Det offentlige kaster guld på gaden

Af | @MichaelBraemer

Hver fjerde offentligt ansatte på deltid er parat til at arbejde fuld tid. Men selv om det offentlige mangler arbejdskraft, kan det ikke lade sig gøre. Ualmindeligt tåbeligt, siger FOA-formand. Hans kritik bakkes op af velfærdsforsker.

PARADOKS Den offentlige sektor mangler arbejdskraft. Og den offentlige sektor har titusindvis af deltidsansatte, der gerne vil arbejde på fuld tid. To forhold, der umiddelbart passer som fod i hose – bare ikke i det offentlige arbejdsmarkeds virkelighed.

Flere end hver fjerde offentligt ansatte giver udtryk for, at de gerne vil skifte fra deltid til fuld tid, men at deres arbejdsplads ikke giver dem mulighed for det. Det sker i en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4.

Tallene tyder på, at ikke mindst en stor del af social- og sundhedspersonalet gerne ser flere betalte arbejdstimer på deres lønseddel. Det bekræftes af Dennis Kristensen, formand for deres fagforbund FOA. Og han har mere end svært ved at forstå, hvorfor regeringen ikke tager imod tilbuddet om en ekstra arbejdsindsats.

»Når nu regeringen har sat overskrifterne »Fastholdelse« og »Rekruttering« på kvalitetsreformen, så er det da ualmindeligt tåbeligt ikke at gøre brug af de ekstra timer, der allerede er i sy-stemet. Hvis vi skal op bare i nærheden af det antal medarbejdere, der skal bruges i den offentlige sektor, når de store årgange forlader arbejdsmarkedet, så skal vi da se på alle de ting, der regulerer udbuddet af arbejdskraft – fuld tid, sygefravær, nedslidning og seniorordninger,« siger han.

Velfærdsforskeren Bent Greve, professor på Roskilde Universitetscenter, er enig:

»Hvis man gerne vil finde arbejdskraft til at løse nogle af de problemer, der er med pasning af ældre og børn, så er én måde at aftale, at alle har ret til at arbejde på fuld tid. Så skal man bare finde en måde at finansiere det på,« siger han.

Dermed peger han også på dét, der forhindrer den oplagte løsning: De ekstra udgifter, det ville kræve. At deres arbejdsplads ikke har råd, er også den grund, to ud af tre offentlige deltidsansatte nævner, når de i A4´s undersøgelse skal forklare, hvorfor de ikke har fået opfyldt deres ønske om fuldtidsansættelse.

50.000 på spring

LO har tidligere foretaget beregninger, der viser, at 50.000 af de offentligt deltidsansatte gerne ville arbejde flere timer, end de gør – heraf 35.000 i den bredt definerede branche »sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger«. De ønsker gennemsnitligt 10 timer mere om ugen. Hvis alle fik deres ønske opfyldt, ville det betyde en ekstra årlig lønudgift for det offentlige på 2,3 milliarder kroner, når skatteindtægter blev modregnet.

Derfor satte regeringen også hælene i, da de faglige organisationer under sommerens trepartsforhandlinger om kvalitetsreform fremsatte deres ønske om, at det skulle være muligt for alle med deltidsbeskæftigelse at gå på fuld tid. På det tidspunkt var der netop indgået en økonomisk aftale med kommuner og regioner, og derfor kunne regeringen ikke indgå en ny aftale, der betød øgede udgifter, lød regeringens argument.

Det argument køber FOA’s Dennis Kristensen imidlertid ikke:

»Har vi noget valg, hvis vi ikke kan få ny arbejdskraft i tilstrækkeligt omfang udefra? Så er det da om at bruge dem, der allerede er ansat. Det giver også den ekstragevinst, at de kender arbejdspladsen og har uddannelsen. Arbejdsgiverne får i virkeligheden flere års erfaring fra første dag.«

På længere sigt behøver det heller ikke blive så dyrt at lade deltidsansatte gå på fuld tid, siger professor Bent Greve. Han mener, at udgiften hen ad vejen kan minimeres, når de, der i givet fald opgraderes til fuld tid, senere fratræder.

»Men det forudsætter selvfølgelig, at ikke alle fuldtidsstillinger genbesættes, og at der på de enkelte arbejdspladser er et kendskab til historien, så de ansatte forstår og accepterer, at de ikke genbesættes,« siger han.

Behov for styring

I det hele taget vil der være så mange hensyn og problemstillinger forbundet med et tilbud om fuld tid til alle deltidsansatte, at det vil kræve en central styring og koordinering at gennemføre processen, mener Bent Greve.

Hvad stiller man for eksempel op med den skævhed, der vil opstå mellem institutionen, der har haft mange deltidsansatte, og hvor der pludselig tilføres mange nye ressourcer, og så den institution, der ikke har haft deltidsansatte, og hvor tingene derfor fortsætter uændret?

»Der vil være et pres på de offentlige udgifter og en vis ulighed mellem forskellige institutioner i en overgangsfase. Men omvendt er det jo også uhensigtsmæssigt, hvis man ikke sørger for, at de, der gerne vil arbejde på fuld tid og også har kompetencerne til det, rent faktisk kan komme til at gøre det. Og man kan spare på annoncering, jobsamtaler, oplæring og alt det andet, der hører til at rekruttere ny arbejdskraft,« siger Bent Greve.

Når deltidsansættelse i den offentlige sektor er blevet så udbredt, er forklaringen langt hen ad vejen de besparelser, som sektoren har været udsat for gennem mange år. Det mener i hvert fald Lis Pedersen, formand i pædagogernes forbund BUPL. 48 procent af jobbene på institutionsområdet er på under 37 timer, fortæller hun:

»Vi har været meget sociale, og når vi har været udsat for nedskæringer, så har vi fordelt dem mellem os alle sammen, så vi har undgået, at der blev fyret nogen. På den måde er stillingerne bare blevet dårligere og dårligere.«

Men økonomi er kun en del af forklaringen. Alene af praktiske grund kan kommunerne ikke tilbyde fuldtidsbeskæftigelse til alle, forklarer Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K), der er formand for Løn- og Personaleudvalget i Kommunernes Landsforening (KL):

»Der er områder – for eksempel inden for ældreplejen og specialiserede sociale institutioner – hvor behovet for arbejdskraft er størst på bestemte tidspunkter og ikke nær så stort på andre. Når det er sagt, skal vi i kommunerne naturligvis gøre vort yderste for at tilrettelægge arbejdet på en sådan måde, at vi udnytter arbejdskraften så godt som muligt samtidig med, at vi tilgodeser borgernes behov. Det er vi tvunget til, når man ser på mulighederne for at rekruttere medarbejdere i disse år.«

En halv sejr

Dennis Kristensen fra FOA mener, at nytænkning og en anden tilrettelæggelse af arbejdet i de fleste tilfælde vil løse de problemer, som Mads Lebech peger på.

»Men er der da situationer, hvor fuldtidsbe-skæftigelse ikke giver mening. For eksempel en skolefritidsordning, der har åbent 15 timer om ugen. Der rækker vores ambitioner trods alt ikke til, at personalet skal op på 37 timer og tilbringe de sidste 22 timer med at drikke kaffe efter lukketid,« siger han.

Dennis Kristensen er tilfreds med, at treparts-aftalen trods alt mundede ud i en aftale mellem offentlige arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer om, arbejdsgiverne fra årsskiftet skal tilbyde de timer, der bliver ledige ved fratrædelse, til deltidsansatte. Det er en halv sejr, at offentligt deltidsansatte dermed får mulighed for at sikre sig et bedre eksistensgrundlag, mener han:

»Men der følger ikke flere penge med, så det bliver færre mennesker, der deler det samme antal timer. Med andre ord er det en god aftale for de ansatte, men et dårligt resultat for velfærden. Jeg mener, at regeringen har skudt sig selv i foden ved ikke at tage imod den ekstra arbejdskraft, det kunne have givet.«

Mads Lebech fra KL lyder heller ikke som en mand, der har fået alle sine ønsker opfyldt. Han er bekymret for, om kommunerne kommer til at mangle hænder til at løse fremtidige opgaver:

»Aftalen sender et signal om, at kommunerne bestræber sig på at give medarbejderne flere timer. KL’s forhåbning er, at aftalen kan blive et lille skridt på vejen til at sikre medarbejderne den beskæftigelsesgrad, de ønsker, og sikre kommunerne tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere.«