Diskriminationen er flyttet ud på arbejdspladserne

Af | @MichaelBraemer

Opsvinget har skabt plads til flere med etnisk minoritetsbaggrund på det danske arbejdsmarked. Men det betyder også, at vi bliver nødt til at tage en alvorlig snak om, hvad der er god tone og omgangsform på en mangfoldig arbejdsplads, mener Jamilla Jaffer, leder af Fagbevægelsens Videncenter for Integration. Flere indvandrere føler sig nemlig diskrimineret på jobbet.

 SPOT ELLER SPØG  »Nu skal du ikke sætte sorte fingre på den hvide væg!« En nyttig, om end måske lidt overflødig belæring fra malersvenden til den nye lærling. Men når lærlingen har somalisk baggrund, får kommentaren pludselig en anden dimension. Humor eller diskrimination?

Uanset hvad det er, så findes den i flere varianter. På virksomheden, hvor det er et krav, at man vasker hænder, før man går ind i produktionen, kan det for eksempel lyde til medarbejdere med baggrund i mere solbeskinnede lande: »Du behøver ikke vaske dine hænder mere – de bliver ikke rene alligevel«.

Leder af Fagbevægelsens Videncenter for Integration Jamilla Jaffer er ikke sikker på, at der nødvendigvis ligger ond vilje bag, når den danske arbejdspladshumor ruller sig ud og nu også inkluderer de mange nydanske kolleger. Men hvis man føler sig udsat og ikke har helt styr på jargonen og de forskellige nuancer af det danske sprog, så kan tonen på arbejdspladsen opleves meget ubehagelig og hård, påpeger hun.

Jamilla Jaffer, hvis baggrund er halvt paki-stansk og halvt dansk, har arbejdet med integration siden 2002, da hun som nyuddannet jurist blev ansat som konsulent og omrejsende rollemodel i Integrationsministeriets kampagne »Brug for alle unge«.

Hun har i den periode oplevet diskriminationen flytte fra indgangen til arbejdsmarkedet og ind på selve arbejdsmarkedet. Hvor det for fem år siden hovedsagelig handlede om at overbevise de unge med anden etnisk baggrund om, at det nyttede at tage en uddannelse, og standardsvaret fra de unge var »hvorfor skulle vi da det? Vi får alligevel ikke job«, så har konjunkturerne lettet de etniske minoriteters adgang til arbejdsmarkedet.

»Holdningen hos danske lønmodtagere er ikke længere, at »nu kommer der nogen og tager vores job«, men »nu kommer der nogen, som kan sikre vores fremtid«. Samtidig er arbejdsgiverne blevet mere fleksible i forhold til de krav, de stiller til indvandrerne. De er mere parate til at sætte ind med opkvalificering, hvis det er nødvendigt. Men der ligger helt klart nye og store udfordringer i at skabe et klima på arbejdspladserne, hvor ingen føler sig diskrimineret,« mener Jamilla Jaffer.

Mangfoldigheden skal trives

Behovet for en dialog om, hvordan vi behandler hinanden på et mangfoldigt arbejdsmarked, blev dokumenteret i en A4-undersøgelse for nylig. Overordnet er der i dag færre med indvandrerbaggrund, der føler sig diskrimineret i forhold til for syv år siden, og især færre, der oplever det i forbindelse med jobsøgning. Men når diskrimination opleves, sker det nu i langt højere grad på arbejdet, end det gjorde i 2000.

»Det hænger selvfølgelig sammen med, at der nu er kommet flere ud på arbejdsmarkedet. Men det viser også under alle omstændigheder behovet for, at vi bliver enige om, hvad en god omgangstone og et godt arbejdsmiljø er. Og det er jo i øvrigt en dialog, der er lige så relevant i forhold til ældre, bøsser, lesbiske, folk med ring i næsen og så videre,« siger Jamilla Jaffer.

Sprog og kommunikation er dog et område, der udgør et særligt problem i forhold til netop indvandrerne. Jamilla Jaffer kommer med eksempler fra arbejdspladserne, der kan lyde som vittigheder, men ikke desto mindre er autentiske og illustrerer, hvor vigtigt det er at kende kulturen og også at have styr på de afledte betydninger af sproget, hvis etniske minoriteter for alvor skal inddrages i arbejdsfællesskabet:

»Der var en kvindelig medarbejder, der meldte fra til et firmaarrangement på Bakken, hvor der var »ta’ selv-bord«. Heldigvis spurgte en kollega hende, hvorfor hun ikke ville deltage. Det viste sig nemlig at være, fordi hun ikke selv havde noget bord at tage med.«

En anden havde konsekvent sagt nej tak til at følge med kollegerne til kaffepause. Selv drak hun nemlig te.

»Ser man på undersøgelser og tal, viser de jo, at danske lønmodtagere gerne vil arbejde sammen med etniske minoriteter. Derfor må der også være basis for en større dialog og forståelse. Det er også vigtigt, at indvandrere siger fra, hvis de føler sig diskrimineret. Hvis man spørger dem, der ikke føler sig diskrimineret, om de da ikke føler sig ramt af den barske humor, siger de sjovt nok: »Jeg giver sgu da bare igen«. Men det kræver jo et sprogligt overskud, så de forstår, hvad der er humor, og hvad der er alvor.«

Har man svært ved at få taget hul på problemerrne på arbejdspladsen, er videncentret snart klar med et projekt, KickStart, der har oplæg om alt fra fredagsøl til formomme. Rent vil det bestå af et virksomhedsbesøg, hvor en rollemodel sætter ansigt på integrationsdebatten, og der overdrages et dialogværktøj, som der kan videre med.

»Sådan en som mig«

Med sit pakistanske navn og udseende er Jamilla Jaffer ikke selv gået ram forbi, når det drejer sig om diskrimination. Derfor tager hun det også for gode varer, når folk fortæller hende, at de bliver forskelsbehandlet.

»Jeg var engang ansat som student i et firma, der pludselig fortalte mig, at det så godt ud på papiret at have »sådan en som mig« ansat. Dér fik jeg hurtigt skrevet min opsigelse. En anden gang blev jeg afvist ved et diskotek sammen med en pakistansk ven – nok mest på grund af vennen – og oplevede, at politiet ikke engang ville tage sig af sagen. Til gengæld fik jeg tre måneders karantæne fra stedet.«

Den slags oplevelser kender de unge fra etniske minoriteter, hvis navne og baggrund i årevis har holdt dem på sikker afstand af praktikpladser, og som nu lige skal vænne sig til, at de har fået nogle muligheder. Disse unge ligger der en kæmpe opgave i at få gennem erhvervsuddannelserne de kommende år, mener Jamilla Jaffer.

Hun er glad for, at højkonjunkturen har skabt en mere positiv holdning til integrationen hele vejen rundt – blandt etnisk danske lønmodtagere, blandt de etniske minoriteter og blandt arbejdsgiverne – men samtidig er hun meget opmærksom på, at »integrationsfesten« netop er konjunkturbestemt og kan blive afløst af tømmermænd.

Derfor handler det nu om at sikre, at etniske minoriteter i kraft af kvalifikationer og trivsel får slået så dybe rødder på arbejdsmarkedet, at det ikke per automatik bliver dem, der ryger ud igen, når opsvinget klinger af.

I den indsats ser hun tillidsrepræsentanterne (TR’erne) som helt centrale aktører. Og hun ser gerne at de bliver bedre rustet til at klare opgaven.

Enten ved at man »mainstreamer« TR-uddannelsen og tænker etniske minoriteter ind i alle sammenhænge. Eller – mindre ambitiøst – samler TR’erne lokalt på tværs af sektorer til supplerende kurser.

»Opgaven ligger i opkvalificering og videreuddannelse, så det bliver kvalificeret arbejdskraft, der kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er utrolig vigtigt, at TR’erne er klædt ordentligt på og kender de mange, gode værktøjer, der er til rådighed. Men også mere generelt, at de er bevidste om, hvad etnisk ligestilling er, og hvad der er fordele og udfordringer på en mangfoldig arbejdsplads.«

Jamilla Jaffer har en stor ambition om at få flere nydanskere valgt som tillidsrepræsentanter. Det ville betyde et kæmpe løft for integrationen på arbejdspladserne, uden at det ville gå ud over helheden. For med den uddannelse, alle TR’ere får, kan etnisk danske kolleger være fuldstændig trygge ved at have dem som repræsentanter, påpeger hun.

Den korteste vej til indflydelse

Et forholdsvis nystartet projekt fra videncen-tret, Etnisk Frontløber-uddannelse, går da også ud på at ruste medlemmer med etnisk minoritetsbaggrund til fagligt arbejde som for eksempel tillidsrepræsentanter. Fire store moduler, der hver især kræver en uges fravær fra hjem og arbejde, sætter imidlertid sine begrænsninger på deltagerantallet, og Jamilla Jaffer kunne godt tænke sig en lokal og mindre ambitiøs udgave af uddannelsen, der kunne klares sideløbende med arbejds- og familieliv.

I øjeblikket vælges meget få indvandrere som tillidsrepræsentanter. 1,9 procent af LO-forbundenes 1.041.000 medlemmer med dansk oprindelse er tillidsrepræsentanter, mens det kun gælder 0,4 procent af de 55.000 medlemmer med oprindelse i ikke-vestlige lande.

Det er en skam, mener Jamilla Jaffer, for at blive fagligt aktiv er den korteste vej til indflydelse i det danske samfund.

Jamilla Jaffer mener, at rekrutteringsproblemet hænger sammen med de generelle vanskeligheder, fagbevægelsen har med at profilere sig i forhold til lønmodtagere med indvandrerbaggrund. En undersøgelse for videncentret har vist, at indvandrerne i meget høj grad er enig i værdigrundlaget for fagbevægelsen, men ikke rigtig ved, hvad de får for pengene ved at være medlemmer.

»Det bør være en vindersag. Den faglige solidaritets- og fællesskabstanke ligger jo tæt op ad de værdier, minoriteterne er kommet med. Derfor er det oplagt, at man lokalt holder nogle tema- og fyraftensmøder, og at man går ud og besøger etniske foreninger for at fortælle, hvad man opnår og kæmper for som medlemmer.«