Det store spring mod øst kan blive et hop på stedet

Af | @MichaelBraemer
| @GitteRedder

Analyse Et overblik over arbejdsmarkederne i de ti ansøgerlande kun tre måneder, før udvidelsesforhandlingerne sandsynligvis falder på plads, får EU’s arbejdsmarkedsvision til at ligne ønsketænkning. Organisationerne på ansøgerlandenes arbejdsmarkeder er ikke gearet til den sociale dialog, der skal realisere det fremtidige »sociale Europa«.

Der er lagt op til det helt store spring fremad i EU’s arbejdsmarkeds- og socialpolitik, når de ti nye øst- og centraleuropæiske lande kommer med i EU. Ambitionen er at skabe ét stort europæisk arbejdsmarked, hvor arbejdsmarkedets parter sammen med regeringer og EU-Kommission taler sig til rette i en såkaldt social dialog om arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, ligestilling, social beskyttelse, jobskabelse og så videre. Ikke alene skal beskæftigelsen i højsædet – det skal også være kvalitetsbeskæftigelse. 

Tager man et overblik over arbejdsmarkederne i de ti ansøgerlande, kun tre måneder før udvidelsesforhandlingerne sandsynligvis falder på plads ved topmødet i København, må man imidlertid konstatere, at udfordringen forekommer næsten uoverkommelig.

Som Ugebrevet A4 kan dokumentere med en kortlægning af forholdene på landenes arbejdsmarkeder, er der store forskelle på arbejdsmarkederne i Øst og Vest. Fælles træk i ansøgerlandene er høj ledighed, usle lønninger, horrible arbejdsforhold, få overenskomster, dårlige uddannelses- og udviklingsmuligheder og ingen social beskyttelse af den enkelte lønmodtager.

Klynger sig til håbet

Der er ikke noget at sige til, at dårligt betalte, ufaglærte arbejdere i Litauen klynger sig til et håb om, at EU-medlemskabet i lyntempo vil forvandle deres arbejdsmarked efter den gennemregulerede model, de ser i Vesten. Men deres forventninger kan vise sig at være for optimistiske. EU’s arbejdsmarkedsvision bliver svær at realisere med den svage lønmodtagerrepræsentation, der i dag findes i samtlige ansøgerlande.

Skal EU’s aktive beskæftigelsespolitik og den sociale dialog overhovedet have en chance, kræver det en anderledes stærk og repræsentativ fagbevægelse, der tør banke i bordet og stå fast på, at EU-lovgivningen skal overholdes. En stærk fagbevægelse, der kan indgå overenskomster på nationalt plan og ikke blot på enkelte virksomheder. Og en fagbevægelse med kvalificeret arbejdskraft, der er i stand til at håndtere den nye komplicerede lovgivning. De lønmodtagerrepræsentanter, man i dag ser i for eksempel Litauen, kan umuligt leve op til det store ansvar og de mange arbejdsopgaver, der automatisk følger med EU-medlemskabet, hvor de som part skal deltage i den sociale dialog.

Implementeringen af det store EU-lovkompleks er næsten bragt til ende i alle ansøgerlande. Det var forudsætningen for EU-optagelse. Institutionerne, der skal kontrollere om den nye lovgivning gennemføres i praksis, er også ved at blive opbygget. Men der er alle vegne en forståelse af, at man bliver nødt til at se gennem fingre med overtrædelser af lovgivningen. Også på arbejdsmarkedet, hvor de færreste forestiller sig, at Litauen og de øvrige ansøgerlande fra første dag vil overholde alle EU-direktiver om for eksempel arbejdsmiljø. 

Støtte er nødvendig

Behjertede ildsjæle i østlandenes tilbagestående fagbevægelser har en forventning om, at deres kolleger i EU-landene giver en håndsrækning og hjælper dem på fode, så de kan blive et effektivt værn mod de pengestærke virksomheder, som helst så fagforeninger hen, hvor peberet gror. 

Det forekommer ubetinget fornuftigt, at dansk fagbevægelse hjælper mest muligt med tillidsmandsuddannelser og udvikling af social dialog i de kommende EU-lande. Får man ikke opbygget et arbejdsmarked med stærke repræsentative fagbevægelser og arbejdsgiverorganisationer i Østeuropa, så gambler man med hele ideen bag EU-udvidelsen. Nemlig skabelsen af et helt, demokratisk og socialt sammenhængende Europa.

Som ekspert i det østeuropæiske arbejdsmarked og tidligere Moskva-korrespondent for Politiken, Jens Jørgen Nielsen, påpeger i en helt ny bog med fokus på netop fagbevægelsen i Østeuropa, så er fagbevægelsen et væsentligt element i det fremtidige »sociale Europa«. Både dansk og europæisk fagbevægelse – men også EU – har imidlertid fokuseret alt for enøjet på opbygningen af statslige institutioner og implementering af lovgivning og har undervurderet betydningen af at få partssamarbejdet op at stå.

Bliver der ikke rettet op på det, bliver lønmodtagerne i de nye medlemslande – med Jens Jørgen Nielsens ord – fastholdt i en rolle som Europas mexicanere.