres faglighed råde på grund af fastsatte regler, så skaber det frustration og dårligt arbejdsmiljø,« forklarer Thomas Clausen.

Ikke tid til at snakke med de ældre

42-årige sosu-assistent Anja Rhiger genkender billedet af ikke at have indflydelse på sit eget arbejde.

Hun måtte sidste år bukke under for stramme køreplaner og en leder, der ifølge Anja Rhiger ikke var lydhør over for hendes bekymringer. Jobbet i hjemmeplejen, hvor hun blandt andet kørte ud til ældre borgere som hjemmehjælper, udløste en langvarig sygemelding med stress. I dag nægter hun at arbejde inden for sundhedsvæsnet igen.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men følte aldrig, at jeg gjorde mit arbejde godt nok. Anja Rhiger, sosu-assistent

Hun har fået nok af at føle, at hun svigter de ældre, fordi der er en bestemt plan, der for alt i verden skal overholdes.

»Det er frustrerende at være ude hos borgere, der har brug for mere hjælp, end man kan give dem. Og det er ofte bare en snak, de har brug for. Og så er det, at man ikke føler, man slår til som professionel. For man kan jo godt se, at der er brug for, at man lige snakker i ti minutter med det her menneske. Men der er bare ikke ti minutter. For køreplanen skal overholdes,« fortæller Anja Rhiger om arbejdet i hjemmeplejen.

Dokumentation, kontrol og en stram køreplan efterlod ikke tid til den nære omsorg til de ældre, og Anja Rhiger følte sig utilstrækkelig.

»Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men følte aldrig, at jeg gjorde mit arbejde godt nok,« fortæller hun.

Hun forsøgte flere gange at gå til lederen med sine bekymringer, men her var ingen hjælp at hente, fortæller Anja Rhiger:

»Jeg fik at vide, at det handler om økonomi, og at der skal spares. Men man kan ikke spare, når man har med mennesker at gøre. Det hænger ikke rigtigt sammen. Man kan ikke spare på omsorg.«

En dag, Anja Rhiger havde været i Bilka, kunne hun ikke finde sin bil. Hun havde glemt, hvor hun havde parkeret den. Og hun var med det samme klar over, at hun havde fået stress.

»Det føltes som om, at hele verden med et gik i stå. Der tænkte jeg, at nu måtte det være slut.«

Drop new public management

Analysen fra Cevea viser, at de ansatte i relationsfag i mindre grad føler, at de har indflydelse på, hvordan og hvornår arbejdsopgaverne skal løses, de får modsatrettede krav fra ledelsen, og så er de bekymret for at blive forflyttet mod deres vilje.

På grund af en vanvittig dårlig styring og ledelse skaber vi nogle miljøer, hvor folk ikke trives særligt godt. Frank Skov, analysechef i Cevea

Analysechef i Cevea Frank Skov mener, at resultatet er udtryk for, at den offentlige sektors organisering mistrives. Han pointerer, at det ikke er mangel på tid, eller fordi man har det dårligt med kollegaerne, at de ansatte har det dårligt. Men at bureaukrati og regler, står i vejen for, at de kan gøre deres arbejde ordentligt.

»Hvis man organiserede arbejdsfunktionerne i den offentlige sektor anderledes, så kunne vi få meget mere ud af de her mennesker. Men på grund af en vanvittig dårlig styring og ledelse skaber vi nogle miljøer, som folk ikke trives særligt godt i og hvor potentialet ikke bliver udnyttet.«

Ifølge Frank Skov burde den offentlige sektor tage ved lære af den private sektor.

»Hele denne her New Public Management-styringstanke, som gennemsyrer hele den offentlige sektor, er de gået bort fra i den private sektor for 15-20 år siden. For man fandt ud af, at det ikke gav nogen mening, og man fik slet ikke nok ud af det.«

Det offentlige har tællemani

New Public Management er betegnelsen for den styreform, der siden 1980’erne har domineret den offentlige sektor med effektiviseringer, kontrol og mål- og rammestyring.

Men styringsformen, der skulle forbedre den offentlige sektor og give mest kvalitet for pengene, ender med at bide os selv i halen. For man kan ikke rationalisere og effektivere på velfærdsområder, uden der går noget tabt.

Det er et problem med de store enheder. Det er man nødt til at erkende. Steen Hildebrandt, adjungeret professor i organisations- og ledelsesteori ved CBS

Det mener Steen Hildebrandt, der er adjungeret professor i organisations- lederskabsteori ved CBS.

»Det offentlige har en tællemani. Der skal tælles og jagtes en kortsigtet økonomisk produktivitet. Sygeplejersken, lægen og sosu-assistenten bliver bedømt på, hvor mange patienter, operationer og besøg, de kan nå. Det er klart, at de her konstante præstationsmål er med til at præge hverdagen og give stress.«

Han mener, at det er muligt at gøre det anderledes og foreslår, at man i stedet for at fokusere på de korte resultatorienterede og økonomiske mål, målte på andre og mere langsigtede dimensioner som arbejdstilfredsstillelse, arbejdsmiljø, kompetenceudvikling og læring.

»Hvis man målte på de her ting i stedet, og ikke nødvendigvis i tal, så vil de automatisk tillægges en større betydning. Og så ville arbejdssituationen være en anden,« siger Steen Hildebrandt.

Han mener også, at volumen af den offentlige sektor og de mange sammenlægninger med supersygehuse og store børneinstitutioner og skoler har betydning for de ansattes trivsel.

Det er jo også brancher, som ofte bliver hængt ud i pressen. Mia Husted, docent ved UCC.

»Det er et problem med de store enheder. Det er man nødt til at erkende. For man kan netop ikke opbygge den type af relationer mellem mennesker i enheder, der er så store. Mange mennesker oplever, at det de arbejder med ikke er særligt klart og meningsfyldt.«

Hængt ud i pressen

Mia Husted, der er docent ved professionsskolen UCC og forsker blandt andet i arbejdsliv og arbejdsmiljø, bakker op om kritikken af styringsformen i det offentlige.

Man går galt i byen, når man ikke tager fagpersonalet med på råd. Mia Husted, docent ved UCC.

»New Public Management har betydet, at man i alt for høj grad har detailstyret den offentlige sektor, og man skaber for lidt plads og rum til, at medarbejdernes egen viden kommer i spil i udformningen af konkrete løsninger. Og det er et fejlgreb. Vi ved jo fra arbejdsmiljøforskning, at det har stor betydning for trivslen, at medarbejderne involveres i udformningen af deres arbejde. Det er ikke et spørgsmål om, at der ikke skal sætte standarder og mål. Men man går galt i byen, når man ikke tager fagpersonalet med på råd,« fastslår Mia Husted.

Men hun langer også ud efter medierne, som hun mener, bærer en del af skylden for de ansattes psykiske belastning.

»Det er jo også brancher, som ofte bliver hængt ud i pressen. Det er ikke uvæsentligt, at når man arbejder med mennesker, så bliver ens fag hyppigt hængt ud i pressen for ikke at levere den omsorg, pleje, trivsel eller læring, som er ens opgave. Det skaber jo et enormt modsætningsfyldt pres i forhold til medarbejderens egen oplevelse af at gøre sit bedste.«

Der skal ledes opad

Mia Husted påpeger, at analysen fra Cevea bygger på tal fra 2012, og hun mener, at kigger man på tal fra i dag, vil man nok se nogle vildere udsving, da kommuner og myndigheder i endnu højere grad kommer med råd til, hvordan eksempelvis daginstitutioner skal løse deres opgaver. Og det er ifølge Mia Husted både godt og skidt.

»For det er sjældent, det sker i dialog med det pædagogiske personale. De bliver bedt om at anvende konkrete indsatser eller koncepter, som ikke bliver udarbejdet i samarbejde med dem. Og der bliver ikke taget hensyn til, at de er i undertal, fordi der måske er nogen på barsel eller er syge.«

Og de mange anvisninger oppefra kræver en leder, der kan lede opad. Det handler om at lægge beslutningerne tilbage til kommunen eller anden myndighed og måske fremture, at det ikke er muligt at levere det, de beder om, med de ressourcer, der er.

»Hvis man ikke har en leder, der kan det, betyder det et enormt pres i det daglige arbejde med en følelse af, at alle udfører sit arbejde utilfredsstillende, selvom de faktisk gør det, så godt, de kan, « siger Mia Husted.

Efter sygemeldingen for et år siden blev sosuassistenten Anja Rhiger fritstillet og er i dag jobsøgende. Men selvom hun har arbejdet i 12 år som sosu-assistent, ønsker hun ikke at vende tilbage til faget. 

»Jeg vil jo bare havne i det samme igen. Selvom jeg godt kan lide at arbejde med mennesker, så skal jeg ikke være i et fag, hvor man bliver presset på den måde.«

Anja Rhiger vil bruge sin erfaring med det administrative arbejde til at finde et job i det private.