Det store tidsrøveri

Af

Næsten alle børn er i dag i institution. Og samtidig sidder pædagogerne mere på kontor end for tyve år siden. Regningen for de mange forandringer betales af børnene, der har mellem en fjerdedel og en tredjedel mindre tid sammen med voksne end i 1981. Den danske børnehavetradition er i fare. Fremover vil kvaliteten komme yderligere under pres, vurderer tidligere vismand.

Færre udflugter, flere våde bukser, mere larm og skærpet kamp om de voksnes opmærksomhed. Det er dagligdagen for børn i institutioner, hvor stadig færre pædagoger har stadig mindre tid sammen med børnene.

Så kontant er formand for Børnerådet, Klaus Wilmann, på baggrund af den nye analyse, som Bureau 2000 har udarbejdet for Ugebrevet A4. Undersøgelsen viser, at et barn i vuggestue i dag har 31 procent mindre tid sammen med pædagogerne end i 1981, mens voksenkontakten i børnehaverne er faldet med 26 procent.

Klaus Wilmann er ikke bare formand for Børnerådet, men også tidligere pædagog. Og han er ikke i tvivl om, at forringelserne har ændret hele hverdagen på institutionerne:

»Der er slet ikke de samme muligheder for at arbejde med børnene i mindre grupper. Det sker meget sjældent, at den ene voksne går tur med børnene, den anden er på værkstedet, og den tredje læser højt. Næsten alting i dag foregår i store grupper, hvor det enkelte barn ikke får den samme nærhed og opmærksomhed. Børnene får også færre oplevelser uden for institutionens rammer,« siger Klaus Wilmann.

Kvaliteten vil efter alt at dømme falde yderligere i de kommende år. Kommunernes økonomi bliver stadig mere presset som følge af regeringens økonomiske politik. Der bliver godt nok færre mindre børn, som skal passes, men mange kommuner skærer mere i udgifterne til børnepasning, end der er fald i børnetallet:

»Daginstitutionerne og andre serviceudgifter kommer i praksis til at fungere som en stødpude for den stramme kommunale økonomi,« siger tidligere økonomisk vismand, Nina Smith, der er professor på Handelshøjskolen i Århus.

Mere kontorarbejde

Normalt måles forholdet mellem børn og pædagoger gennem de såkaldte normeringer – det vil sige antallet af pædagogtimer per barn i institutionerne. Således skete der i 1980’erne en klar forringelse af normeringerne, mens de i 1990’erne lå nogenlunde konstant.

Faldet i 1980’erne skyldes blandt andet, at kommunerne i 1980 fik lov til at indskrive ti procent flere børn i institutionerne for at holde trit med det kraftigt stigende behov for pasning. Samtidig fik pædagogerne – som andre lønmodtagere – lavere arbejdstid fra 1985, uden at der blev kompenseret med flere ansatte.

Ud over normeringerne tager den nye analyse fra Bureau 2000 imidlertid også højde for andre faktorer, som bestemmer, hvor meget tid børn og voksne har sammen i institutionerne:

  • Det helt afgørende er, at pædagogerne bruger mere tid på andre opgaver end børnene. I 1974 gik 70 procent af arbejdstiden med direkte kontakt til børnene, mens det tal i dag er faldet til omkring 55 procent. Forældresamarbejdet tillægges langt større vægt – både forældrebestyrelser og konsultationer om det enkelte barn er nu obligatoriske. Samtidig har institutionerne med decentraliseringen overtaget flere administrative opgaver, og pædagogerne bruger meget mere tid til møder, planlægning med mere.
  • Forringelsen bliver imidlertid en anelse mindre, fordi institutionerne i højere grad trækker på »ekstraordinært ansatte« – langtidsledige, folk i fleksjob og så videre. De kan ikke fuldt ud erstatte pædagogerne, men betyder trods alt lidt flere muligheder i hverdagen.
  • Børnene opholder sig nogenlunde lige så lang tid som tidligere i institutionerne, viser undersøgelser. Forældre til små børn arbejder godt nok mere end for et par årtier siden, men arbejdstiden er også blevet mere fleksibel. Samtidig har kønsrollerne ændret sig, så far og mor i højere grad skiftes til at hente og bringe børnene. Alt i alt faktorer, der opvejer hinanden og medfører en nogenlunde uændret opholdstid for børnene.

Det er ved at kombinere disse faktorer, Bureau 2000 kan vise et reelt billede af, hvor meget tid børn og voksne har sammen i daginstitutionerne. De voksnes reelle tid til børnene er faldet langt mere end den officielle normering. Tallene er i sagens natur ikke lige så præcise som normeringen, men de giver et entydigt billede af, at børn og voksne har markant mindre tid sammen end tidligere.

Undersøgelsen viser, at det i høj grad er decentraliseringsbølgen i den offentlige sektor, der gør et voldsomt indhug i de voksnes tid i daginstitutionerne. Forskellen mellem den officielle normering og den reelle normering er særligt afgørende i 1990’erne, hvor den socialdemokratisk ledede regering gennemfører en voldsom udbygning af daginstitutionerne og samtidig moderniserer den offentlige sektor.

Sværere at bryde social arv

De voksnes tid til børnene er ikke alene afgørende for hverdagen i institutionerne. Undersøgelser fra flere lande viser, at det også har stor betydning for børnenes mere langsigtede udvikling:

»Dårligere normeringer betyder, at personalet i højere grad kontrollerer børnene end kommunikerer med dem. Det har stor betydning for børnenes sproglige udvikling. Når voksne bruger mindre tid på at snakke med børnene, udvikles deres ordforråd for eksempel langsommere,« siger seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fra Socialforskningsinstituttet.
Med dårligere kvalitet i daginstitutionerne er det også sværere at bryde den sociale arv.

Statsministeren satte sidste år den sociale arv på dagsordenen, og regeringen forbereder i disse måneder et udspil til en forstærket indsats. Men de seneste årtiers forringelse af daginstitutionerne trækker den modsatte vej:

»Undersøgelser viser, at det især rammer de socialt dårligt stillede børn, når de voksne har mindre tid til kontakt. De robuste børn insisterer selv på kontakten med de voksne. De dårligt stillede børn kræver i højere grad, at pædagoger og andre har tid og overskud,« siger Mogens Nygaard Christoffersen.

For Børnerådets formand er den nye analyse af kvaliteten blot den seneste af en stribe blinkende advarselslamper. Han peger på, at personalets sygefravær er stigende, og at mange institutionsledere kaster håndklædet i ringen og finder et andet job. Udviklingen er slet og ret ved at rive tæppet væk under den særlige danske børnehavetradition:

»Den danske børnehavetradition indebærer, at pædagogerne ifølge loven skal tage udgangspunkt i det enkelte barns behov og udvikling. I et land som Frankrig er der en læseplan for børnehaven – det er en slags skole. Vi kan ikke opretholde den danske tradition, når der er så få voksne om børnene,« siger Klaus Wilmann.

Han mener, at decentraliseringen er gået for vidt. Pædagogerne har fået pålagt en række opgaver, som de hverken har tid til eller forudsætninger for at løse:

»Pædagogerne skal ud af kontorerne og være sammen med børnene. Det har de nok også selv mest lyst til. Hånden på hjertet: De færreste går jo på seminaret for at udfylde lønsedler,« konstaterer den tidligere pædagog.

Ministeren: Drop møderne

Ifølge socialminister Henriette Kjær (K) skal en stor del af løsningen netop findes ved at ændre mødekulturen i daginstitutionerne.

»Vi har været gennem et opgør med mødetyranniet i plejesektoren og i sundhedsvæsnet. Det er vigtigt, at pædagogerne bliver bedre til at sige nej til møder og administrative opgaver. Derfor er det også glædeligt, at kommunerne overvejer at lave en model, hvor flere institutioner har den samme leder,« siger hun.

Henriette Kjær har tillid til, at kommunerne vil vende udviklingen, ikke mindst fordi forældrene vil sige nej til fortsatte forringelser. Socialministeren er ikke interesseret i at opsætte centrale regler for normeringen i daginstitutionerne.

»Det er et lokalpolitisk anliggende,« siger hun.
Henriette Kjær afviser ikke, at det på sigt kan blive nødvendigt at give daginstitutionerne en økonomisk saltvandsindsprøjtning.

»Den første øvelse er at få gjort op med mødekulturen. I den næste fase skal vi måske kigge på de økonomiske rammer. Vi vil alle gerne have, at pædagogerne er sammen med børnene og ikke bruger så meget tid på administration,« fastslår socialministeren.

Stram kommunal økonomi

Under alle omstændigheder bliver det svært ikke at tale om penge. Regeringen lægger – ligesom den tidligere regering – op til en stram styring af de offentlige udgifter. Frem til 2010 må de kun stige med 0,5 procent om året. Samtidig bliver der flere skoleelever og flere ældre, som koster i form af pensioner og pleje. Og dermed er den lille vækst stort set spist op.

Tidligere vismand Nina Smith vurderer, at den stramme økonomi fremover udløser yderligere pres på service som børnepasning, skoler og sygehuse. Ud over den demografiske udvikling presses de offentlige udgifter nemlig også af de stigende overførselsindkomster, der helt automatisk reguleres i takt med den almindelige fremgang i samfundet:

»Overførselsindkomsterne er groft sagt lagt fast af Folketinget, mens børnepasning og anden velfærdsservice sorterer under amter og kommuner. Og dermed sendes problemerne  med prioriteringen i høj grad til kommunerne. Sat på spidsen kan man sige, at det er deres udgifter, som bliver en stødpude i den økonomiske politik,« siger Nina Smith.

»På andre områder fører ny teknologi til øget produktivitet og dermed større kvalitet for de samme penge. Men disse muligheder er der ikke på samme måde inden for felter som børnepasning, medmindre pædagogerne lader børnene spille computer hele dagen. Man kan måske godt finde gevinster ved at gøre tingene mere effektivt, men det vil trods alt være begrænset. Med de nuværende mekanismer i prioriteringen vil der i de næste år komme et stærkt pres på serviceudgifterne – blandt andet børnepasning,« vurderer Nina Smith.