DJØF’erne indtager tinget

Af | @MichaelBraemer

4 ud af 10 medlemmer af det nye folketing er i gang med eller har afsluttet en samfundsvidenskabelig, akademisk uddannelse, viser A4-optælling. Det er betænkeligt ud fra vores forestilling om, at Folketinget skal afspejle befolkningen, siger professor i statskundskab.

UBALANCE For hvert folketingsvalg, der afholdes, skal man lede længere efter et folketingsmedlem, der har været iført en kedeldragt eller opholdt sig i en skurvogn. »Arbejdere« – eller lønmodtagere fra faggrupper, der organiseres af LO-fagbevægelsen – bliver en stadigt mere sjælden race på Christiansborg. Til gengæld er de såkaldte DJØF’ere på hastig fremmarch.

71 af medlemmerne af det nye folketing har enten afsluttet eller er begyndt på en samfundsvidenskabelig eller erhvervsøkonomisk, akademisk uddannelse, viser en opgørelse, som Ugebrevet A4 har foretaget. Det er fem flere end ved sidste valg. Dermed udgør DJØF’erne nu over 40 procent af folketingets medlemmer, selv om de kun udgør knap to procent af de beskæftigede på det danske arbejdsmarked.

Det gik den anden vej ved valget for LO-arbejderne. Dem blev der et par stykker færre af, så gruppen nu er repræsenteret af 28 personer i Folketinget. Her udgør de sølle 16 procent, selv om gruppen udgør hele 45 procent af lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked.

Udviklingen er generel for de politiske partier. For eksempel er Enhedslisten, der ikke forsømmer nogen lejlighed til at tale de svagestes sag, nu repræsenteret udelukkende af DJØF’ere i Folketinget, efter at partiet som følge af valget måtte sige farvel til porcelænsarbejderen Jørgen Arbo-Bæhr.

Og i Socialdemokraterne og Venstre, der begge har rod i folkelige bevægelser, voksede andelen af folketingsmedlemmer med DJØF-baggrund henholdsvis fra 36 til 47 procent og fra 39 til 41 procent.

Som professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen påpeger, er det i dag ham og hans kolleger og ikke som tidligere hverken fag- eller landbobevægelse, der uddanner de politiske talenter. Det gør han imidlertid ikke uden betænkeligheder.

»Ud fra en repræsentationssynsvinkel er Folketinget meget skævt i forhold til befolkningen, og det er absolut noget, man kan være betænkelig over. For vi har en forventning om, at der skal være en afspejling i Folketinget af væsentlige grupper i samfundet,« siger han.

Fuldstændig repræsentation duer ikke

Peter Munk Christiansen minder dog samtidig om, at vi er splittede i vores forventninger til de folkevalgte, og at den fuldstændige repræsentation ikke er noget at stræbe efter. For samtidig med at vi forlanger, at folketingsmedlemmerne skal afspejle alle os andre, så forlanger vi også et folketing, hvor medlemmerne udmærker sig som dygtige, arbejdsomme, veluddannede, frem­tidsorienterede og visionære.

»Hvis vi virkelig ville have et repræsentativt folketing, så kunne vi jo bare trække lod om de 179 pladser blandt de fire millioner vælgere. Men det ville vi sådan set heller ikke bryde os om. For det hører jo også med, at vi lever i et samfund, som er blevet mere kompliceret, og hvor sammenhænge mellem en række ting ganske enkelt bliver mere komplicerede. Og vi vil jo også gerne have folketingsmedlemmer, der lever op til de embedsmænd, de skal spille sammen med,« siger han.

Ufaglærte lovgivere bliver særsyn

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Henrik Dam Kristensen er en af dem, der trods et udgangspunkt som ufaglært har haft en parlamentarisk karriere som mangeårigt folketingsmedlem, Europa-parlamentariker og minister. Han er også splittet i forhold til udviklingen, hvor almindelige lønmodtagere taber terræn på den politiske scene til fordel for DJØF’erne.

På den ene side mener han, at det er betænkeligt, hvis der er alt for stort misforhold mellem sammensætningen af Folketinget og befolk­ningen. Ud fra den synsvinkel er LO-arbejdernes underrepræsentation blandt lovgiverne lige så beklagelig som den manglende balance mellem mænd og kvinder på Christiansborg. På den anden side forstår han godt, hvorfor udviklingen går, som den gør.

»Hvad enten det drejer sig om det sprog, vi taler, eller om at gennemskue komplicerede rapporter, så er det ikke blevet nemmere at begå sig i politik. Og det, tror jeg, godt kan afholde nogle. Det er en skam, for man kommer med en anden erfaringsverden, hvis man har været på en byggeplads i 10 år, end hvis man kommer fra et universitet. Men når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg ikke har problemer med akademikere i mit eget parti. Hvis nogle har kæmpet for, at Staunings børnebørn kunne få en uddannelse, så er det da Socialdemokraterne. Derfor skal vi heller ikke fornægte dem, når de har fået den.«

Henrik Dam Kristensen forventer, at udviklingen vil tage til, sådan at det om bare nogle få valg vil være et absolut særsyn, hvis en ufaglært bliver valgt til Christiansborg. Byråd har tidligere været en træningsbane for ikke-akademikere med politiske ambitioner. Den mulighed er imidlertid blevet begrænset med de nye storkommuner, hvilket yderlige begunstiger unge akademikere, påpeger han.

Hvis man endelig vil sætte ind mod udviklingen, er øget sekretariatsbistand til folketingsmedlemmer et af de redskaber, man kunne overveje, mener Henrik Dam Kristensen.

»Mine kolleger rundt omkring i verden forstår ikke, at vi ikke får bedre hjælp. En halvdags sekretær og 10-15 timers studentermedhjælp er pauvert, når du i princippet skal kunne matche en minister, som har et ubegrænset antal akademikere til rådighed. Jeg tror, det vil komme bag på mange, at en udvalgsformand i en kommune er bedre hjulpet end et folketingsmedlem.«

Spørgsmålet er imidlertid, om øget sekretariatsbistand afgørende vil ændre sammensætningen af Folketinget. Når professor Peter Munk Christiansen kigger på udlandet, ser han faktisk en endnu mere elitær rekruttering til de lovgivende forsamlinger end herhjemme.

»Vi vil altid have en elitær rekruttering, og den vil blive endnu mere elitær, end den er nu, alene fordi befolkningen som helhed bliver bedre uddannet. Men jeg mener, det er mindre betænkeligt, end man skulle tro, det er. For uanset de har den samme uddannelse, så repræsenterer DJØF’erne forskellige syns­punkter. Det er ikke sådan, at DJØF-partiet nu løber med al magten på tinge. Kendsgerningen er, at hvis man er et begavet menneske og kun optaget af egne, snævre interesser, så var man ikke blevet politiker,« siger Peter Munk Christiansen.

LO’s formand, Harald Børsting, beklager, at kun 28 folketingsmedlemmer kommer fra de lønmodtagergrupper, han repræsenterer. Han mener dog ikke, man kan se den dårlige repræsentation som udtryk for, at politik er blevet for indviklet at gå til for almindelige lønmodtagere.

»Tallet dokumenterer, hvad vi lige har påvist i vores ulighedsrapport: At de veluddannede sidder på magten og indflydelsen. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jo højere du er uddannet, desto mere ligger det til folk at søge indflydelse på alle niveauer.«

Også Harald Børsting lægger imidlertid vægt på, at LO-arbejderes interessevaretagelse ikke går tabt, fordi det er DJØF’ere, der står for den:

»Jeg ser det ikke sådan, at DJØF’ere ikke kan tage LO-arbejderes problemer alvorligt. Det ville være en åndssvag diskussion at rejse. Men jeg mener, der er et problem, hvis almindelige LO-arbejderes erfaringsverden er for ringe repræsenteret på Christiansborg. Der er jo ingen tvivl om, at de erfaringer, vi er et produkt af, også præger vores holdninger, og hvordan vi ser på samfundsindretningen. Og i det lys er LO-arbejdernes lave repræsentation beklagelig.«