Det indre markeds sorte skygger

Af Jan Birkemose, redaktør

Danmark fik en milliardgevinst ud af, at østarbejderne knoklede under højkonjunkturerne. Nu er de blevet fyret, og et stigende antal er hjemløse i København. Men takken for deres indsats er ikke engang en skål suppe.

Hvor dårligt et liv bør en hjemløs have? Så absurd lyder det centrale spørgsmål i regeringens bestræbelser for at undgå, at København bliver oversvømmet med forarmede østeuropæiske hjemløse. Og regeringens svar er: så dårligt som muligt.

Derfor bliver polakker, lettere, rumænere og andre østeuropæere, der er ved at gå til grunde i de københavnske gader, mødt af en rendyrket udsultningsstrategi, der skal presse dem til at forlade Danmark så hurtigt som muligt. Det betyder, at selv den mindste skål suppe eller hårde seng på et herberg er lukket land for godt 600 hjemløse med østeuropæisk nationalitet. Derfor må langt de fleste hjemløse østeuropæere hutle sig igennem tilværelsen med tiggeri og kriminalitet, og for to vintre siden betød den danske mangel på medmenneskelighed frysedøden for to polakker.

Det har ellers ikke skortet på dansk charme og imødekommenhed over for de østeuropæiske arbejdere i de senere år. Mens højkonjunkturen var på sit højeste, og byggeriet, industrien og landbruget skreg på billig og stabil arbejdskraft, rejste både virksomheder og myndigheder rundt i Østeuropa med lokkende tilbud om at komme til Danmark. I gennemsnit har det årligt fået omkring 30.000 østarbejdere til at komme det danske arbejdsmarked til undsætning siden 2004, hvor EU åbnede grænserne til de tidligere østlande.

Den import af arbejdskraft fra Østeuropa har ifølge en ny analyse fra Rockwool Fonden givet det danske samfund en gevinst på op mod fire milliarder kroner om året. Men nu, hvor det rødglødende arbejdsmarked er blevet vendt til massefyringer, er den danske tak for indsatsen så ugenerøs, at der ikke engang kan blive tale om en gang skrid-hjem-suppe.

Naturligvis er der en grænse for, hvor meget Danmark kan og skal forsørge udenlandske hjemløse. Men at loven bliver læst så nidkært, at enhver varmestue eller herberg, der kommer til at åbne døren på klem for en østeuropæer, vil miste sine tilskud, er ikke bare kynisk og inhumant. Det er også en hån mod EU-principperne om det indre marked, hvor arbejdskraft og serviceydelser skal bevæge sig frit over grænserne. Der er ikke tale om fri bevægelighed, hvis realiteterne er, at Danmark kun vil lukrere på, at arbejdskraften rejser ind, og derefter sulter folk ud af landet, så snart der ikke er behov for dem.

Et rimeligt hjælpeniveau – der næppe vil få samtlige hjemløse i EU til at valfarte til Danmark – kunne være, at de hjemløse østeuropæere fik adgang til herberger og suppekøkkener på lige fod med andre hjemløse, og at særlige teams samler dem op med henblik på at hjælpe dem tilbage til deres hjemland.

Det ville være en beskeden anerkendelse for den hjælp, som de og deres landsmænd har givet til det danske arbejdsmarked. Og hvis loven umuliggør, at der bliver frigivet en eneste offentlig øre til at hjælpe de hjemløse østeuropæere, kunne det være, at nogle af de virksomheder, som har levet højt på østarbejderne i årevis, skulle overveje, om ikke det var deres tur til at kvittere for indsatsen.