Diskotekerne er en lukket dansker-fest

Af | @MichaelBraemer

Nydanske mænd bliver i langt højere grad end danske mænd afvist på diskotekerne, viser ny undersøgelse. Branchen undskylder sig med, at den bliver nødt til at gardere sig mod de mange uromagere. Men sorteringen udføres i flæng og rammer også velfungerende nydanske unge til stor skade for integrationen, advarer integrationseksperter.

LUKKET LAND For mange mænd med indvandrerbaggrund slutter festen ofte ved en lukket dør og en afvisende dørmand på diskotekerne. Nydanske mænd nægtes i langt højere grad end etnisk danske mænd adgang til det organiserede, danske natteliv, viser en undersøgelse, som Ca­tinét Research har lavet for Ugebrevet A4.

En mindre andel af indvandrerne end af danskerne går på diskotek, men af de nydanske mænd, der gør, har 52 procent oplevet at blive afvist. Blandt etnisk danske mænd, der går på diskotek, er kun 17 procent blevet mødt af en lukket dør ifølge undersøgelsen.

Tendensen er endnu mere udpræget i den aldersklasse, der udgør kernen i diskotekernes målgruppe. Blandt de 25-34-årige er det således hele 59 procent af de nydanske mænd, men kun 18 procent af etnisk danske mænd, der har oplevet at blive afvist på et diskotek.

Meget tyder altså på, at mørk hud ikke er det bedste adgangskort, når man står i køen og er opsat på fest og farver. Tallene fra undersøgelsen kunne ligefrem tyde på, at diskotekerne afviser efter en farveskala, hvor risikoen for at blive nægtet adgang stiger i takt med, at huden bliver mørkere:

79 procent af de mænd, der har baggrund i Somalia og har prøvet at gå på diskotek, har således oplevet at blive afvist, mens det samme »kun« gælder 44 procent af mandlige ex-jugoslavere, der har prøvet at gå på diskotek.

Farven er blivende, og derfor kan man heller ikke i undersøgelsen spore en udvikling, hvor risikoen for at blive nægtet adgang til et diskotek falder i takt med, at tilknytningen til Danmark vokser. Tværtimod er det dem, der har et nært forhold til Danmark, som hyppigst oplever at blive afvist. Aller oftest sker det for nydanske mænd, der enten er født i Danmark eller har boet her i 16-20 år. I begge grupper drejer det sig om 62 procent.

Manu Sareen, integrationskonsulent, forfatter og radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation, har indisk baggrund og oplevede for 20 år siden at blive afvist på Daddy’s Dance Hall i København på grund af sit fremmedartede udseende. Han kalder det en tragedie med vidtrækkende konsekvenser for integrationen, at diskrimination får lov til at leve videre i nattelivet og tage modet fra de unge, som han i sit arbejde prøver at få til at klø på i det danske samfund:

»Alle unge mennesker vil gerne være del af en ungdomskultur, og dér er disko, fest og farver og praktikpladser de fede ting. Vi kan synes, at diskoteksbesøg er ligegyldige og latterlige, men for dem er det vigtigt. Og føler de sig ekskluderet, søger de bekræftelse i andre miljøer, hvad vi heller ikke bryder os om. Så bekræfter de hinanden i: »Ja, der kan du se, danskerne kan ikke lide os«,« siger han.

Grim smag i munden

Jamilla Jaffer har pakistansk baggrund, er uddannet jurist, tidligere leder af Fagbevægelsens Videncenter for Integration og konsulent og rollemodel i Integrationsministeriets kampagne »Brug for alle unge«. Hun er enig i, at det nærmest er lodret op ad bakke at skulle overbevise unge indvandrere om, at der er noget at komme efter i det danske samfund, at de skal ud af offerrollen og gribe chancen, at der ikke er diskrimination og så videre, så længe de over en bred kam erklæres uønskede, når de som andre unge vil ud og more sig.

»Man står lidt med en grim smag i munden, når man selv har oplevet diskriminationen i nattelivet i flere omgange og dagen efter står og skal bearbejde andre for at skabe en bedre integration,« siger hun.

Første gang, Jamilla Jaffer løb ind i problemet, var, da hun fejrede fødselsdag og var gået i byen med fem mørke, mandlige venner og tre kvinder, hvoraf kun den ene havde etnisk dansk baggrund. De fleste i selskabet var rollemodeller i Integrationsministeriet. Hun og de andre piger kunne godt komme ind på diskoteket, men ikke de fem mænd. Der var ifølge Jamilla Jaffer tale om veluddannede og selvforsøgende mænd, blandt andet to politibetjente.

»Begrundelsen var, at de havde gummisko på. Jeg løb op og tjekkede og kom tilbage til dørmanden og sagde, at mange danskere også havde gummisko på. Så var begrundelsen, at danskerne havde Puma på, og vores var Adidas. Det korte af det lange er, at der blev diskrimineret, og at det var enormt frustrerende og ydmygende.«

Anden gang blev Jamilla Jaffers mørke ledsager nægtet adgang på diskotek Park i København, angiveligt fordi han bar t-shirt. Jamilla Jaffer, der havde set flere andre gå ind med samme beklædning, hidkaldte politiet. Politiet kom ud og konstaterede blot, at der var andre indvandrere »derinde«. Underforstået: Så diskrimineres der ikke.

Jamilla Jaffer anmeldte stedet for racisme, men har aldrig fået svar. Til gengæld fik hun karantæne.

»Når ikke engang jeg som jurist er kommet nogle vegne, hvad så med de knægte, der står fredag og lørdag aften og endnu engang bliver afvist, fordi de har en forkert hudfarve? Jeg kan godt forstå, at de bliver tossede,« siger hun.

Mange unge indvandrere laver ballade

Ifølge informationschef i brancheorganisationen Danmarks Restauranter & Cafeer Carsten Kruuse er diskoteksbranchen ude over det punkt, hvor man kategorisk afviser, at der finder forskelsbehandling sted. Der er, som han siger, tidspunkter, hvor selv dørmænd indrømmer, at de måske sorterer én nydansker for meget fra.

Men foreholdt Jamilla Jaffers oplevelser peger han på, at hun jo netop godt selv kunne komme ind, og at der derfor ikke kan være tale om racisme. I det hele taget er der masser af indvandrere, der får lov til at komme ind på diskotekerne i Danmark. Men stederne er nødt til at holde et ekstra vågent øje med unge mænd med indvandrerbaggrund, mener han.

»Udgangspunktet er i virkeligheden bare at undgå ballade, og desværre er der en overpræsentation af ballademagere blandt unge nydanskere. Hvis man lukker store grupper af indvandrere ind, så er vores erfaring, at risikoen for ballade øges. Man kommer i politiets sorte bog og trues af lukning, hvis der er jævnlig ballade, og det sidder i baghovedet på dørmanden, hvis han ser potentielle ballademagere i grupper, som i deres adfærd er højrøstede, gestikulerende og udfordrende,« siger Carsten Kruuse.

Manu Sareen afviser ikke overrepræsentationen af ballademagere blandt unge nydanskere. Og tilføjer for egen regning, at der er nogle af drengene, som har brug for et kursus i, hvordan man opfører sig, når man går i byen, og som han også ville smide ud, hvis han var re­stauratør. Men for ham er det afgørende, at man ikke begynder at gradbøje diskriminationslovgivningen og på forhånd udelukker alle med en bestemt baggrund, bare fordi en mindre del af dem udgør en risiko.

»Jeg har fuld forståelse for, at diskoteker er forretninger, der skal køre, men alle er lige for loven. Så hvis det handler om at undgå ballade, så må restauratørerne have bedre redskaber til at spotte ballademagere. Jeg vil for eksempel gerne opfordre regeringen til at give lovhjemmel til at registrere personer med karantæne i nattelivet. For det er bare så ærgerligt at ofre alle dem, der opfører sig ordentligt, men tilfældigvis bare har en anden hudfarve,« siger han.

Carsten Kruuse fra Danmarks Restauranter & Cafeer er heller ikke stolt over eksemplerne på de indvandrere, der har fulgt opfordringerne til at lade sig integrere til punkt og prikke, men så løber ind i problemer med at nyde en så grundlæggende rettighed som at kunne more sig i nattelivet.

»Det er ganske enkelt uacceptabelt. Man bliver ked af det, når man hører om det. Men problemet er, at hvis der ingen sortering finder sted, så vil stederne fyldes med nydanske mænd, som aldrig har deres søstre eller kusiner med, for de må ikke gå i byen. Så vil danskerne ikke komme. Det er en balanceakt, hvor man kommer ud i situationer, som er problematisk fra det ene eller det andet synspunkt. Men egentlig synes jeg, at vi klarer fordelingen meget godt,« siger han.

Ingen snuptagsløsning

Københavns og Århus kommuner udgav sidste år i samarbejde med Københavns Integrationsråd, Danmarks Restauranter & Caféer og Det Kriminalpræventive Råd rapporten »Nydanskere i nattelivet«, der er udført af rådgivende sociologer fra firmaet Nørregård-Nielsen & Rosenmeier ApS.

Rapporten indeholdt blandt andet anbefalinger til, hvordan man kunne komme problemerne med diskrimination i nattelivet til livs. Der har været nogle møder mellem parterne siden, men noget konkret er der ikke sket.

Ud over videoovervågning har anbefalingerne mest karakter af en scanning af, hvad man har gjort i andre lande med tilsvarende problemer, og ifølge en af forfatterne bag rapporten, sociolog Sara Rosenmeier, er der ingen snuptagsløsning.

I Frankrig sender myndighederne »indvandrer-gæster« på uanmeldt adgangskontrol på diskoteker med store bøder til følge for diskoteksindehaveren, hvis der diskrimineres. På den måde kan man ramme det enkelte sted, der testes, men Sara Rosenmeier tvivler på, at det vil have en effekt, der breder sig i vandet.

»De steder, hvor man har en særlig indstilling til, hvor mange nydanskere man vil have ind, skal man nok finde ud af at gennemføre politikken på den ene eller anden måde og finde en kreativ begrundelse for at afvise, hvis man ikke vil have en diskriminationssag på halsen. Et eller andet, som ikke kan henvise til sagens kerne,« siger hun.

I Sverige har man omvendt bevisbyrde i sager om diskrimination i nattelivet, men den løsning er ifølge Sara Rosenmeier heller ikke lige i øjet.

»På den måde gør man nogle til skyldige, før det modsatte er bevist i modsætning til det omvendte princip, vi har i Danmark,« siger hun.

Sara Rosenmeier tror mest på redskaber til dørmændene, der kan sætte dem i stand til at sortere gæster på et mere holdbart grundlag end mavefornemmelser. For eksempel, at de skal kunne se, hvem der er i karantæne et andet sted i byen.

The Walk of Shame

At der bør gøres noget ved den mere eller mindre tilfældige afvisning af indvandrere i nattelivet, er Sara Rosenmeier ikke i tvivl om. Der blev til rapporten lavet 27 interviews med personer, der var blevet afvist, og de illustrerede tydeligt, at det var oplevelser, som mærkede dem i forhold til deres rolle og ligeværdighed i samfundet.

»Nogle beskrev slående hele oplevelsen af at blive prikket ud som den eneste, da de var ude i byen med venner på en arena, der er så vigtig for unge. Dét af blive sendt hele vejen ned forbi rækken af glade mennesker, som nogle kaldte »The Walk of Shame«. De når lige at føle, at de faktisk er danske, fordi de er i gang med en god uddannelse og har masser af danske venner. Og så går de i byen og får lige den lussing, der minder dem om, at de ikke har blå øjne og lyst hår,« siger Sara Rosenmeier.