Efterlønskampen blev til velfærdskrig

Af | @GitteRedder
Gitte Skov

De skarpe ideologiske fronter i den nuværende efterlønskrig stammer helt tilbage fra efterlønnens svære fødsel i 1977, mener fremtrædende samfundsforskere. Efterlønnen er nemlig et af de velfærdsgoder, hvor især 3F og LO har sat sine fingeraftryk, og det får arbejdsgiverne og borgerlige partier til at se rødt.

OTIUM Der er dækket op med 16 kaffekopper, øl og vand på det runde bord i forligsinstitutionens mødesal i det indre København torsdag den 1. december 1977. I mødet deltager blandt andre LO-økonom Poul Nyrup Rasmussen, afdelingschef i Dansk Arbejdsgiverforening Hans Skov Christensen og ikke mindst Erik Bording, formand for Specialarbejderforbundet (SiD).  Det er allerførste møde i det såkaldte ’udvalg om fordeling af arbejdet’, som den socialdemokratiske arbejdsminister Svend Auken netop har nedsat. 

Ifølge kommissoriet skal udvalget udarbejde forslag til en efterlønsordning og give bud på en bedre fordeling af arbejdet, så flere unge kan komme ind på arbejdsmarkedet. Den unge fuldmægtig i Arbejdsministeriet Hans Hækkerup skal levere beregninger til udvalget.

SiD-formand Erik Bording tager hurtigt ordet og redegør for behovet for en efterløn. Han fortæller forsamlingen, at et stort antal arbejdsmænd organiseret i SiD ifølge undersøgelser fra Socialmedicinsk Institut under Århus Universitet er nedslidte flere år før den normale pensionsalder. Det viser interne referater fra mødet, som Ugebrevet A4 via Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv har haft adgang til at læse.    

Især fiskere, erhvervschauffører, støberiarbejdere, svejsere og fabrikssyersker er belastede. De er kommet på arbejdsmarkedet som meget unge og har i årtier været udsat for ’støj, støv, skifteholdsarbejde, hårdt arbejdstempo og andre arbejdsmæssige belastninger’. Og de bør kunne gå på efterløn, fremfører Erik Bording. Han henviser til det brev, som Specialarbejderforbundet allerede to år tidligere har sendt til Folketinget med et udtrykkeligt ønske om at give nedslidte arbejdere ’mulighed for en tidligere udtræden af arbejdsmarkedet’.

I lyset af den tårnhøje ungdomsarbejdsløshed understreger Erik Bording også, at en efterlønsordning vil skabe plads til flere unge på arbejdsmarkedet. Økonom i LO Poul Nyrup Rasmussen fremhæver, at SiD’s forslag har opbakning i hele fagbevægelsen.

Efterlønnen splitter

Men ikke alle rundt om bordet klapper, viser referatet fra mødet. Repræsentanterne for arbejdsgiverne anført af blandt andre Hans Skov Christensen advarer på det kraftigste imod ordningen, som de kalder en ny form for førtidspension.    

Allerede fra første møde er fronterne altså trukket skarpt op, og efterlønnen splitter fra sin fødsel politiske partier og arbejdsmarkedets parter, viser gennemgangen af efterlønnens historiske forløb.

Efter otte møder over et par måneder holdes det afsluttende møde i marts 1978, og udvalget afgiver betænkning – med en mindretalsud­talelse fra Dansk Arbejdsgiverforening og SALA, der i skarpe vendinger modsætter sig en efterlønsordning.

Da betænkningen afleveres til Svend Auken, skrives et markant kapitel ind i Danmarks og velfærdsstatens historie. For udvalgets forslag til efterlønsordning fremsættes som lovforslag og vedtages samme efterår i Folketinget, der har en få måneder gammel SV-regering.

Men forud er gået måneders heftig diskussion, fastslår professor på Syddansk Universitet Klaus Petersen.

»Der var konflikter mellem LO og DA omkring efterlønnen, og DA blev udmanøvreret af en stærk alliance mellem arbejdsminister Svend Auken, LO-økonomen Poul Nyrup og SiD-formanden Erik Bording,« siger Klaus Petersen og tilføjer, at det kun lykkedes at få lovforslaget gennemført, fordi det blev en del af den nye SV-regerings politiske program.

»Fra den dag  SiD foreslår efterlønnen i 1975, er de borgerlige partier stærkt kritiske. I efteråret 1978 stemmer de konservative imod, mens Venstre stemmer for. Ikke fordi Venstre brænder for efterlønnen, men fordi de må gå på kompromis i en regering under ledelse af Anker Jørgensen,« forklarer Klaus Petersen.

Lige siden den svære fødsel for mere end tre årtier siden har fronterne været trukket skarpt op omkring efterlønnen, anfører efterlønsforsker på Aalborg Universitet Per H. Jensen.

»Især konservative har hadet efterlønnen fra allerførste dag. Grunden til hadet, som også findes i store dele af andre borgerlige partier og Venstre, er langt hen ad vejen, at efterlønnen er et af de velfærdsgoder, som fagbevægelsen har fået medejerskab til. SiD var drivkraften bag efterlønnen både for at vise solidaritet på tværs af generationer og skaffe job til unge, men også for at give deres gamle medlemmer en adgang til og mulighed for at få et ordentligt otium,« siger Per H. Jensen.

Netop fordi fagbevægelsen under en socialdemokratisk ledet regering fik vedtaget en efterlønsordning, handler kampen om meget mere end bare efterlønnen, vurderer forskerne.

»Efterlønnen er også blevet et ikon på Socialdemokraternes og fagbevægelsens stærke alliance dengang. Og den er blevet symbol på den eneste rigtige reform, som forskellige socialdemokratiske regeringer fik gennemført i 1970’erne. Samtidig er den en af de få reformer, hvor fagbevægelsen virkelig kan sige, at den har sat sit fingeraftryk,« siger Klaus Petersen.

Den gode mod den onde

Den symbolske betydning af efterlønsreformen udvikler sig op gennem 1980’erne og 1990’erne. Danskerne strømmer på efterløn, og ordningen bliver en kæmpe succes. Men efterlønnens succes bliver også dens egen værste fjende, fordi den bliver stadigt dyrere og belaster de offentlige budgetter.

»Efterhånden bliver holdningen til efterlønnen mere og mere en lakmusprøve på, om man er god eller ond i forhold til velfærdsstaten. Og til sidst ender efterlønnen med at blive selve symbolet på velfærdsstaten,« påpeger Klaus Petersen.

Han henviser til, at Socialdemokratiet i 1990’erne havde held til at fremstille Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen som den, der ville aflive efterløn og velfærd, og som derfor aldrig blev statsminister.

Senere lærte Poul Nyrup Rasmussen som socialdemokratisk statsminister selv den bitre lektie at blive fældet på et løftebrud om ikke at ville røre ved efterlønnen, fastslår Klaus Petersen. 

»Under Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode med kontraktpolitikken analyserede Venstre meget pragmatisk, at begyndte man at røre efterlønnen, ville billedet af Venstre som velfærdsstatens forsvarer og garant krakelere,« siger Klaus Petersen.

Den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussens kursskifte i forhold til kontraktpolitik og efterløn har nu trukket de faglige og politiske fronter fra efterlønnens fødsel benhårdt op, understreger forskeren.

»Socialdemokraterne og SF fremstiller et billede af, at VK vil drive velfærdsstaten tilbage, og de to partier kobler efterlønsreform sammen med generelle nedskæringer i den offentlige sektor. De borgerlige partier sælger til gengæld efterlønsreformen som en strategi om økonomisk ansvarlighed for at sikre den langsigtede finansielle holdbarhed,« siger Klaus Petersen.

Han tør ikke spå om, hvem der vinder slaget om efterlønnen:

»Den part, der får solgt sin historie bedst, vinder valget. Den hårde kamp om efterlønnen handler også om at vinde den politiske magt og om at definere fremtidens velfærdsstat.«

Også Per H. Jensen mener, at efterlønnen er blevet et symbol på velfærdsstaten, og han fremfører, at de såkaldte ’incitamentsøkonomer’ har haft held til at fremelske en tankegang hos flere og flere om, at det er nødvendigt at fjerne nogle velfærdsordninger for at kunne bevare velfærdssamfundet.

»Men hvad bliver tilbage af velfærdsstaten, når vi har fjernet efterlønnen, skåret dagpengesystemet ned til sokkeholderne og kigget sygedagpengene efter i sømmene? Til sidst står vi tilbage med en minimalstat, og i den murbrækning af velfærdsstaten, som vi ser nu, er efterlønnen en meget vigtig brik,« siger Per H. Jensen.

Meget på spil

Nedbrydningen af solidariske velfærdsløsninger vil for alvor tage fart, hvis efterlønnen fjernes, vurderer den nordjyske forsker og understreger, at der derfor også er meget på spil for fagbevægelsen. Især fordi efterlønnen er den velfærdsordning overhovedet, hvor fagbevægelsen har haft størst medejerskab.

»Hvis efterlønnen afskaffes, bliver det et stort symbolsk nederlag for fagbevægelsen, ligesom det bliver en stor symbolsk sejr for de borgerlige partier og erhvervslivet,« fastslår Per H. Jensen.

Begge forskere vurderer, at det er helt legitimt og ikke bare udtryk for partipolitik, når blandt andre 3F-formanden går på barrikaderne for at bevare efterlønnen.  

»Over 60 procent af 3F’erne bruger efterlønsordningen, så når Poul Erik Skov Christensen kæmper for efterlønnens bevarelse, varetager han jo bare sine medlemmers interesser. Samtidig vogter han på velfærdsstaten, fordi efterlønnen har fået den symbolværdi, som den har,« siger Per H. Jensen fra Aalborg Universitet. 

Klaus Petersen konstaterer, at 3F-formanden får sin løn og medlemmers opbakning for lige netop at være bolværk for efterlønnen og velfærdsstaten. 

»Det er især de ufaglærte og lavt uddannede, der bliver nedslidte, og har stor gavn af efterlønnen. Derfor er det logisk og helt klar interessevaretagelse, når LO-formand og 3F-formand er frontkæmperne for efterlønnen,« siger Klaus Petersen og erindrer om, at det også var dem, der gik til stålet i forhold til at angribe Poul Nyrups efterlønsstramninger i 1998.  

Poul Nyrup Rasmussen udgiver i foråret 2011 sine erindringer med et selvstændigt kapitel om efterlønnen. Derfor har han ikke ønsket at medvirke i denne artikel. Heller ikke Hans Skov Christensen har ønsket at udtale sig.