Efter udvidelsesfesten

Af Erik Andersson, formand for Dansk El-forbund

FAGLIGT TALT Fagbevægelsen må følge udviklingen meget nøje, når grænserne åbnes for de ny EU-landes borgere. For selv om vi skal være solidariske, har vi også en forpligtelse til at beskytte danske lønmodtagere mod arbejdsløshed og løntrykkere.

Efter en berusende fest melder tømmermændene sig. Denne ubehagelige tilstand kendetegner vel rimelig godt situationen efter topmødet i København, hvor 10 nye kandidatlande blev inviteret ind i det europæiske fællesskab.

Under hele optakten og helt frem til målstregen har et bredt dansk, politisk flertal afvist at indføre nogen form for restriktioner omkring arbejdskraftens frie bevægelighed over for kandidatlandene. Også fagbevægelsen har støttet en sådan holdning.

Nu da armene er ved at falde ned, breder der sig en tydelig nervøsitet både politisk og fagligt over for klogskaben i denne smukke, medmenneskelige, men efter manges mening naive holdning til omfanget af problemet.

Sidst har beskæftigelsesministeren bebudet, at han vil igangsætte en udredning med henblik på at kunne iværksætte en mulig begrænsning af den frie bevægelighed af især østeuropæisk arbejdskraft.

Fra fagligt/politisk hold har man hidtil støttet sig på erfaringerne fra optagelsen af flere sydeuropæiske lande, som ikke førte til noget pres på vores arbejdsmarked.

Men efter min opfattelse kan man ikke sammenligne disse højst forskellige situationer.

At forflytte sig fra Sydeuropa til vore himmelstrøg er en ganske anden beslutning end at krydse Østersøen. Forskellige undersøgelser blandt befolkningerne i de baltiske lande og i Polen viser da også, at der er en massiv parathed til at forbedre sin livssituation ved at søge ind på blandt andet det danske arbejdsmarked.

24Massiv arbejdsløshed og ekstremt lave lønninger er naturligvis en klar motivation til at søge lykken i det fremmede. Det kan man selvfølgelig ikke bebrejde østeuropæerne. Hvem ville ikke bytte en økonomisk håbløs hverdag ud med et – for dem – højtbetalt job?

Muligheden for et omfattende løntrykkeri er utvivlsomt vokset i takt med den borgerlige regerings ideologiske felttog mod fagbevægelsen. Deltidsloven og det planlagte overgreb på eksklusivaftalerne øger klart risikoen for et kaotisk, ukontrollabelt arbejdsmarked.

Dagligt får vi eksempler på, at der allerede nu eksisterer en omfattende, illegal indvandring af underbetalt arbejdskraft. Selv om man på sigt får en løbende forbedring af levestandarden i vore østeuropæiske nabolande, så er den økonomiske afstand ganske enkelt så stor, at problemet vil eksistere langt ud i fremtiden, og ikke mindst når indvandringen bliver legal.

Der er derfor al mulig grund til, at fagbevægelsen meget nøje følger udviklingen, når grænserne åbnes på Arbejderbevægelsens Internationale Kampdag – 1. maj 2004. Vel skal vi være solidariske internationalister, men samtidig har vi naturligvis også en forpligtelse til at sikre danske lønmodtagere imod løntrykkeri og arbejdsløshed og utilsigtede angreb på vore sociale ydelser.