INTERVIEW

Drude Dahlerup: Kan en dansk statsminister kalde sig feminist?

Af | @GitteRedder

Da Mette Frederiksen sidste år for rullende tv-kameraer sløjfede øremærket barselsorlov til fædre, var ligestillingseksperten Drude Dahlerup tæt på at græde. Professoren ryster på hovedet over, at feminisme er blevet et fy-ord i Danmark. Når Sveriges socialdemokratiske regering erklærer sig for feministisk, hvorfor kan Helle Thorning så ikke gøre det samme? spørger hun.

Regeringen er bange for at gå foran, og derved svigter den ligestillingssagen, mener en af rødstrømpebevægelsens grundlæggere, Drude Dahlerup.

Regeringen er bange for at gå foran, og derved svigter den ligestillingssagen, mener en af rødstrømpebevægelsens grundlæggere, Drude Dahlerup.

Foto: Frederik Jimenez

»Det er noget værre sludder, at der er ligestilling i Danmark. Bare se på lønstatistikkerne.«

Drude Dahlerup lægger ikke fingrene imellem, når hun skal stille diagnosen over Danmarks ligestillingspolitik anno 2015. En af Danmarks førende ligestillingsforskere, der kan bryste sig af både at være en internationalt anerkendt professor og en af grundlæggerne af rødstrømpebevægelsen, kalder det ligefrem pinsomt, at ligestillingspolitikken stort set er forsvundet fra politikernes dagsorden. Og så oven i købet i et år, hvor Danmark skal fejre 100-året for kvinders valgret og valgbarhed.

»Jeg synes jo, at den nuværende regering har svigtet. Der var trods alt nogle punkter om blandt andet kvoter til bestyrelser og øremærket barsel til fædre i regeringsgrundlaget, men SR-regeringen har været bange for at gå foran. I stedet har minister efter minister fastslået, at ’det gør vi ikke noget ved’. Det er sørgeligt,« siger hun.

Her stod en beskæftigelsesminister og meldte i virkeligheden, at regeringen ikke vil forandre og ikke vil vove noget som helst.

Da daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skrinlagde løftet om at øremærke mere barsel til mændene, var den garvede, 70-årige ligestillingsforsker og -forkæmper ved at fælde en tåre.

Den lærde kvinde er ellers slet ikke typen på en grædekone. Men blandingen af skuffelse, vrede, håbløshed og irritation over, at begavede centrumvenstre-politikere vælger at lukke øjnene for fakta, gør hende oprigtigt ked af det.

»Selvom vælgerne er imod noget, gennemfører man jo ens politiske visioner, og så ændrer man folks måde at tænke på. Et halvt år inden regeringen droppede mere fædrebarsel, havde Mette Frederiksen slået fast, at øremærket barsel til fædre virker i de andre nordiske lande, og at regeringen var på vej med et forslag. Så pludselig siger hun det stik modsatte i fjernsynet: ’Vi vil ikke øremærke barsel til mænd’. Jeg blev utrolig ked af det,« fortæller hun.

Ikke alene oplevede Drude Dahlerup den nye melding som en politisk maveplasker for Mette Frederiksen.  Derudover var det udtryk for, at regeringen foretrak at administrere frem for at forandre, mener hun.

»Den var slem, for her stod en beskæftigelsesminister og meldte i virkeligheden, at regeringen ikke vil forandre og ikke vil vove noget som helst,« siger hun.

Danmark går i stå

Drude Dahlerup pointerer, at hun nok aldrig kommer til at forstå den beslutning.

»Vi ved, at øremærket barsel til fædre virker. Vi kan se det i Sverige, Norge og Island. Vi ved, at både kvinder, mænd og arbejdsgivere er glade for det. Og nu vil den svenske regering indføre yderligere en ’pappamåned’,« noterer hun.

»Det er først og fremmest partiernes skyld, at vi har uendelig få kvindelige borgmestre, og det er rystende, at partierne ikke ændrer på det,« mener Drude Dahlerup. Foto: Frederik Jimenez

Dermed har den nybagte far i Skåne fremover ret til tre måneders barselsorlov, mens fædre på denne side af Øresund kun har ret til to ugers barsel.

»Vi står stille i Danmark. Vi går i stå, mens der i Sverige hele tiden sker fremskridt. Dermed vokser gabet og forskellene. Det er som om, at danskerne bilder hinanden ind, at ligestilling har vi da allerede, og det behøver vi ikke mere af, for det er jo kun indvandrerkvinderne, der mangler ligestilling. Men det er helt forkert,« fastslår Drude Dahlerup.

Efter at have forsket i kvinders valgret, ligeløn og alskens aspekter af ligestilling i mere end fire årtier er hun et levende og meget sprudlende leksikon i dansk kvindehistorie.

Drude Dahlerup kan remse milepæle op som ingen andre. Om dengang i 1849, hvor Danmark fejrede sin nye grundlov, der gav almindelig fri valgret, men i virkeligheden var en grundlov for et mindretal af privilegerede mænd, for kun 15 procent af befolkningen kunne stemme til Rigsdagen. Tyende, tjenestefolk, fattige, kvinder og kriminelle kunne ikke komme i nærheden af en stemmeboks og var ekskluderet fra demokratiet.

Selvom der aldrig har været valgt så mange kvinder som nu i Folketinget, er ligestillingspolitikken jo stort set død.

Men så kom kvindekampen stille og roligt, og efter at have tilkæmpet sig stemmeret til menighedsrådsvalg i 1903 og dernæst til kommunalvalget fik kvinderne valgret til Folketing og Landsting i 1915.

»Stemmeretten var et gennembrud for kvinder som medborgere,« fremhæver Drude Dahlerup.

»Dengang var der jo en fed norm om, at politik var for mænd. Kvinder var ikke kloge nok og havde ikke forstand på politik og ville bare forstyrre den gældende orden. Den er vi jo for længst ude over,« påpeger hun.

Ligestilling kommer ikke af sig selv

Men ikke så snart har Drude Dahlerup begejstret fortalt om kvindekampens mange sejre, før hun drypper malurt i bægeret.

»Vi har utrolig få kvindelige borgmestre i Danmark. Og i Folketinget er kun 39 procent af medlemmerne kvinder, og det har ikke flyttet sig fire valg i træk. I både Finland, Island og Sverige er andelen af kvinder i Rigsdagen over 40 procent,« fastslår hun.

Drude Dahlerup tilføjer, at Danmark først får flere borgmestre med stiletter og flere kvinder på Tinge, når partierne ændrer opstillingsregler.

»Hvis partierne vil det, kan de i morgen ændre på kvinderepræsentationen både i kommunalbestyrelser og i Folketinget. Eller de kan lade være. Men politikerne skal bare holde op med at sige, at ligestilling kommer af sig selv, for det er noget sludder. Det er opstillingsmøder i partierne, der beslutter, hvor kandidaterne skal stå på stemmesedlen. Det er først og fremmest partiernes skyld, at vi har uendelig få kvindelige borgmestre, og det er rystende, at partierne ikke ændrer på det,« mener hun.

Samtidig fremhæver Drude Dahlerup, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem antallet af valgte kvinder og nye ligestillingspolitiske sejre.

»Selvom der aldrig har været valgt så mange kvinder som nu i Folketinget, er ligestillingspolitikken jo stort set død,« konstaterer hun tørt.

Hvorfor er ligestillingspolitikken død herhjemme?

»Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi har en fællesnordisk tankemåde, hvor vi er vokset op med ideen om, at det stille og roligt går fremad med ligestillingen. Vi har nok lullet os ind i, at det kommer af sig selv. Op gennem 70’erne og 80’erne var der ingen forskel på ligestillingen i Sverige og Danmark. Vi var i samme spor, og det er først i 90’erne og nullerne, at ligestillingen udvikler sig vidt forskelligt på de to sider af Øresund,« noterer hun.

Som den første statsminister nogensinde udtalte Olof Palme i 1972, at Sverige og verden har et ligestillingsproblem, og at det er et politisk ansvar.

»Det handler jo om politisk vilje. Om at føre an i en forandring til det bedre. I Sverige kalder fem etablerede partier sig for feministiske. Flertallet af svenskerne mener, at der er strukturelle barrierer for ligestilling, ligesom de mener, at der er strukturelle barrierer for, at indvandrere kan få samme lige muligheder som indfødte svenskere. Hvis man ser sådan på, det, og mener, at man har et politisk ansvar, handler man jo,« siger hun.

Helle bør tilbageerobre ordet feminisme

Siden midten af 1990erne har Drude Dahlerup boet i Sverige, hvor hun forsker på Stockholms Universitet. Bopælen i Stockholm betyder, at hun har stort kendskab til ligestillingsdebatten og politikken i både Sverige og Danmark. Hun fatter ikke, at feminisme er blevet et fy-ord i Danmark i de senere år.

I hendes nye hjemland er feminisme et plusord, fortæller hun og henviser til, at den nye socialdemokratiske mindretalsregering erklærede sig for feministisk ved sin tiltrædelse.

»Der stod den tidligere Metal-formand Stefan Löfven og fastslog, at han var leder af en feministisk regering. Han sagde det højt og tilføjede, at mænd og kvinder skal have samme magt til at forme samfundet og deres egne liv. Det kan Helle Thorning vel ikke være uenig i?« spørger hun.

Når afrikanske regeringsledere og den svenske statsminister kan være feminister, kan en dansk statsminister vel også?

Dernæst føjer Drude Dahlerup til, at også udenrigsminister Margot Wallstrøm har bebudet, at Sverige vil føre en feministisk udenrigspolitik, hvis mål er at modvirke diskrimination af kvinder, forbedre kvinders vilkår samt bidrage til fred og udvikling.

»Jeg ved ikke, hvornår ordet feminisme er faldet ud af det danske vokabularium, men jeg synes, at man skal tilbageerobre det. For feminisme er et internationalt ord for kvinders menneskerettigheder og for viljen til at ville gøre noget ved ulighed. FN bruger ordet. Når afrikanske regeringsledere og den svenske statsminister kan være feminister, kan en dansk statsminister vel også,« mener Drude Dahlerup.

Sådan som debatten er i Danmark i dag omkring feminisme, tror du så, at statsminister Helle Thorning-Schmidt og justitsminister Mette Frederiksen kunne slippe godt af sted med at erklære sig som feminister?

»Ha, ha. Nej, det kunne de nok ikke, fordi stemningen desværre er sådan, at mange vælgere ville stejle. Men hvis de to stærke ministre havde gjort det fra begyndelsen af deres regeringsperiode, kunne de godt have bekendtgjort, at de er feminister. Det handler jo om at stå for noget og stå fast på noget. Om troværdighed og om politisk vilje. Og om at kunne mobilisere for sine ideer og principper,« siger hun.

Savner Grethe Fenger Møller

Drude Dahlerup bedyrer, at hun savner kvinder som Grethe Fenger Møller og Hanne Budtz. Borgerlige kvinder, der åbent erklærede sig som feminister og i deres samtid lavede alliancer med venstrefløjens kvinder og dermed var drivkræfter for mere ligestilling.

Jeg ser nogle af de blå feminister som forkæmpere for en antifeministisk dagsorden, som de så lykkes med at kalde feminisme.

»Grethe Fenger Møller og Ebba Strange er eksempler på kvindelige politikere, der på tværs af fløje arbejdede sammen for at gennemføre nogle tiltag til gavn for kvinder. 1960’ernes og 70’ernes stærke kvindebevægelser og stærke kvinder inden for alle partier var med til at skubbe en stærk velfærdsstat frem. Og vi skal slet ikke undervurdere betydningen af, at der også i 80’erne og 90’erne var højrefeminister som netop Grethe Fenger Møller. Det har vi jo desværre ikke mere,« siger hun.

Men vi har jo en række blå feminister i Danmark, der blogger og blander sig i den ligestillingspolitiske debat. Gør de blå feminister ikke en forskel?

»Blå feminister er et fejlslagent begreb. Feminisme handler om, at man vil gøre noget ved nogle uligheder og barrierer, men nogle af de såkaldte blå feminister er jo antivelfærdsstat og mener, at skatten er for høj og staten for stor. Jeg ved ikke, hvem der fandt på begrebet, men jeg ser nogle af de blå feminister som forkæmpere for en antifeministisk dagsorden, som de så lykkes med at kalde feminisme,« fastslår hun.

Drude Dahlerup noterer, at blå feminisme heller ikke er et begreb, der findes i andre lande.

»Men jeg velkommer diskussionen med de blå feminister. Man skal bare ikke være naiv og huske at analysere på, hvad de vil politisk,« lyder det.

»Danmark gør det godt internationalt, hvad angår ligestilling, men man hviler på laurbærrene herhjemme,« siger Drude Dahlerup. Foto: Frederik Jimenez

Selvom Drude Dahlerup tager sig til hovedet over blå feminister og manglende ligestillingspolitisk vilje i SR-regeringen, har hun dog også øje for nogle lyspunkter. Hun peger på, at fædre med den nye overenskomst på statens område har fået en ekstra uges barsel.

»Mit håb ligger hos fagbevægelsen,« noterer hun.

»Den største organisering af kvinder i Danmark foregår jo i fagbevægelsen, og det er meget vigtigt, at fagbevægelsen bliver ved med at være oppe på beatet for at få lukket løngabet og i det hele taget kæmpe for mere ligestilling,« siger Drude Dahlerup.

Politikerne er bedre ude end hjemme

Mener du, at det har nogen betydning for ligestillingspolitikken, om vi får en rød eller blå regering efter det folketingsvalg, som er lige om hjørnet?

»Det ville jeg meget gerne kunne svare ja til. Men jeg kan ikke med god samvittighed sige, at det gør en forskel. Det handler selvfølgelig om, at der stort set ingen feminister er i de borgerlige partier, mens der trods alt er nogle i de røde partier. Men det må bevises, om der er en forskel på en blå og rød regerings ligestillingspolitik. Og det er stadig op til bevis,« fastslår hun.

Globalt er der stærke fundamentalistiske konservative kræfter, der vil sætte en stopper for kvinders rettigheder.

Selvom Drude Dahlerup er yderst kritisk over for Helle Thornings manglende konkrete initiativer til at fremme ligestilling, fremfører hun også, at Danmark rundt omkring i verden kæmper en brav kamp for at sikre kvinder bedre sundhed og mere uddannelse.

»Når danske politikere rejser ud, er de jo slet ikke ligeglade med ligestilling. Indtil videre synes jeg, at Danmark gør det godt internationalt, hvad angår ligestilling, men man hviler på laurbærrene herhjemme,« siger hun.

Bekymret for klodens mørkemænd

Netop fordi Danmark sammen med de øvrige nordiske lande er foregangsland for ligestilling, kalder hun det yderst påkrævet, at den danske regering taler med høj og klar stemme i FN for at sikre fremskridt på ligestillingsområdet.

»Internationalt er der store bekymringer for, hvor ligestillingen bevæger sig hen. Globalt er der stærke fundamentalistiske konservative kræfter, der vil sætte en stopper for kvinders rettigheder. Der er uhellige alliancer mellem Vatikanet, fundamentalistiske højrekræfter i USA og islamistiske fundamentalister i Mellemøsten. Det kræver, at lande som Danmark står fast,« siger hun.

Drude Dahlerup er medlem af en rådgivende gruppe i FNs kvindeorganisation, UNWomen, og hun får selv rynker i panden, når hun beskriver, hvordan FN har besluttet ikke at indkalde en femte global kvindekonference af angst for tilbageslag.

»Al den antifeminisme i verden gør mig ked af det. Men der er også nogle lyspunkter. Se debatterne på nettet og de sociale medier, hvor der faktisk også bliver mobiliseret til fordel for ligestilling. Godt nok er der hadekampagner mod kvinder, men på nettet opstår der også interessante debatter, der får folk til at flytte holdninger. Man behøver ikke marchere i gaderne for at få ligestilling, man kan også gøre det på nettet,« siger hun.

På Kvindernes Internationale Kampdag på søndag flyver Drude Dahlerup til Danmark. Hun har købt billet til Kvinfo’s fest på spillestedet Vega i København. Her skal blandt andre statsministeren tale. Drude Dahlerup har bidt mærke i, at Helle Thorning-Schmidt fastslog i et interview med Ugebrevet A4 for fire år siden, at ligestilling ligger i Socialdemokraternes DNA. Nu er hun spændt på, om Helle Thorning vil tage de ord i sin mund igen – og erklære sig som feminist.

»Det er jo flot at formulere, at ligestilling ligger i Socialdemokraternes DNA. Helle Thorning lever bare ikke op til det. Jeg ved ikke, om Socialdemokraterne har skiftet DNA. Men jeg tror, at man ville få langt flere points hos vælgerne ved at udvise mod og turde flytte nogle hegnspæle,« siger hun.