Drenge er tabere i videnssamfundet

Af

Videnssamfundet giver store muligheder for de fleste unge, men skaber også en ny form for social ulighed. Drenge uden boglige kundskaber har ikke længere en indlysende rolle som arbejdere ved samlebåndet, men ryger let ud i marginalisering og nogle endog i kriminalitet. Pigerne klarer sig meget bedre med de nye roller i samfundet, siger den norske sociolog Ivar Frønes.

Forandring Hvis en dreng for 30 år siden ville spille fodbold, løb han bare ned på grønsværen, mødte de andre drenge og spillede. I dag melder forældrene ham ind i en klub, og far og mor kører frem og tilbage til træning. Hvis forældrene ikke gør noget – ja, så kommer knægten ikke til fodbold.

Ivar Frønes nævner det som eksempel på det nye og langt mere komplicerede samfund, hvor forældrenes opbakning har enorm betydning for børn og unges muligheder. Et samfund, hvor de unge befinder sig i uddannelsessystemet til langt op i 20’erne, og hvor forældrenes baggrund er afgørende for, hvordan de klarer sig:

»Familien er blevet et støttesystem for børnene hele vejen gennem opvæksten, og det skaber en ny form for social ulighed. Den moderne skole henvender sig i høj grad til forældrene. Min yngste datter har netop nu læsetræning, hvor alle elever skal læse to sider for forældrene derhjemme.

Bagefter skal barnet læse fire-fem sider indenad og referere indholdet for forældrene. Mange forældre deltager samvittighedsfuldt, men nogle magter det ikke,« fortæller Ivar Frønes.

citationstegnDe kriminelle bander har status, fordi de har BMW, guldkæder og penge. Og vejen tilbage kan være lang. Hvis du bliver lovlydig, kan du måske højest få et lavtlønnet job hos McDonalds.

Socialklasse har stadig stor betydning

Han peger på, at en tredjedel af alle unge i Oslo aldrig bliver færdig med en ungdomsuddannelse, og at forældrenes sociale baggrund er afgørende for, hvem der falder fra:

»Langt de fleste unge får øgede muligheder, men der sker også en marginalisering af dem, der ikke klarer at hænge på den lange vej gennem uddannelsessystemet. De nye mekanismer er deprimerende i forhold til det gamle socialdemokratiske projekt om uddannelse som vejen til lighed. Man troede, at når alle fik en uddannelse, ville goderne også blive mere retfærdigt fordelt. Sådan gik det ikke.«

Sociologen Ivar Frønes er professor ved Universitetet i Oslo og en flittig deltager i den norske samfundsdebat. Senest med bogen »Moderne barndom« om nye vilkår for børn og unge. Og da flere hundrede københavnske SSP-medarbejdere i vinter var samlet til konference, var det Ivar Frønes, der trak linjerne op og pegede på den voksende afstand mellem ressourcestærke og marginaliserede unge. SSP er samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi, der skal dæmme op for kriminalitet og marginalisering blandt unge.

Komplicerede valg

Frønes minder om, at uddannelsessystemet har langt større betydning for de unges liv end tidligere. Det er imidlertid ikke sket på bekostning af forældrene:

»Forældrenes opbakning er mere betydningsfuld end nogensinde – lige fra de beslutter om de vil gå med den lille til babysvømning eller ej. Forældre har betydning i form af direkte støtte til skolearbejdet, men også indirekte som kulturel kapital. Det betyder meget for barnets chancer i uddannelsessystemet, om der er aviser og bøger i hjemmet eller ej,« siger Ivar Frønes.

»Tidligere gik klassesamfundet i arv som en slags kultur: Hvis du tilhørte arbejderklassen, blev du som regel arbejder ligesom din far. I videnssamfundet ser alt ud som individuelle egenskaber – skolen giver karakterer ud fra den enkeltes præstation. Men ser vi på statistikkerne, så har socialklasse stadig stor betydning. Det samme har etnisk baggrund og køn. Det er mænd, der opnår de allerhøjeste præstationer, men også mænd der har et marginaliseringsproblem i alle moderne videnssamfund.«

Hvorfor er det især drenge, der bliver marginaliserede?

»I industrisamfundet kunne du få et vellønnet ufaglært job og forsørge familien, selv om du ikke havde formelle kvalifikationer. Det gav ikke kun mændene et arbejde, men også en rolle. De var ikke bare selvbevidste arbejdere, men også gode familiefædre, der kom hjem til rækkehuset med lønningsposen.

Teenageårene var bare en slags venteperiode – man ventede på at blive voksen. Jeg kommer selv fra et arbejdermiljø og kender det godt: Når du blev 18, fik du et job – bare du kunne stå oprejst og skrive dit eget navn. Og når du havde arbejde, så fik du også familie, hus eller lejlighed. Og kvinderne skulle bare finde sig en mand, så blev de husmødre. Som 14-årig kunne du se din fremtid: Her er den voksne mand og kvinde – og jeg venter bare på at blive voksen.

Hvis du i dag er 14 år og kigger ind i fremtiden, så ser du uddannelse og uddannelse og en masse komplicerede valg. Du ved ikke, hvornår du bliver voksen – eller hvordan det er. Du får et seksualliv som 15-årig, men tjener først dine egne penge som 27-årig. Det er anderledes kompliceret at blive voksen, og drengene rammes særlig hårdt, fordi de ikke længere har en enkel rolle som industriarbejdere.«

Hvorfor kan pigerne lettere klare den omstilling?

»Kvinderne mistede en rolle som husmødre, som mange af dem gerne ville af med.

Kvindebevægelsen gik netop ud på at skaffe pigerne uddannelse og selvstændig indtægt. Men det hører med, at pigerne altid har klaret sig bedre i skolen end drengene. I industrisamfundet skulle mange af dem bare ikke bruge det til noget – de skulle jo finde en mand og blive husmødre. Fra 14-15-års alderen mistede mange piger derfor interessen for skolen.

Den nye kriminalitet

Nu er pigerne bedre hele vejen igennem, mens mange drenge stadig har maskuline idealer, der kolliderer med kulturen i uddannelses-systemet. Og nogle etniske miljøer med overmaskuline idealer klarer sig rigtig dårligt i skolen,« siger Ivar Frønes.

citationstegnMin yngste datter har netop nu læsetræning, hvor alle elever skal læse to sider for forældrene derhjemme. Bag-efter skal barnet læse fire-fem sider indenad og referere indholdet for forældrene. Mange forældre deltager samvittighedsfuldt, men nogle magter det ikke.

Drengene rammes da også hårdest af marginaliseringen i videnssamfundet. En del bliver aldrig færdig med en uddannelse, og mange af disse lever på kanten af arbejdslivet. Engelske undersøgelser viser, at op mod hver femte ung i storbyerne er uden uddannelse eller fast arbejde, men ernærer sig ved kortvarige job, bistandshjælp og lignende. Gruppen er mindre i Skandinavien, men findes også her, påpeger Ivar Frønes.

Samtidig har kriminaliteten blandt unge ændret sig. Det store flertal af unge er blevet mindre kriminelle, men der er flere grove sager om vold og røverier.

Norske undersøgelser tyder på, at fem procent af en årgang unge står for stort set hele den alvorlige kriminalitet. Mens en del ungdomskriminalitet tidligere skete for spændingens skyld, er det i dag mere et tegn på social marginalisering.

Amerikanske tilstande

Vold og gadebander kan således ikke bare forklares som fritidsproblemer, men bunder i dybere kulturelle mønstre, påpeger Ivar Frønes. Der er blandt grupper af marginaliserede unge opstået »subkulturer« med helt andre idealer og æresbegreber end resten af samfundet. Et fænomen, som tidligere kendtes fra amerikanske storbyer, men nu også er dukket op i Norge.

Samtidig er der et økonomisk motiv bag ungdomskriminaliteten. Bander blandt marginaliserede unge tjener hurtige penge ved at samarbejde med den organiserede kriminalitet:

»Ungdomskriminalitet fokuserer mere end før på forbrug. Kriminaliteten bunder ikke bare i, at du har det skidt og trækkes ud i kriminalitet – det er et aktivt forsøg på at skaffe sig bestemte goder. De kriminelle bander har status, fordi de har BMW, guldkæder og penge. Og vejen tilbage kan være lang. Hvis du bliver lovlydig, kan du måske højest få et lavtlønnet job hos McDonalds,« siger Ivar Frønes.

Nogle etniske grupper er stærkt overrepræsenterede – både blandt unge uden uddannelse og i kriminalitetsstatistikken. Men der er store forskelle, påpeger Ivar Frønes.

I nogle etniske grupper er forældrene veluddannede eller orienteret mod uddannelse – og de klarer sig godt. Det gælder for eksempel unge med vietnamesisk baggrund i Norge. Derimod har de fleste pakistanere i Norge deres rødder i tilbagestående landsbyer og svært ved at klare sig i et højt udviklet samfund.

»Marginalisering hænger sammen med sprog – om du kan ordentligt norsk – og med andre kundskaber. Unge fra nogle etniske grupper havner i høj grad i kriminalitet, fordi andre veje er lukket – måske fordi de har klaret sig dårligt i skolen. Og det hænger igen sammen med forældrenes baggrund. Det er især de veluddannede forældre, der er optaget af, at børnene kommer i børnehave, lærer norsk og siden støtter børnene gennem uddannelsen. Mange af de dårligere uddannede overlader det bare til skolen,« siger Ivar Frønes, der også internationalt ser en sammenhæng mellem kriminalitet og marginalisering af bestemte etniske grupper:

»I USA handler det ikke om indvandrere, men om den afroamerikanske del af befolkningen. I mange byer i USA sidder halvdelen af alle unge sorte mænd i fængsel. I en del amerikanske stater er den klassiske industri gået i opløsning, og det har haft stor negativ indflydelse på den afroamerikanske familie – især på drengene, der tidligere arbejdede i industrien.«

Ivar Frønes sammenligner videnssamfundet med en sport, hvor overliggeren hele tiden hæves, og der stilles større og større krav for at være med. Mange af de marginaliserede unge mænd ville tidligere have været ufaglærte industriarbejdere, og Frønes trækker linjen tilbage til 1970’erne, da han arbejdede i en ungdomsklub i et arbejderkvarter:

»Hvis vi holdt de barske gutter ude af kriminalitet, til de var 18, så kom industrien og hentede dem. Så fik de job, kæreste og – før de blev 21 – også et barn. Så kom de ind imellem ned i klubben igen og var skidefulde. Men det var ikke et problem for deres sociale integration i samfundet, for sådan gjorde man i det miljø.«