Efterlønnere dør tidligt

Af | @MichaelBraemer

Den ufaglærte mand, der går på efterløn som 60-årig, har udsigt til at leve næsten fire år kortere end den jævnaldrende akademiker, som fortsætter på arbejdsmarkedet. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som vil gøre op med myten om, at efterlønnere er lige så raske som dem, der bliver i beskæftigelse.

LEVETID En mand, der går på efterløn som 60-årig, har i gennemsnit 2,2 år mindre tilbage at leve i end den jævnaldrende mand, som fortsætter med at arbejde. For kvinder er der en mindre, men stadig markant, forskel på, hvor mange år henholdsvis efterlønnere og personer i arbejde har tilbage. Kvinder, der går på efterløn som 60-årige, lever gennemsnitligt 1,3 år kortere end de kvinder, der fortsætter med at arbejde, viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Tallene dokumenterer ifølge forskningschef i AE Mikkel Baadsgaard tydeligt, at efterlønsmodtagere som helhed er i den dårlige helbredstilstand end personer, der fortsætter i beskæftigelse. Og dødeligheden i de to grupper viser endda ikke engang den fulde sandhed om forskellen i helbred mellem efterlønsmodtagere og deres beskæftigede jævnaldrende, mener han.
»Overgangen til efterløn i sig selv er med til at forbedre helbredstilstanden for den enkelte – for eksempel på grund af mindre stress og mere tid til motion. Derfor er det sandsynligt, at overgangen til efterløn kan bidrage til at reducere dødeligheden. Den forventede levetid blandt dem, der går på efterløn som 60-årige ville formentlig være endnu kortere, hvis de skulle fortsætte med at arbejde i nogle år,« siger han.
Samtidig viser AE’s tal, at uddannelsesbaggrund har stor betydning for, hvor lang tid man som 60-årig har tilbage at leve i. 60-årige mænd med en videregående udannelse kan for eksempel regne med at leve næste tre år længere end ufaglærte mænd.
Tager man både uddannelsesbaggrund og tidspunktet for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet med i samme beregning, viser analysen, at mænd med videregående uddannelse, der fortsætter i beskæftigelse som 60-årige, i gennemsnit lever 3,7 år længere end mandlige ufaglærte, der går på efterløn på samme tidspunkt af deres liv. Den tilsvarende forskel blandt kvinder er på 2,5 år.

Metodisk mangel

AE’s undersøgelse er blevet udført for at afkræfte eller i hvert fald nuancere den opfattelse, som Velfærdskommissionen for et par år siden fik udbredt, da den anbefalede at udfase den bekostelige efterlønsordning som et bidrag til finansiering af fremtidens velfærd. Nemlig den opfattelse, at efterlønsmodtagere stort set er lige så raske som dem, der fortsætter på arbejdsmarkedet.
Konklusionen var Velfærdskommissionen nået frem til ved at se på de to gruppers brug af medicin, praktiserende læge og hospitaler. Ifølge Mikkel Baadsgaard bør man imidlertid også inddrage dødelighed, som for ham at se er et mere præcist mål for, hvordan det står til med helbredet i de forskellige grupper.
Sammenligninger af medicinudgifter, hospitalsindlæggelser og antal kontakter til praktiserende læge er behæftet med usikkerhed, fordi der er stor individuel forskel på, hvornår den enkelte går til læge med symptomer på sygdom, påpeger forskningschefen.
»Vi ved, at kvinder går oftere til læge end mænd, ligesom der kan være uddannelsesmæssige og geografiske forskelle. Derfor er forskellene i det gennemsnitlige antal lægebesøg ikke nødvendigvis udtryk for helbredsmæssige forskelle. Og dertil kommer, at overgang til efterløn i nogle tilfælde kan mindske trækket på sundhedsydelser. Dødelighed er derimod den ultimative helbredsindikator,« siger han.
Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og formand for Velfærdskommissionen, finder spørgsmålet om helbred og levetid i et socialpolitisk perspektiv ekstremt vigtigt. Men han mener ikke, at AE’s beregninger af dødeligheden beviser det, der angiveligt er hensigten med analysen: At efterlønnerne har dårligere helbred på det tidspunkt, de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
»Forskellen i dødelighed ligger på nogle alderstrin, som er langt fra efterlønsalderen. Der KAN være den sammenhæng, man prøver at påvise, men vi kan ikke være sikker på det ud fra disse tal. Derimod ved vi, at der er en klar sammenhæng mellem på den ene side levetid og på den anden side uddannelse og indkomst. Og at den økonomiske tilskyndelse til at gå på efterløn er mindst for folk med høj uddannelse og indkomst, hvilket er med til at regulere, hvem der bruger ordningen. Det er i højere grad lavere uddannede,« siger han.

Paradoks

Logikken i AE’s argumentation er for Torben M. Andersen at se, at folk trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet på grund af dårligt helbred. Men så er der et paradoks i det mønster, folk handler efter i dag, mener han. For så skulle kvinderne, som i højere grad end mænd går på efterløn, nemlig have et dårligere helbred end mænd. Men de har tværtimod en væsentlig højere levealder, påpeger han.
»Der er ingen tvivl om, mange af de ældre har et dårligt helbred og har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet. De skal samles op på det rigtige tidspunkt. Men efterlønsordningen, som strengt taget er en skattesubsidieret tillægsforsikring, er en underlig måde at tilgodese det socialpolitiske sigte på. Det har vi førtidspensionen til, og den bør kunne løse opgaven. Hvis ikke, så må den ses efter i sømmene,« siger økonomiprofessoren.
I Velfærdskommissionen vurderede man ifølge Torben M. Andersen, at en fjerdedel af efterlønnerne kunne få førtidspension i en situation uden mulighed for efterløn.
»De har valgt efterlønnen for at undgå alt hurlumhej’et i forbindelse med en førtidspension og trækker nu efterlønstallene i den retning, som man ser i Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse,« siger han.
Professor ved Aalborg Universitet Per H. Jensen, der er ekspert i efterløn og tilbagetrækningsmønstre, tvivler derimod ikke på konklusionen i AE’s analyse. Han mener, at Velfærdskommissionen har begået en metodisk bommert i de beregninger, der har ført til konklusionen, at efterlønnere stort set er lige så raske som jævnaldrende i beskæftigelse.
»Man sammenligner to grupper, som ikke er sammenlignelige, når man ser på sygdomsforløb hos folk, der er henholdsvis på efterløn og i beskæftigelse. Det kan man ikke. Den person, der er slidt helt ned i bevægeapparatet, bliver naturligvis mindre belastet og får det bedre af at gå på efterløn og går derfor ikke så meget til læge. Bliver det for slemt, klarer man sig med lidt håndkøbsmedicin, for et lægebesøg nytter alligevel ikke noget,« siger han.
Per H. Jensen underbygger sit synspunkt med tal fra en undersøgelse, han har foretaget blandt efterlønnere. 47 procent oplyste her, at de helbredsmæssigt havde fået det meget bedre eller lidt bedre, efter at de var gået på efterløn. Kun seks procent havde fået det meget dårligere eller lidt dårligere.
At det er de nedslidte, der vælger efterlønnen, finder han dokumenteret i en anden undersøgelse, han afsluttede for fire år siden efter i fem år at have fulgt personer, der ved undersøgelsens start var 55 år. Altså fulgte han dem i perioden op til det tidspunkt, hvor de skulle vælge mellem efterløn og at fortsætte på arbejdsmarkedet.
»Målt på sygedagpengeforløb havde den gruppe, der valgte efterløn, været langt hyppigere syge i de foregående fem år end den gruppe, som fortsatte på arbejdsmarkedet. Og gennemsnitlig var deres sygeperioder dobbelt så lange som blandt dem, der ikke gik på efterløn. Så jeg kan kun bekræfte, at der er større helbredsmæssige problemer hos dem, der vælger efterløn i forhold til dem, der fortsætter med at arbejde,« påpeger han.

Nødvendigt opgør

Økonomisk krise og voksende ledighed har fortrængt efterlønsordningen fra toppen af den politiske dagsorden, men der er ifølge Torben M. Andersen ingen grund til at udskyde dét, han ser som et nødvendigt opgør med efterlønnen.
»Den demografiske udvikling kommer til at bide ret hårdt, og det er lige om hjørnet. Hvis vi skal nå en målsætning om at øge beskæftigelsen i den størrelsesorden, der er nævnt i den politiske debat, så er det efter min mening urealistisk uden at gøre noget ved tilbagetrækningsalderen,« siger han.
Mens de store partier indtil videre mere eller mindre har fredet efterlønsordningen står en udfasning af efterlønnen også højt på dagsordenen hos de radikale. Og partiets finans- og arbejdsmarkedsordfører, Morten Østergaard, lader sig ikke rokke i den målsætning af de nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
»Erhvervsrådet har afdækket, hvad vi godt vidste i forvejen: At der en ekstrem ulighed i sundhed i Danmark. Det store spørgsmål er så, om efterlønnen er det rigtige svar på det problem. Mit svar er nej, for jeg mener, vi skal sætte ind mod problemet lang tid før, folk bliver 60,« siger han.
Samtidig mener Morten Østergaard, at folks valg af efterløn i høj grad er styret af økonomiske motiver. Det så han bevist, da man ved efterlønsreformen i 1999 indførte en bonus for at udskyde efterlønnen til det fyldte 62. år.
»Det virkede og fik mange til at gå senere på efterløn. Så der er andet end sundhed, der afgør, hvornår folk går på efterløn, og det kan heller ikke Arbejderbevægelsens Erhvervsråd løbe fra«, mener han.
Morten Østergaard er klar over, at mange er nedslidte og har brug for at komme tidligt på pension, men mener som Torben M. Andersen, at det problem skal løses gennem førtidspensionssystemet.
»Vi er parate til at se på lempeligere regler for personer over 55. Men det vil kræve, at man ikke insisterer på, at alle og enhver kan stoppe på arbejdsmarkedet i en tidlig alder, uanset hvor nedslidte de er,« siger Morten Østergaard.