Eksklusivaftaler forsvarer den enkelte

Af Hans Halvorsen, formand for LO Århus

Det bedste udgangspunkt for fagligt arbejde er en eksklusivaftale. Logikken er nemlig følgende: Alene kan jeg ikke i tilstrækkeligt omfang forbedre mine arbejdsvilkår. Det kan jeg bedre, når vi er flere kolleger sammen og bedst, når alle er med.

Overenskomsterne er en aftale mellem lønmodtagernes organisationer og arbejdsgiverne om løn- og arbejdsforhold. Overenskomsten er derfor med til at bestemme, hvor meget jeg får i løn, hvor længe og hvornår jeg skal arbejde, og hvad skal jeg arbejde med. Kort sagt er overenskomsten med til at bestemme, hvor glad jeg er for at gå på arbejde, og hvor træt jeg er, når jeg kommer hjem.

Fordelen ved en overenskomst er, at den lægger en bund, altså fastsætter et minimum, som ikke må underbydes. Du må gerne få mere i løn, end hvad overenskomsten foreskriver, men du må ikke få mindre. Selv på arbejdspladser uden overenskomst vil niveauet for løn- og arbejdsforhold også dér være nogenlunde afstemt efter de gældende overenskomster, da disse smitter af på samfundet i øvrigt. Så uanset om jeg selv er medlem af en fagforening eller ej, har overenskomsterne betydning for min løn og arbejdsforhold (der er jo trods alt forskel på, om lønforhandlingen med chefen begynder ved 80 eller 120 kroner).

Det er dog de færreste, der i længden kan klare sig alene – uden nogen kollektive aftaler at holde sig til. Selv medarbejdere i nøglepositioner og med lang uddannelse bag sig kan hen ad vejen få behov for hjælp og støtte, hvis ikke alt går som ønsket. Ingen er som bekendt uundværlig.

Når alle er fagligt organiseret, står lønmodtagerne stærkest og har de bedste muligheder for at forbedre løn- og arbejdsforhold.

På nogle arbejdspladser er det aftalt med arbejdsgiveren, at alle ansatte skal være medlemmer i den fagforening, der har overenskomsten. Det kaldes en eksklusivaftale, og er det bedste udgangspunkt for fagligt arbejde. Logikken i dette er nemlig følgende: Alene kan jeg ikke i tilstrækkeligt omfang forbedre mine arbejdsvilkår. Det kan jeg bedre, når vi er flere kolleger sammen og bedst, når alle er med. Og det kan en eksklusivaftale være med til at sikre.

Regeringen ønsker imidlertid at forbyde eksklusivaftaler. Angiveligt af hensyn til den personlige frihed. Den mener, at disse aftaler er tvang over for den enkelte. Men regeringen vender tingene på hovedet. Aftalerne er tværtimod et forsvar for den enkelte, idet de forhindrer, at den enkeltes løn og arbejdsforhold underbydes gennem ansættelse af uorganiseret arbejdskraft.

Enhver arbejdsgiver – offentlig som privat – er underlagt nogle økonomiske betingelser. De kan forvaltes mere eller mindre elegant, men sjældent uden, at det får konsekvenser for den enkelte lønmodtager. Også negative konsekvenser i form af pres på løn- og arbejdsforhold. Det kan for eksempel være arbejdstempoet, der bliver skruet i vejret. Det kan være lange arbejdsdag eller forringede lønvilkår. Den enkelte lønmodtager kan have svært ved at sætte grænser, svært ved at forsvare sig selv over for det konstante pres om hele tiden at yde mere.

Overenskomsterne værner om den enkelte. Overenskomsterne lægger en bufferzone rundt om hver enkelt medarbejder, så der trods alt er grænser for, hvor meget der kan forlanges. Med andre ord: overenskomsterne – og eksklusivaftalerne – forsvarer den enkeltes personlige frihed. Ikke abstrakt, men helt konkret i det virkelige liv ved at give den enkelte mere overskud – på arbejdet og i fritiden.