Drømmen om ’Folkhemmet’

Af Foto: Scanpix
Kirsten Weiss

Sverige går til valg 19. september. Forud ligger en lang sommer, hvor de etablerede partier vil gøre alt for at undgå opkomlingen, de indvandrerkritiske Sverigedemokraterna. Angsten for ’danske tilstande’ overskygger desværre en nødvendig svensk debat om velfærd, mener den svenske samfundsdebattør Markus Uvell, der har skrevet en bog om fænomenet Sverigedemokraterna og deres vælgere. Som er lige præcis som folk er flest.

INTERVIEW Der er mindre end 100 dage til valget til Riksdagen i Sverige. I avisernes spalter er valgkampen for længst skudt i gang. Her kalder politiske kommentatorer valget historisk. Noget så usvensk som to store politiske blokke står nemlig over for hinanden, og den slags er man ikke vant til i det ærkesocialdemokratiske Sverige. Her blev sosserne godt nok for fire år siden fravristet regeringsmagten af de borgerlige, men i egen selvforståelse naturligvis kun for en kort periode. Når man som de svenske socialdemokrater engang har siddet uforstyrret på den politiske trone i hele 44 år i træk, er det stadig svært at forestille sig, at andre kan regere de mere end ni millioner svenskere.

Men måske er det mest påfaldende ved valgkampen 2010 alt det, der ikke bliver talt om. For eksempel om Sverigedemokraterna, partiet, der kan blive tungen på vægtskålen, hvis de for første gang kommer ind i Riksdagen og på flere måder skaber det, der i Sverige – med rædsel – omtales som ’danske tilstande’. Partiet er, siden det blev dannet i 1988, blevet kaldet racistisk, fascistisk, udemokratisk, nationalistisk og det, der er værre. Erklærede partistøtter er blevet angrebet fysisk og udsat for trusler. Partiet har konstant problemer med at finde lokaler til sine møder, og i Sverige vakte det ramaskrig, da Folkets Hus i Landskrona, selve symbolet på de svenske arbejderes slid, sidste år sagde ja til at lægge lokaler til et møde.

»For mange svenskere er det direkte pinligt, at et indvandrerkritisk parti som Sverigedemokraterna kan komme ind i Riksdagen. Der er i Sverige en angst for ’danske tilstande’, altså at den hårde retorik om indvandrere, som vi kender fra den danske debat, vil snige sig ind i Sverige. I Sverige kan et veletableret, veluddannet menneske ikke stille sig kritisk til indvandring. Det går bare ikke,« siger Markus Uvell, svensk samfundsdebattør, politisk analytiker og i dag kommunikationschef i Svensk Näringsliv, det svenske modstykke til Dansk Industri.

For et par måneder siden udkom hans bog ’Folkhemspopulismen. Berättelsen om Sverigedemokraternes väljare’. Her går Markus Uvell bag om partiet, der har fremkaldt stærke følelser, og kigger fordomsfrit på de svenskere, der giver deres stemme til partiet. Partiet er pænt repræsenteret i kommunalpolitikken, og har, som Markus Uvell påpeger, ved de seneste valg fordoblet deres stemmetal hver gang. Og det i et land, som af selve Riksdagen er erklæret multikulturelt og indvandrervenligt. Alene det faktum kalder på en nærmere granskning.

»Uanset om Sverigedemokraterna kommer over de fire procents spærregrænse ved valget eller ej, så er de temaer, de anslår i den politiske debat, kommet for at blive. Også selv om de etablerede partier forsøger at undgå dem. Det store problem i Sverige er, at man slet ikke kan tale om, at der er forskel på folk. I den svenske selvopfattelse er vi alle sammen én gang for alle blevet enige om, hvordan vi ser på verden, herunder at vi er positive over for indvandring. Vi kommer til at tage fat på tabuerne. Vi bude have lært af Danmark, at det ikke nytter at dysse de her diskussioner ned,« siger Markus Uvell.

Som folk er flest

Titlen på hans bog er velvalgt. Den svenske idé om Folkhemmet – samfundet, der fra vugge til grav sørger for velfærd, arbejde, ligestilling og demokrati – har, på trods af at ideen efterhånden har snart 100 år på bagen, fortsat stærkt tag i svenske vælgere. Og ikke mindst i Sverigedemokraternes, pointerer Markus Uvell.

Han lægger ikke skjul på, at han er globalist, og at Sverigedemokraternes besvær med at definere svenskhed som andet end lange rødder i svensk muld, lyst hår og blå øjne, ikke tiltaler ham; en erklæret borgerlig liberalist. Faktisk ærgrer det ham, at partiet ser ud til at komme ind i Riksdagen, for Sverigedemokraterna er uomtvisteligt med til at piske en indvandrerfjendtlig stemning op. Men de frustrationer, partiet samler op, burde være del af en nødvendig debat om svensk velfærd i fremtiden, mener Markus Uvell.

»Sverigedemokraternes vælgere er, som folk er flest. De er ikke ekstremistiske racister, men er optaget af præcis de samme temaer, som de fleste andre svenske vælgere, nemlig job, velfærd, kriminalitet og økonomi. De er kritiske over for indvandring, ja, men temaet dominerer ikke de øvrige temaer. De mennesker, der overvejer at sætte deres kryds ved partiet, er overvejende frustrerede midtervælgere, der føler sig overset af eliten og de øvrige partier,« siger Markus Uvell.

Hvis man synes, at det i danske ører lyder som en gammel melodi, så tager man ikke fejl. Markus Uvell pointerer, at der er mange ligheder mellem Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterna og ikke mindst den arrogance, deres vælgere mødes med. Sverigedemokraterna er bestemt ikke stuerene i et Sverige, hvor man slår syv kors for sig, når man skæver til det ’racistiske Danmark’ med de højrøstede diskussioner om burkaer, islam, de fremmede og noget så privat som religion.

Sverige har en lang antiracistisk historie, en liberal indvandrerlovgivning og er så bange for ’danske tilstande’, at man automatisk sætter lighedstegn mellem kritik og racisme. Dermed overser man, mener Markus Uvell, at det i bund og grund er meget pragmatiske problemer, Sverigedemokraternes vælgere er optaget af. Og at problemerne i høj grad burde interessere de etablerede partier.

»Her har man en stor gruppe vælgere, som oplever, at ingen reelt interesserer sig for deres problemer. Den svenske industriarbejder, der har mistet sit job, oplever globaliseringen som en trussel, og så er det naturligvis en nærliggende tanke – også selv om det ikke hænger sådan sammen – at skyde skylden på indvandrerne. For hvis de ikke var her, blev der mere til os svenskere. Men det parti, han plejede at stemme på, nemlig Socialdemokratiet, vil ikke engang lytte til hans problemer,« siger Markus Uvell.

Velfærdsdebatten er ganske enkelt stendød op til valget, konstaterer debattøren, der udpeger det som en farlig vej at gå, når man som den socialdemokratiske partileder Mona Sahlin så næsten entydigt satser på storbyernes café latte-segment og fuldstændig overser sine traditionelle vælgere.

»Man efterlader vælgerne på landet og lader kløften mellem land og by vokse. Når Mona Sahlin eksempelvis er stærkt optaget af homoseksuelles rettigheder, så er det for store vælgerskarer helt ubegribeligt. Det samme gælder den kritiske diskussion om økonomisk vækst, som føres i dele af Socialdemokratiet. Det kan godet være, den er relevant for os, der bor i Stockholms centrum, men i en lille by, hvor alle er afhængige af, om fabrikken lukker eller ej, giver den ingen mening. Partiet har overset, at det ikke længere er et 45 procent af vælgerne-parti, men måske et 30 procents-parti. For mig at se står de ved en korsvej,« siger Markus Uvell.

Dengang Sverige var Sverige

Han peger på, at de dagsordener, der rører sig under den glatte politikerretorik op til valget, minder om de velfærdsdagsordener, de andre nordiske lande også, mere eller mindre presset, har taget hul på. I Norge har Fremskrittspartiets Siv Jensen gjort sit parti til Norges største oppositionsparti og lovet sine kernevælgere den samme tryghed, velfærd, indvandrerkritik, lov og orden – og en længsel mod ’de gode gamle dage’, som Pia Kjærsgaard leverer i Danmark. Partierne tilbyder deres vælgere ly for kapitalismens og globaliseringens rasen – og den slags er eftertragtet i et Sverige, der senest har set koryfæer som Volvo og Saab ikke bare falde, men endda i hænderne på omverdenen.

Et af Sverigedemokraternes slogans lyder ’Dengang Sverige var Sverige’, og Markus Uvell peger på, at længslen mod Folkhemmet, hvor der fandtes svar på det meste, er stor blandt partiets vælgere. Det er herfra, at deres idealer hentes og med Markus Uvells ord kan sammenfattes i forestillingen om, at »vores land var engang stort og rigt. Siden er det forfaldet på grund af magthavernes svigt og omverdenens destruktive indflydelse. Det er på høje tid, at vi får genoprettet vores storhed og tager det tilbage, der er vores.« Problemet for den globaliseringsfrustrerede svensker er bare, at alle andre, inklusive hans socialdemokratiske fagforening, omfavner globaliseringen og slet ikke vil høre tale om, at dens kys også kan føles som et dødskys.

»De andre partier leverer ikke varen. Der er ingen af dem, der spørger Sverigedemokraternes vælgere, hvad deres problem egentlig er eller forklarer dem, at globalisering nok er en udfordring på kort sigt, men på lang sigt en fordel. Sverige er stadig rigt, men vi kommer til at tage diskussionen om fremtidens velfærd lige som de øvrige nordiske lande, for når de store årgange går på pension, har vi et problem,« siger Markus Uvell.

Selv erklærer han åbenlyst, at han på trods af sin liberalistiske indstilling helst så Sverigedemokraterna uden for Riksdagen til september. Han bryder sig ikke om, at diskussionerne om velfærd tager turen omkring ’nysvenskerne’, selv om han også taler for en større åbenhed om problemerne i svenske indvandrerghettoer, som Malmøs Rosengård og Stockholms Rinkeby, hvor både brandvæsnet og jøder er erklæret uønskede.

»Vi har hverken en Pia Kjærsgaard eller en Siv Jensen, og Sverigedemokraternes partileder Jimmie Åkesson er heldigvis noget af det mest ukarismatiske, man kan forestille sig. Men jeg tror, partiet kommer ind til valget, og derfor må vi finde måder at tale om problemerne på, også i forhold til indvandrere. Men meget gerne på en anden måde end I gør i Danmark«.