Direktører vilde med grønne afgifter

Af

Markant holdningsskifte til miljøskatter i erhvervslivet. Politikerne har nu opbakning fra tre ud af fire virksomhedsledere til at skrue op for de grønne afgifter. Dermed er det så godt som sikkert, at skattereformen vil give stigninger i miljøskatterne, spår professor.

MILJØSKAT Tre ud af fire danske virksomheder betaler gerne højere afgifter for deres elforbrug eller spildevand, hvis politikerne til gengæld sørger for, at beskatningen på arbejde bliver sat ned. Det viser en rundspørge blandt 350 danske virksomheder på tværs af brancher og geografi foretaget af Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4.

Erhvervsledernes positive indstilling til de grønne afgifter er markant anderledes end sidste gang, der blev diskuteret skattereformer herhjemme. Både i forbindelse med skattereformen i 1993 og pinsepakken i 1998 blev Nyrup-regeringen således skældt huden fuld af både erhvervsledere og borgerlige politikere for at bruge de grønne afgifter som skjulte ”røde” skatter. Også selv om de grønne afgifter netop blev brugt til at sænke indkomstskatten og virksomhedernes lønudgifter.

I dag har erhvervslivet i vidt omfang respekteret miljøafgifterne som et nødvendigt onde, hvis skatten på den sidst tjente krone skal ned. Det gælder også arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI), der ellers i mange år førte en aggressiv kampagne mod især den del af de grønne afgifter, der rammer erhvervslivet.

Når industrien har skiftet holdning, sker det ifølge DI-direktør Tine Roed mere af nød end af lyst.

»Verden har ændret sig. Vi er i hård international konkurrence, og de konkurrerende lande sætter skatterne ned. Derfor bliver det et større og større problem for vores virksomheder at tiltrække den rigtige arbejdskraft. Så når virksomhederne har accepteret, at præmissen for at få skatten ned på arbejde er, at de grønne afgifter stiger, så er det udtryk for en prioritering,« siger Tine Roed.

Øget international konkurrence om arbejdskraften er hovedårsagen til, at virksomhederne ikke længere opfatter miljøskatter som »misundelsesafgifter forklædt som grønne afgifter«, som daværende DI-direktør Jørgen Hansen udtrykte det i 1997.

Den slags anklager behøver Fogh-regeringen ikke frygte:

»Det er ikke nødvendigvis sådan, at virksomhederne har en særlig forkærlighed for grønne afgifter, men står man med valget mellem afgifter og høje marginalskatter, så er det største problem skatten på arbejde,« siger Tine Roed.

Hendes vurdering understøttes af A4’s virksomhedsundersøgelse. Her svarer 8 ud af 10 erhvervsledere, at lavere topskat er det allervigtigste mål med en kommende skattereform.

Politisk giver virksomhedernes nye positive blik på grønne afgifter en helt anden frihed til kreative skatteomlægninger, når forhandlingerne om et nyt skattesystem går i gang om et par uger. Det vurderer professor på Roskilde Universitet Bent Greve, som blandt andet forsker i velfærd og skat. Han vurderer, at politikerne vil lade de grønne afgifter stige »ganske markant« nu, hvor også de borgerlige partiers bagland har givet grønt lys:

»Det legitimerer i høj grad, at de grønne afgifter skal holde for. I forvejen går vi ind i et år med klimatopmøde, og de fleste økonomer synes, øgede miljøafgifter er en god idé, den politiske elite synes, det er en god idé – og nu også virksomhederne. Så vi har simpelthen en situation, hvor nærmest alle går ind for det her,« konstaterer Bent Greve.

Han husker udmærket, hvordan grønne afgifter for 10-15 år siden blev oplevet som noget venstreorienteret flipperi. En opfattelse, der fik sin anden storhedstid, da samfundsforskeren Bjørn Lomborg med bogen ”Verdens sande tilstand” fra 1998 såede tvivl om klimaforskernes forudsigelse.

I dag smelter de kølige holdninger til miljøafgifter lige så hurtigt som isen på Nordpolen.

»Vi har set polerne smelte, og klimaet er blevet en vigtig del af samfundets dagsorden. Derfor er der ikke mange virksomhedsledere, som har lyst til at stille sig op i dag og sige, de går ikke ind for grønne afgifter,« konstaterer Bent Greve.

Anders Christian Hansen, lektor på Roskilde Universitet og ekspert i grønne skattereformer, er enig:

»Alle og enhver kan jo se, at det bærer hen mod mindre brug af fossile brændstoffer. Så jeg tror også, det er udtryk for realisme fra virksomhedernes side.«

Samtidig erkender stadig flere virksomheder, at det i fremtidens økonomi bliver et konkurrenceparameter at kunne levere de CO2–lette løsninger. I Danmark har dele af erhvervslivet allerede klar interesse i en omstilling, som skaber et større marked for energirigtige varer og serviceydelser.

»Der har været et bemærkelsesværdigt oprør blandt virksomheder, som producerer energiløsninger og et betydeligt erhvervsmæssigt pres på regeringen om at skifte stil i den periode, som man kan kalde den miljøpolitiske istid fra 2002 til 2006,« siger Anders Christian Hansen.

Pumpekoncernen Grundfos og vindmøllefabrikken Vestas er eksempler på virksomheder, der har draget fordel af et hjemmemarked, hvor det kunne betale sig at investere i energibesparende produkter og vedvarende energi.

Borgerlig kovending

»Har den ensidige danske CO2-afgift overhovedet nogen positiv miljøvirkning? Nej. Den eneste virkning er, at danske virksomheder får en ringere konkurrenceevne.«

Anders Fogh Rasmussens forargelse over Nyrup-regeringens grønne afgifter oser ud af det debatindlæg, som den daværende politiske ordfører og næstformand for Venstre i 1998 fik trykt i Dagbladet Information. I kronikken håner han Socialdemokraterne for at bruge ”det grønne” som bekvem undskyldning for at kradse de skatter ind ad bagdøren, mens de stod i fordøren og delte skattelettelser ud.

En melodi, som de konservative slog an, allerede da skatteminister Ole Stavad (S) i 1993 introducerede de grønne afgifter i forbindelse med en større reform, der skulle bringe skatten på arbejde ned.

»Der er ingen tvivl om, at når vi i den kommende tid får vores skattekort, så vil vi se nogle lavere trækprocenter. Men det, som bliver lempet i indkomstskat, vil blive hentet hjem i bruttoskat og gennem grønne, gule og røde afgifter,« lød den let hånlige kommentar fra de konservatives daværende formand Hans Engell.

I dag er det Ole Stavads tur til at more sig over regeringens brug af grønne afgifter.

»Hukommelsen er jo kort, og det er formidabelt at se, at det nu er blevet regeringens største succeskriterium at omlægge skatten med flere grønne afgifter i 2009,« siger den tidligere socialdemokratiske skatteminister.

Han mener, at regeringsskiftet – og dermed stoppet for de kampagner, der lagde de grønne afgifter for had – har givet det nødvendige frirum til at føre en mere nøgtern diskussion om spørgsmålet i erhvervslivet og internt i de borgerlige partier.

»Når oppositionen samtidig grundlæggende mener, at grønne afgifter er et godt instrument, så er der jo sådan set fri bane,« lyder Ole Stavads analyse.

Så sent som i 1998 fremlagde Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller – som på det tidspunkt var formænd for henholdsvis Venstre og de konservative – ellers en fælles plan, hvor de lovede at afskaffe erhvervslivets grønne afgifter som noget af det første, hvis de kom i regering sammen. Og helt frem til regeringsskiftet i 2001 var det en mærkesag for både V og K at afskaffe de grønne afgifter for erhvervslivet.

At afgifterne både i 1993, 1995 og 1998 blev brugt til at få indkomstskatten ned imponerede hverken datidens erhvervsliv eller borgerlige politikere, som længe mente, at grønne afgifter mistede deres legitimitet, hvis de ikke blev brugt til at forbedre miljøet.

»Det hed sig, at afgifterne ikke var grønne, fordi vi brugte pengene på alt muligt andet end miljø. Men det ”alt muligt andet” var jo at nedsætte indkomstskatten,« husker Ole Stavad.

Det endelige holdningsskifte kom først, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i november 2008 i en tale på Venstres landsmøde erkendte, at partiet »ikke har været den energipolitiske avantgarde«, og at han personligt havde taget fejl med hensyn til den globale opvarmning. En erkendelse, han benyttede til at lancere ny og mere miljøvenlig politik – inklusive en grøn skattereform.

Meget tyder altså på, at virksomhederne får opfyldt deres brændende ønske om lavere topskat til de højtlønnede medarbejdere mod til gengæld at betale mere i grønne afgifter. Men skatteprofessor Bent Greve tvivler på, at det bytte giver den ønskede gevinst for erhvervslivet – nemlig flere hænder og lavere lønstigninger:

»Virksomhederne har en tyrkertro på, at arbejdsudbuddet bliver væsentligt større, hvis marginalskatten kommer ned. Og på at hvis arbejdsudbuddet bliver større, så bliver der et lavere pres på lønningerne. Men der vil i virkeligheden ikke ske ret meget. Nogle få vil arbejde mere, men der er også nogle, der vil arbejde mindre.«