Drop dog dét stykke papir

Af

Det vil være synd at kortslutte den skrøbelige tilnærmelsesproces mellem S, SF og R ved at insistere på et fælles politisk program.

STRATEGI Helt ærligt! Er det ikke på tide, at Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager tager på weekend sammen i et sommerhus, sætter sig omkring et bord og laver et 10-punkts-program, som tømrer Socialdemokraterne, SF og de radikale sammen? Sådan én gang for alle? Dét er et synspunkt, man hører igen og igen, og som blev gentaget i den forløbne uge.

Og jo, idéen om et konkret politisk program lyder da forjættende. Men den holder ikke i praksis.

Først og fremmest er det fuldstændig urealistisk med et fælles program på papir. Dét vil man nemlig aldrig få de radikale med på. De vil ikke formelt lukkes helt ind i den røde stue dér. Og slet ikke før et valg. Basta!

Dernæst vil et fælles program støbe den blokpolitik i beton, som de fleste vælgere føler ubehag ved. Når det danske demokrati er bedst, er det et levende flerpartisystem med en palet af selvstændige partier med egen identitet. Men hvis »laveste-fælles-nævner«-programmer bliver dominerende, bevæger man sig mod et to-parti-system, som vi kender det fra USA og Storbritannien.

Endelig er et forpligtende politisk program, hvor forskellene er visket væk, ingen sikker vej til flere stemmer til oppositionen. Tværtimod. I forhold til at maksimere antallet af vælgere vil det være mere effektivt at kunne appellere bredt, så SF kan støvsuge venstreorienterede vælgere, mens især de radikale også kan appellere til borgerlige vælgere, der er trætte af VKO-alliancen.

Men det stærkeste argument mod et fælles fasttømret program er, at det vil kunne forcere og ødelægge den skrøbelige tilnærmelsesproces, som er i gang mellem de tre oppositionspartier. Det er ikke længe siden, at SF lå langt fra Socialdemokraterne i synet på centrale emner som udlændinge, integration og økonomisk politik. Og det er heller ikke mere end et par år siden, at den daværende radikale leder Marianne Jelved dumpede den nytiltrådte S-formand Helle Thorning-Schmidt og kastede sit eget parti ud i eksotiske forestillinger om »ultimative krav« og en »anden vej«.

Men siden har vi været vidner til en stille udvikling, hvor de tre partier har nærmet sig hinanden: Folkesocialisterne har taget historiske skridt på kontroversielle områder – især i udlændingepolitikken og den økonomiske politik. Og samtidig har de radikale fået en ny leder i Margrethe Vestager, der er yderst positiv over for et tættere samarbejde og har udvist sund pragmatisme i forhold til SF. Med god grund. For hvis det ikke er med Socialdemokraterne og SF, hvem skal hun så samarbejde med, når det gælder klima og miljø? Udenrigspolitik? Forsvarspolitik? Kollektiv trafik? Udviklingsbistand? Integration? Den offentlige sektor? Og sundhedspolitik? Nej, vel? Derfor siger et markant flertal af Vestagers vælgere tordnende ja til både Helle Thorning og til et regeringssamarbejde med SF.

Ingen kan påstå, at SF, Socialdemokraterne og de radikale er enige i alt. Dagpenge, efterløn, offentligt forbrug og udlændinge er områder, hvor det knager. Men det viser jo blot, at der er tale om selvstændige partier – og ændrer ikke ved, at oppositionen er inde i en proces, hvor værdifællesskabet vokser og i dag er stærkere end nogensinde.

Dén skrøbelige proces vil det være synd at kortslutte ved at insistere på et konkret fælles program i morgen.