Dig og mig og vi to…

Af Karsten Hansen, forbundsformand, Dansk Funktionærforbund/Serviceforbundet

Fagligt talt Selv om man som forbund er stor nok til at slå sig for brystet, er der mere storhed i at lade være – og i stedet vise lidt ydmyghed over for det fællesskab, vi alle udspringer af.

LO skal have nyt værdigrundlag, der skal sikre, at forbundene i LO-familien føler sig medansvarlige for det, LO gør, og det, LO ikke gør. Et værdigrundlag og en handlingsplan, der skal lægge en dæmper på de grænsestridigheder forbundene imellem, som fanden, forfængeligheden og demokratiet har skabt, og hindre, at fagbevægelsen ender i et bureaukratisk hængedynd af dobbeltarbejde.

I Dansk Funktionærforbund har vi altid ment, at LO var fagbevægelsens talerør. Vi har været uenige, bevares, men alligevel støttet op om fællesskabet. Selvfølgelig er det ikke undgået vores opmærksomhed, at nogle forbund lider af volumensyge. Og at de gang på gang lader skinne igennem, at de er store nok til at kunne selv og derfor ikke behøver noget særligt fællesskab. Til det er der vel kun ét at sige: Ja, I kan selv. Vi ved det godt. Og sku’ vi så se at komme videre! For selv om man er stor nok til at slå sig for brystet, er der mere storhed i at lade være. At vise lidt ydmyghed over for det fællesskab, vi alle udspringer af, er vel egentlig ikke så ringe. Vi slår jo hele tiden på fællesskabstanken. At individet kun for alvor kan udfolde sig, når rammerne er trygge. Det siger vi til medlemmerne, det fører vi frem på den politiske scene. Hvorfor så ikke tage lidt af samme medicin selv?

Forslaget til det ny værdigrundlag pålægger den enkelte at tage ansvar for egen situation og medansvar for helheden. Det er ikke i modstrid med vores politiske udgangspunkt. Tværtimod. Vi vil gerne gøre det enkelte menneske frit og uafhængigt. Og vi kan takke os selv i arbejderbevægelsen for, at individualismen er kommet i højsædet. For den kamp, vi og vores forgængere har ført for bedre uddannelse og større social tryghed, viser sig nu i individualismens antiautoritære kritik af systemer.

24bLO’s første udmelding omkring et nyt værdiggrundlag sendte chokbølger gennem det politiske og faglige system. Den slagtede nemlig med et pennestrøg en af de helligste køer i forholdet mellem Socialdemokraterne og LO: partistøtten. Det er ikke så mærkeligt, at et sådant forslag vækker genlyd. For parti og fagbevægelse har fra den spæde start kørt tæt parløb. Lige indtil nu.

Jeg mener, at det i princippet stadig er det rigtige. Og at der heller ikke i det øjeblikkelige politiske landskab er noget, der tyder på, at fagbevægelsen har udpræget mange venner på ministertaburetterne.

Men LO vil stå på egne ben. Og i det ligger også et ønske om at styrke organisationens forhandlingsposition over for det politiske system, så både nuværende og potentielle medlemmer føler, at de alle, uanset politisk tilhørsforhold, er omfattet af en effektiv fagbevægelse, der arbejder for deres sag gennem en bred kontakt til de politiske partier.

Det kan vi kun være tilfredse med. For det, vi vil, er vel i bund og grund stadig »frihed, lighed og broderskab«. Begreber, der hverken kan eller skal gradbøjes. Og målet helliger som bekendt midlet.