Din nabo er dig selv

Af redaktør Bent Winther

Den tiltagende opsplitning i rige og fattige kvarterer truer den sammenhængskraft, der kendetegner Danmark. Når nogle skoler kun har tosprogede elever, og høje huspriser gør det vanskeligt at skaffe lærere og pædagoger i Nordsjælland, er der noget helt galt.

Umiddelbart er der jo ikke noget galt i, at mennesker slår sig ned, hvor de helst vil, eller hvor pengepungen tillader det. Tilbage i historien har der altid været særlige arbejderkvarterer i de store byer og særlige kvarterer, hvor borgerskabet flyttede ind i store herskabslejligheder. Og at almindelige lønmodtagerfamilier i 70’erne fik mulighed for at købe eget parcelhus og bil, er kun udtryk for en glædelig og naturlig  velstandsfremgang.

Når der alligevel tegner sig nogle dystre perspektiver af den udvikling, som geografen Hans Thor Andersen opridser i denne udgave af Ugebrevet A4, så er det, fordi de seneste årtiers ændring af boligmønsteret afspejler – og er med til at forstærke – en række uheldige tendenser i velfærdssamfundet.

På bare 16 år er beboersammensætningen i storkøbenhavnske kvarterer ændret radikalt, så en langt større andel af befolkningen i dag bor i enten meget velhavende eller meget fattige kvarterer. En udvikling, som truer den sammenhængskraft, der har kendetegnet Danmark. 

I korthed kan man frygte, at  den sociale polarisering har medvirket til en større selvtilstrækkelighed og deraf manglende forståelse for andre grupper i samfundet.  Eller som sociologen John Andersen fra Roskilde Universitetscenter siger:  »Det er lettere at dyrke de letkøbte fjendebilleder, hvis folk ikke kender hinanden fra skolen eller lokalområdet, men kun gennem TV.«

Når man i Nordsjælland har svært ved at skaffe lærere og pædagoger, fordi lønningerne ikke rækker til en bolig  i omegnen af Søllerød og Rungsted Kyst, og når skoler og daginstitutioner visse steder i København udelukkende har tosprogede børn,  er polariseringen af boligmønstret ikke længere et isoleret boligpolitisk problem. Det er et strukturelt samfundsproblem, som hele det politiske spektrum burde kunne se  den negative rækkevidde af.  Når VK-regeringen indleder sin regeringstid med at nedlægge Boligministeriet, og samtidig forbereder forslag om et generelt udsalg af  de almennyttige boliger, er det i forhold til den sociale polarisering helt ugennemtænkt og  et skridt i den forkerte retning. De mest attraktive almennyttige boliger vil blive solgt først, og nye velhaver-øer vil skyde op, mens socialt belastede kvarterer kan få lov at sejle deres egen sø.

Diskussionen om socialt belastede boligområder og indvandrerghettoer er ikke ny. Den tog for alvor fart i 1990’erne, og skiftende Nyrup-regeringer fik vedtaget en lang række tiltag, som var med til at hjælpe ikke mindst de trængte boligområder på Københavns Vestegn. Låneomlægninger forbedrede boligområdernes økonomi, og forskellige puljeordninger fik gjort boligkvartererne rarere at bo i.

Tiltagene var et stort skridt i den rigtige retning, men udstillede i virkeligheden også, hvor svært det er at  ændre de sociale boligmønstre radikalt.  Kommunerne strittede imod en fælles forpligtelse til at opføre almene lejeboliger, og  boligselskaberne satte en stopper for initiativer til at sælge nogle af lejlighederne i de store forstadskvarterer som ejer- eller andelslejligheder.  Endnu en understregning af, at boligpolitikken i Danmark i mange år har været uhjælpeligt låst af stærke særinteresser.

Og imens er det sociale landkort blevet stadig mere skævt.