Dobbelte lønstigninger til kommunechefer

Af

Kommunaldirektører og forvaltningschefer får over 200.000 kroner mere i årsløn end for bare tre år siden. Lønstigningerne er dobbelt så store i procent som for den almindelige medarbejder. Løbske cheflønninger kan skabe lønpres og gøre det vanskeligere at gennemføre besparelser, mener professor.

Foto: Illustration: Thinkstock

CHEFLØNFEST. Forvaltningschefer og kommunaldirektører er de helt store vindere af lønkampen. Sammenlignet med de menige medarbejdere har chefer og topledere i kommunerne landet over nemlig i gennemsnit scoret dobbelt så store lønstigninger som eksempelvis rådhusbetjente, social- og sundhedsassistenter og folkeskolelærere.

Mens chefer for teknik og forvaltning har scoret 244.090 kroner i årlig lønfremgang, som svarer til en lønstigning på 26 procent fra juni 2008 til juni i år, er lønnen for de almindelige ansatte i snit kun steget med 11 procent, og blandt grupper som rengøringsassistenter og socialrådgivere er den blot steget med 9 procent. I 2011 kan forvaltningscheferne glæde sig over en årlig løncheck på samlet knap 1,2 millioner kroner. Det viser tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor, som Ugebrevet A4 har analyseret.

Et skidt højere oppe på lønstigen findes kommunaldirektøren, hvis årsløn i dag i gennemsnit er 232.616 kroner større end i 2008. Lønstigningen har været på 17 procent, hvilket sender den samlede årsløn op på 1,6 millioner kroner.

Fagbevægelse er fortørnet

Fremgangen i lønningerne på chefgangene vækker ikke begejstring hos Dennis Kristensen, formand for FOA, der organiserer en lang række kommunalt ansatte faggrupper som eksempelvis social- og sundhedsassistenter, rådhusbetjente og portører.

»Det er et rigtigt skidt signal at sende, at cheferne tættest på kommunalbestyrelsen bliver set og belønnet. Men medarbejdere, som sidder langt væk fra borgmesterkontoret kan man ikke få øje på, og dem værdsætter man ikke,« siger han og tilføjer:

»Jeg har ikke en munkeindstilling om, at cheferne skal leve af vand og brød. Men de store lønstigninger drejer sig ikke længere om at købe de rigtige kompetencer, men minder mere om et tag-selv-bord.«

Øget lønpres i kommunen

Mange kommuner er økonomisk pressede. I den situation er det særligt uheldigt, at de kommunale chefer har fået kæmpe lønstigninger i løbet af en kort årrække, mener Henning Jørgensen, professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.

»Det er signalforvirring af rang, når chefen siger, at der ikke er penge til noget som helst i kommunen, og så selv får lønstigninger. Det giver et troværdighedsproblem for cheferne og bliver oplevet som hykleri.«

Bent Greve, professor i offentlig forvaltning på Roskilde Universitet, mener, at lønstigningerne svækker toplederne, når de skal lave økonomiske forhandlinger.

»Det er sværere at sige til andre, at nu skal I spare, mens man selv har fået lønforhøjelse. For når du har fået, hvorfor kan jeg så ikke få,« spørger han.

Når cheflønnen stiger, skaber det spændinger mellem andre faggrupper, som også gerne vil have lønnen hævet, forklarer Bent Greve. Det er noget af det sidste som kommuner, der er ramt af krisen, ønsker sig.

»Når cheflønningerne stiger, er det begyndelsen til et lønpres. Vi sammenligner os altid med andre, og når en gruppe får mere i løn, vil den anden også have,« vurderer Bent Greve.

Misundelse i forsamlingshuset

Der er flere forklaringer på de store lønstigninger til de kommunale chefer. Cheferne for teknik og forvaltning har sammen med den større løncheck fået et større ansvar. Således var der i juni i år 374 forvaltningschefer i kommuner, mens der tilbage i juni 2008 var ansat 601.

Når cheferne får et større ansvarsområde, er det naturligt, at det spiller ind på lønnen, mener Jørgen V. Christiansen, kommunaldirektør på Langeland og formand for Foreningen af Kommunale Chefer.

»Jo større udfordringer det offentlige har, des bedre ledere er der behov for. I sammenligning med det private får de offentlige ledere markant mindre i løn,« siger han.

Topchefernes løn er gennem overenskomsten indrettet sådan, at lønnen retter sig efter størrelsen af kommunen. Efter kommunalreformen har mange chefer fået et lønløft, fordi de står i spidsen for større enheder, fortæller Kjeld Hansen (S), borgmester i Herlev og formand for Kommunernes Lønningsnævn.

»Debatten om chefernes løn er ikke andet end misundelse fra forsamlingshuset. Det er en sygdom i det danske samfund, som ikke er til at holde ud. De fleste kommuner har en omsætning på mere end to milliarder kroner. Men de offentlige topledere tjener ikke engang det samme, som mange direktører i det private, der står i spidsen for virksomheder med en omsætning på blot 30 millioner,« siger han.

Høje cheflønninger er unødvendige

De seneste år har mange kommuner efterlignet det private arbejdsmarked og sammenlignet offentlige cheflønningerne med det private, men det er en misforståelse, mener Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.

Ifølge ham kan det offentlige godt rekruttere topchefer uden at lokke med så høje lønstigninger.

»Gennem tiden er mange blevet offentlige chefer, fordi det er et spændende og vigtigt arbejde. Men i dag er den private nyttefilosofi, hvor man kigger på egen løn, kravlet mere ind under huden,« siger han.

Kommunerne har flere gange argumenteret med, at de høje cheflønninger er nødvendige for at kunne tiltrække chefer fra det private. En højere løn til de kommunale chefer skulle også forhindre dem i at skifte job til det private. Men Henning Jørgensen savner dokumentation for, at chefer springer mellem det offentlige og private. De fleste offentlige topchefer udklækkes fra det offentlige, og det er nødvendigt, hvis de skal være dygtige til at lede kommunen.

»Private chefer er ofte håbløse i det offentlige system, som de har svært ved at forstå. I det private er forretningsgangen præget af enighed. Chefen kan bestemme som en slags diktator, og virksomhedskulturen kan være lukket. I det offentlige skal de kommunale chefer kunne klare, at politikerne er uenige. De skal være demokratiske, tage hensyn til at kommunen har mange målsætninger og vise samfundshensyn. Oveni er det offentlige åbent, og cheferne skal takle pres og protester fra medier og organisationer,« fastslår han.

Større usikkerhed gir højere løn

De store lønstigninger til de kommunale chefer skyldes også, at flere bliver ansat på kontrakter, der typisk løber over seks år. Tidligere kunne de sidde solidt på posten i årevis.

»Det er klart, at når man går fra en traditionel ansættelse til en kontrakt, så ændrer lønnen sig. Det er mere utrygt at være ansat på kontrakt. Jeg er ikke i tvivl om, at flere chefer vil blive udskiftet på grund af kontrakter,« siger Jørgen V. Christiansen, formand for Foreningen af Kommunale Chefer.

Selv om det nu og her er dyrere at ansætte topchefer på kontrakter, kan det være en god forretning i længden, mener han. Vælger en kommune at fyre en chef, som er tjenestemandsansat, bliver det meget kostbart. Det er knapt så dyrt, hvis chefen er ansat på kontrakt.

Hos fagforeningen 3F´s offentlige gruppe forstår formand Ellen K. Lykkegaard godt, at cheferne gerne vil have tillæg for usikker ansættelse. Men man glemmer bare alle de medarbejdere, som også har en usikker fremtid – de får bare ingen bonus for det.

»Mange medarbejdere oplever usikkerhed, når de bliver sendt i udbud, udliciteret, får en ny arbejdsgiver eller oplever fyringsrunder. De har svært ved at forstå argumentet om, at chefen skal have mere i løn, fordi han er ansat på kontrakt,« siger hun.

Hos fagbevægelsen mener man derimod, at lagkagen med lønkroner skal fordeles mere bredt.

»Der bør være en rimelighed i, hvordan man fordeler lagkagen. Chefen på rådhuset er afhængig af, at der er nogle i marken til at udføre opgaverne. Det er betænkeligt, at lønstigningerne til topcheferne har været så stor. Der bør være et lavtlønsværn, så man sikrer, at de lavtlønnede også får hævet lønnen,« siger Ellen K. Lykkegård, formand for Den Offentlige Gruppe i 3F.