Det sorte skattestop

Af

Med skattestoppet har den ellers selvbestaltede »grønne« regering afskrevet det stærkeste våben i kampen mod den globale opvarmning – de grønne afgifter. Skæbnens ironi er, at det har landets største oppositionsparti også.

MILJØ De globale klimaproblemer har på kort tid fortrængt en lang række andre emner fra den politiske scene. Og hvad er det mest effektive instrument til at løse klima- og miljøproblemerne? Det er grønne afgifter. Uden sammenligning. Her taler vi om et instrument, der på suveræn vis er i stand til at dreje menneskers adfærd i miljø- og energirigtig retning, som det senest er blevet dokumenteret af et internationalt forskerteam, der har argumenteret for visdommen i at flytte skat fra arbejde til CO2-belastning.

Men hvis det er tilfældet, så må landets politikere da være i fuld gang med at indføre et nyt skattesystem, der lægger vægt på grønne afgifter, ikke? Desværre ikke, og det skyldes, at regeringen for snart 2.000 dage siden har lovet vælgerne, at skatter og afgifter i Danmark ligger fast. Helt fast. Her i landet hersker nemlig det hellige, almindelige skattestop. Amen!

At regeringen har ofret det mest effektive våben mod CO2-udslip på den politiske populismes alter, sætter selv samme regering i et dilemma. Ikke mindst fordi meningsmåling efter meningsmåling i denne tid dokumenterer, at den globale opvarmning er blevet en folkesag, og at et flertal af danskerne er villige til at betale mere for energien. Foreløbig er det på forunderlig vis lykkedes regeringen med den konservative miljøminister Connie Hedegaard i spidsen at fremstå som stadig mere grøn. Senest med annonceringen af Danmark som vært for en klimakonference i 2009. Men inden længe vil den grønne farve gå af i vask, simpelthen fordi det ikke i længden er muligt at fremstå som en miljøforkæmper, der vil imødegå den globale opvarmning, samtidig med at man fornægter det vigtigste våben i dén kamp. Så er der mere format over den britiske konservative leder David Cameron, der netop har lanceret, at han vil reducere det britiske bidrag til den globale opvarmning gennem grønne afgifter og miljøskatter på flyrejser.

At en regering har et blødt punkt, vil under normale omstændigheder få oppositionen til at sætte dybe stød ind. Men det sker næppe i denne sag, simpelthen fordi »normale omstændigheder« er afblæst i dansk politik. Skæbnens ironi er, at oppositionens største parti, Socialdemokraterne, også har tilsluttet sig skattestoppet i et forsøg på at tækkes vælgerne og derfor ikke for alvor kan bruge de grønne afgifter offensivt som brudflade i forhold til regeringen. I hvert fald ikke frem til næste folketingsvalg.

Summa summarum: Både regeringen og det største oppositionsparti har afskrevet det stærkeste våben i kampen mod den globale opvarmning – en skatteomlægning, der kan flytte skatten væk fra arbejde og mod miljøbelastning. Det giver mindelser om debatten om boliggevinster, hvor eksperterne også står med de gode faglige argumenter for at omlægge skattesystemet væk fra arbejde, men bliver ignoreret af politikerstanden.

Umiddelbart virker det som om, at eksperter kan argumentere nok så meget. Skattestoppet står fast. Eller gør det? Kan man forestille sig, at de økonomiske, sociale og grønne argumenter mod skattestoppet hober sig så meget op og bliver så stærke, tunge og overbevisende, at den folkelige opbakning til sidst smuldrer? Og politikerne må flytte sig? Man har da lov at håbe.