POLITISK SCENEKUNST

»Det var først, da de stod i Rødby, der skete noget«

Af

Engagement er en emotionel proces, hvor vi skal forstå ting med vores følelser, før vi rigtig forstår dem. Det er følelser, og ikke rationelle erkendelser, der får os til at skabe forandringer i verden. Og her har kunsten en rolle at spille. Det mener Jonatan Spang, der lige nu rejser landet rundt med sit samfundsrevsende standup-show.

»For mig er det helt vildt tydeligt i de her år, at det at forstå ting oppe i hjernen ikke er nok til, at man ændrer noget« siger Jonatan Spang.

»For mig er det helt vildt tydeligt i de her år, at det at forstå ting oppe i hjernen ikke er nok til, at man ændrer noget« siger Jonatan Spang.

Foto: Scanpix/Mads Nissen

Jonatan Spang er kendt som en af de mere begavede scenekunstnere herhjemme, og alligevel er hjernen det sidste organ, han prøver at ramme hos sit publikum. Laver han teater, forsøger han at tale til hjertet. Laver han standup, forsøger han at tale til lattermusklerne. Og det gør han ud fra den overbevisning, at det er den eneste måde, han som kunstner kan flytte folk på.

Hvis man ser lidt bredere på samfundshistorien, er der ingen tvivl om, at kunst kan ændre verden. Jonatan Spang

»For mig er det helt vildt tydeligt i de her år, at det at forstå ting oppe i hjernen ikke er nok til, at man ændrer noget. Tag for eksempel vores klimaproblemer. Vi er kommet forbi det punkt, hvor vi kan lave noget fundamentalt om, fordi der endnu ikke er nogen, vi kender, der er faldet døde om af klimaforandringer. Det er det samme med flygtningekrisen – selv da asylansøgerne sad på banegården i München, kunne vi ikke forholde os til dem. Det var først, da de stod i Rødby, der skete noget,« siger Jonatan Spang, der lige nu rejser landet rundt med sit samfundsrevsende standup-show Jonatan Spangs Danmark.

»Det at engagere sig er en emotionel proces, hvor vi skal forstå ting med vores følelser, før vi rigtig forstår dem. Det ene billede af den lille syriske dreng på stranden ændrede rigtig mange menneskers opfattelse af den konflikt – og det er jo ikke rationelt, det er noget følelsesmæssigt, der starter et engagement. Og hvis der er noget, der har det potentiale, er det kunsten,« siger den uddannede skuespiller og tidligere teaterdirektør for Nørrebro Teater.

Kunst kan ændre verden

I Spangs optik handler politisk kunst – som han i øvrigt foretrækker at kalde samfundskritisk kunst – om at fortælle noget om samfundet, som det er. Uden der går partipolitik i den. Ikke mindst, når der er tale om standup.

»Humor og satire lever jo af overraskelsen, og jeg bliver selv træt af at se humorister med en bestemt overbevisning, der plæderer for en bestemt måde at se verden på. Så ved man jo, hvor de ender, og så ryger overraskelsen i komedien for mig. Det er mindre morsomt, når folk prædiker en bestemt tænkning.«

Tidligere i år har flere af Jonatan Spangs standup-kolleger – herunder Omar Marzouk, Michael Schøt og Sebastian Dorset – været ude at sige, at samfundssatiren i Danmark har trange kår.

Hvis man fra starten siger, at man ikke kan ændre noget, så kan man nok heller ikke. Jonatan Spang

Standupper Tobias Dybvad har endda ligeud erklæret, at det er omsonst at tro, at man kan flytte nogen med politisk standup, fordi »man preacher bare for dem, man er enig med«.

Der er Jonatan Spang med egne ord »lidt mere optimistisk på verden«.

»Jeg tror, at forandring kan komme på mange måder. Det er jo ikke sådan, at man laver et show, og så går folk ud fra det og er fuldstændig anderledes skruet sammen oppe i hjernen. Men hvis man ser lidt bredere på samfundshistorien, er der ingen tvivl om, at kunst kan ændre verden,« siger han og henviser til Dickens’ ’Et juleeventyr’ fra 1843, der satte fokus på næstekærlighed og i dag anses for at have haft en væsentlig indflydelse på, hvordan vi i dag fejrer jul i den vestlige verden.

»Det viser, at det kan lade sig gøre over tid at ændre på, hvordan vi ser på nogle ting. Men hvis man fra starten siger, at man ikke kan ændre noget, så kan man nok heller ikke. Man kan jo kun være den forandring, som man ønsker at se.«

Teater med museumspræg

Hvor standup-scenen er en fri fugl uden statsstøtte og skoler, der kan erklære den enkelte udøver egnet eller ikke-egnet til faget, gælder der andre præmisser for teatret.

Der mangler prioriteringer, hvor nogen siger: ’nu lukker vi dét museum og dét teater permanent’. Jonatan Spang

Her er opgaven ifølge Jonatan Spang ikke at skabe overskud, men at lave kunst – og det stiller nogle krav til nødvendigheden.

»Dansk teaterliv er nødt til at vise sin berettigelse, hvis ikke det skal fortsætte i det uendelige med den nuværende ostehøvl af bredt rammende besparelser. Der mangler prioriteringer, hvor nogen siger: ’nu lukker vi dét museum og dét teater permanent’, så alle steder ikke skal spare. Ostehøvlsmetoden betyder jo, at man alle steder beholder administrationen, men sparer på scenen, så man til sidst udelukkende kan have stykker med to medvirkende eller rene monologer. Men der ligger jo et demokratisk problem i, at alle borgere er med til at betale til noget, som de færreste bruger. Det er en form for pyramidespil, hvor man sender penge til de rigeste i befolkningen, der har adgang til medierne og benytter teatrene og museerne. Derfor er teateret hele tiden nødt til at vise, at det er superrelevant.«

Det forsøgte Jonatan Spang selv at gøre, da han i 2005-2008 var med til at eksperimentere med den samtidskommenterende kunstform Skrako (et akronym for en sammenblanding af de tre genrer; skuespil, rap og komedie) på henholdsvis Betty Nansen Teatret og Nørrebro Teater i København.

Der er ikke noget mere irriterende, end når man prøver at forstå noget, men ikke synes, det er interessant. Jonatan Spang

Og om end han mener, at dét eksperiment gennem sine tre forestillinger nåede grænsen for, hvad det kunne, så kalder han den gængse måde for dansk teater at vælge nye opsætninger på for bagvendt.

»Dansk teater kan godt nogle gange få lidt museumspræg. Holberg har bare ikke skrevet så meget, som er supergodt – der er enkelte evergreens, og så er der en del rigtig lort. At der sidder nogle mennesker med en stor intellektuel kapacitet og skal finde ud af, hvilke eksisterende stykker der siger rigtig meget om samfundet lige nu – det bliver en lidt bagvendt diskussion. Det gode ville være, hvis man sagde ’jeg har fundet ud af det her, det vil jeg gerne lave noget om’. At man laver noget, om det, der griber en – det er jo dér, kunsten er potentielt revolutionær og verdensomstyrtende.«

Adgang til den samme tanke

Direkte adspurgt om, hvilke miljøer og personer, der p.t. repræsenterer den bedste politiske scenekunst, peger Jonatan Spang da også både på teater, standup og det midtimellem: Det Allerød-baserede eksperimentalteater Mungo Park, den sociale kunst-projekt C:NTACT, der har til huse på Betty Nansens anneksscene Edison på Frederiksberg – og så standup-kollegaen Michael Schøt, der siden 2014 jævnligt er udkommet med sin politiske satire Schøtministeriet på nettet – og med jævne mellemrum også på Nørrebro Teater.

I sin essens er det demokratisering at give flere mennesker adgang til den samme tanke. Jonatan Spang

Selv har Jonatan Spang det kunstneriske mål at udbrede for ham spændende tanker og ideer til et andet og måske større publikum, end tankernes og ideernes bagmænd selv når.

»Hvis jeg læser noget, hører noget eller fører en samtale, og jeg tænker, at det var en spændende måde at se verden på – sådan specifikt eller i al almindelighed – så prøver jeg at få den tanke ud til nogle flere mennesker end dem, der for eksempel har læst den pågældende kronik i Weekendavisen. Der er ikke noget mere irriterende, end når man prøver at forstå noget, men ikke synes, det er interessant, eller ikke forstår ’hvorfor er det her spændende?’ Så er det, jeg kan sige ’Hey, skal jeg ikke lige lave det her i en sjov indpakning?’«

»Det er det, jeg laver – og nok har haft et ubevidst ønske om at lave alle årene. Det handler om, hvordan jeg kan give den wauw!-fornemmelse videre. Det lykkes langt fra altid, og man får som publikum heller ikke mere med hjem, end man har lyst til at tage med hjem. Men i sin essens er det demokratisering at give flere mennesker adgang til den samme tanke.«