Det vil altid gøre ondt

Af

Vi kan ikke undgå stærke følelser i indvandrerdebatten. Det siger Labours chefideolog, Anthony Giddens, som ønsker en ny realisme ind i diskussionen. Han vil dæmpe tilgangen af indvandrere, men fastholder at indvandring grundlæggende er positivt for samfundet.

EU-landene er tvunget til at åbne for kontrolleret indvandring. Det vil ændre de europæiske samfund, hvor vi skal vænne os til arrangerede ægteskaber og moskeer i bybilledet. Men forvandlingen af Europa vil kun lykkes, hvis samfundet har et stærkt bånd af fælles værdier, der står hævet over religion og kultur. Tiden er kommet til en ny indvandringsrealisme, der skal føres en hård linie over for indvandring og slås ned på årsagerne til fjendskab over for indvandrerne. Det siger den britiske Labour-regerings chefideolog, Anthony Giddens, i en samtale med Ugebrevet A4 om indvandringsspørgsmålet. Et spørgsmål, han kalder en ideologisk og taktisk udfordring for de europæiske centrum-venstre partier. Ideologisk fordi indvandrerspørgsmålet roder op i grænserne for åbenheden og solidariteten i velfærdssamfundet. Taktisk fordi emnet er blevet udnyttet effektivt af højrefløjen i Europa til at vinde valgene i Holland, Østrig, Italien, Danmark og Frankrig. 

»Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at efterligne de højrepopulistiske kræfter. Derfor må centrum-venstre-kræfterne hele tiden understrege vores værdimæssige udgangspunkt, nemlig vores positive syn på indvandring. Erfaringerne viser, i langt de fleste tilfælde, at indvandrere er en fordel for samfundet, kulturelt og ikke mindst økonomisk. Det er vores fundament, som vi ikke skal glemme,« siger Anthony Giddens.

Men derfra må centrum-venstre-partierne erkende, at nogle af de bekymringer, folk har om indvandring, er ægte og ikke kun fantasier. Hvis du er midaldrende, hvid mand i en belastet bydel og står uden job, fordi du er blevet hængt til tørre af den teknologiske udvikling, så er det en trussel, når indvandrere flytter ind i området og tager job til en lavere løn.

citationstegnEmnet om indvandring bringer altid temperamenterne i kog. Det rette perspektiv udspringer af at se problemet med indvandring som en del af den globalisering, der har skabt nye politiske skillelinier

Ingen kvoter

At tage bekymringen alvorligt betyder for Giddens, at der skal investeres systematisk i programmer, som sikrer en ordentlig skolegang til indvandrerbørn, at den politik, der føres, gør det attraktivt at åbne butikker og arbejdspladser i byområder, som er ved at gå til i slum og ghettoisering. Endelig skal bekymringen tages så alvorligt, at det bliver et mål at dæmpe tilgangen af indvandrere til Storbritannien.

»Jeg vil ikke stille en kvote op. Men det er klart, at vi ikke skal tage flere ind, end at indvandrerne effektivt kan blive integreret i økonomien og sørge for sig selv så godt som muligt, så hurtigt som muligt.«

Ifølge Giddens er det umuligt at sætte et tal på tilgangen, for det handler også om indvandrernes faglige kvalifikationer, mener han og henviser til, at der eksempelvis er stor mangel på IT-medarbejdere i Tyskland. Han afviser samtidig, at problemet faktisk er det omvendte: At Europa modtager for få indvandrere i forhold til at løfte den demografiske udfordring, der ligger i, at der bliver flere ældre og færre unge til at forsørge dem.

»Problemstillingen er rigtig, men vi ved, at indvandring kun kan bidrage en smule til at brødføde fremtidens pensionister. Beregninger viser, at hvis Storbritannien om 50 år skal have et system med solide offentlige pensioner, alene ved hjælp af flere indvandrere, så bliver tallet uvirkeligt stort. Der skal strukturelle forandringer til i økonomien, folks arbejdsliv skal forlænges. Det er den eneste reelle løsning på den demografiske udfordring.«

Ånden ud af flasken

Storbritannien har siden 2. verdenskrig været et land med mange forskellige befolkningsgrupper. Med jævne mellemrum har der været ballade mellem etniske grupper, og regulære optøjer som i Brixton i begyndelsen af 1980’erne og senest sidste år i Oldham. Alligevel har briterne selv ment, at de havde styr på udviklingen, og at Storbritannien stille og roligt var ved at udvikle sig til et multikulturelt samfund.

Det er imidlertid en udvikling, som flere er begyndt at stille store spørgsmålstegn ved.  Fra 1995 til 1999 havde Storbritannien 282.000 asylansøgere. Det er for mange, siger flere og flere briter, og regeringen har det sidste par år gjort alt, hvad den kunne for at stramme asylmulighederne. Men også antallet af indvandrere er blevet sat til debat. Eksempelvis publicerede den lille anti-indvandrings græsrodsorganisation Migration Watch UK i august nogle beregninger, som viste, at der om 10 år vil være to millioner indvandrere i landet.

Tallene er blevet afvist af det britiske indenrigsministerium, fordi de blandt andet omfattede hjemvendte briter. Ifølge ministeriet er tallet lidt over en million immigranter de næste 10 år. Men ånden er sluppet ud af flasken i Storbritannien. Og i den debat har meldingerne fra Anthony Giddens vakt vrede blandt mange af Labours intellektuelle støtter og på parties venstrefløj. Flere har mere eller mindre kaldt Giddens for en racist og højreorienteret populist. Den reaktion har tydeligvis overrasket den ellers overordentligt selvsikre Giddens, og egentlig har han slet ikke lyst til at tale om indvandring. Han vil helst tale om de store sammenhænge. Om moderniteten, om globalt demokrati, identitet og den tredje vej. Men hvorfor bliver folk så ophidsede?

»Emnet om indvandring bringer altid temperamenterne i kog. Det rette perspektiv udspringer af at se problemet med indvandring som en del af den globalisering, der har skabt nye politiske skillelinier. Vi ser en genrejsning af en yderligtgående venstrefløj og en ekstrem højrefløj, der er antiglobalister på hver deres måde. De repræsenterer de usikkerheder, globaliseringen har skabt. Forandringerne er så store, at det må blive passioneret. Mordet på Pim Fortyun (stærkt indvandrerkritisk politiker, red.) i Holland tidligere i år var den første voldelige manifestation af de kræfter, som er på spil,« siger Anthony Giddens og fortsætter ud af et mere vant spor, nemlig globaliseringssporet.

Ny danskhed

De teknologiske, økonomiske og kulturelle forandringer, der går under navnet globaliseringen, udfordrer vores identiteter som briter og danskere. I fremtiden vil danskerne, ifølge Giddens, både være europæere, danskere og lokale borgere. Men vores danskhed vil antage en ny form, hvor vi eksempelvis skal vænne os til moskeer i gadebilledet og en ny religiøs mangfoldighed.

»Vi kan ikke basere vores fremtidige samfund på en idé om, at kristendommen er fundamentet for vores fælles identitet. Identiteten formes hele tiden, og det er retten til at være forskellig, til at forme sin identitet, der tydeligere og tydeligere står som en fælles central værdi i Europa – og andre steder i verden for øvrigt.« 

Ifølge Giddens er det ekstra pikante for os europæere, at vi ikke har en erfaring med indvandring, fordi der ikke har været store bølger af indvandrere.

»Vi har ikke de samme store, åbne vidder som i USA, hvor der i bogstaveligste forstand er plads til alle. Men hvis vi ikke begynder at se os selv som åbne og pluralistiske lande, kan det gå helt galt, og indvandrerdebatten kan blive helt afsporet,« understreger han.

Velfærd til indvandrere

USA og Canada bliver ofte fremhævet som lande, der er i stand til at håndtere et meget stort antal indvandrere. Det gør Giddens også, men han accepterer ikke tesen om, at Canadas og USA’s succes skyldes, at de ikke har velfærdssamfund, som bliver økonomisk belastet af indvandrerne.

»De fleste indvandrere i Storbritannien arbejder mere end briterne, de skaber større værdier for samfundet end de fleste andre befolkningsgrupper. Derfor skal de have de samme rettigheder og ydelser som alle andre i velfærdssamfundet. Forudsætningen for, at de integreres i samfundslivet, er, at de anerkendes på linie med alle andre borgere.« 

citationstegnVi kan ikke basere vores fremtidige samfund på en idé om, at kristendommen er fundamentet for vores fælles identitet. Identiteten formes hele tiden, og det er retten til at være forskellig, til at forme sin identitet, der tydeligere og tydeligere står som en fælles central værdi i Europa.

Ifølge Giddens, der selv har opholdt sig længere tid i USA, er det mere interessant at se på, hvordan det store land tackler det multikulturelle samfunds spændinger.

»I USA har man de seneste 40 år diskuteret, om samfundet er en smeltedigel eller opsplittet i små kulturelle enklaver. Det er ikke tilfældigt, at amerikanerne har diskuteret det så længe, for der er ingen sandhed, og uanset hvad vil det altid gøre ondt,« understreger Giddens.

For ham er det indlysende, at man ikke kan lukke folk ind og forlange, at de udvisker deres kulturelle identitet og forskelle. Men der må være fælles værdier i samfundet, som alle accepterer, alle må beherske det samme sprog, der skal være en følelse af borgerskab og loyalitet over for loven og dens fundament. Helt konkret betyder det, at for eksempel kvindelig omskæring er uacceptabelt, og at enhver anfægtelse af demokratiet skal fordømmes. Omvendt stiller Giddens sig anderledes afventende over for arrangerede ægteskaber.

»Ægteskabet er stort spørgsmål for den enkelte, men spiller ærligt talt en lille rolle for samfundet. Så længe ægteskaber finder sted inden for lovens rammer, så skal folk have lov til at arrangere, hvem de bliver gift med. Selvfølgelig vil der være spændinger i så intime forhold, men der er mange andre spændinger i samfundet. Og enige er det sidste, vi bliver i integrationsdiskussionen,« slutter Giddens.