Det farlige systemskifte

Af Michael Seidelin, journalist, Politiken.

Den borgerlige regering mener talen om systemskifte alvorligt, og den bryder med 70 års politisk tradition i Danmark. Det giver rene politiske linjer, men også risiko for ideologiske skoleridt, lukkethed og magtfuldkommenhed.

Venstres ledere står i disse dage i kø for at vaske hænder oven på skandalen i Farum. Men der er grund til at minde om, at Farum var Venstres projekt og udstillingsvindue. Farum-modellen var vejen frem for moderniseringen af den offentlige sektor, og politisk var den benhårde udnyttelse af et politisk flertal, opskriften på, hvordan en Venstre-regering skal udnytte magten på Christiansborg: ingen konsensus, men gennemførelse af den politik, vælgerne har givet mandat til.

Det kalder Venstre et systemskifte, og det er et eklatant brud på traditionerne i dansk politik, hvor midterpartierne siden 1929 har haft stor indflydelse, og hvor Socialdemokratiet kun i relativt få perioder – og nogle gange selvforskyldt som i de første Schlüter-år i begyndelsen af 1980´erne – var uden for indflydelse.

På Christiansborg ser vi systemskiftet i funktion næsten hver uge, senest ved aftalen mellem Dansk Folkeparti og regeringen om udlændingepolitikken, hvor både Socialdemokratiet og midterpartierne blev koblet af. Vi har set den i funktion i forbindelse med folkeskolen og den kommende deltidslov, hvor beskæftigelsesministeren, der samtidig er en af de absolutte magtfaktorer i Venstre, afviser enhver kritik med, at »fagbevægelsen er gået i selvsving«.

I Farum har den nu afgåede borgmester Peter Brixtofte brugt metoden konsekvent, for Farum var Venstres politiske og ideologiske laboratorium, hvor der ikke var plads til grumsede kompromisser med oppositionen. Peter Brixtofte talte om systemskifte, længe inden det blev moderne, og Venstre-toppen jublede og tog erfaringerne fra Farum til sig – både politikken og den brutale gennemførelse af den, som stod i grel modsætning til det show, der omgav borgmesteren og hans spytslikkere.

Men er det så galt at bruge et politisk flertal til alene at gennemføre sin politik, også når det gælder dybtgående ændringer af samfundet?

Vi kender systemet fra lande som Storbritannien og Frankrig, hvor valgsystemet som regel sikrer det største parti et parlamentarisk flertal. Det giver mulighed for at føre den politik, partierne har lovet vælgerne, og der bliver færre kompromisser end i den hidtidige danske tradition. For eksempel var den tidligere udlændingepolitik et gigantisk roderi af kompromisser og aftaler, som gjorde den svær at gennemskue og vanskelig at arbejde med.

Ulempen er, at man regerer imod de 45-49 procent af befolkningen, som på valgdagen støttede oppositionen. Det er ikke smart, når man skal gennemføre for eksempel store strukturreformer. Kritikere af den tidligere regering vil påpege, at den også gennemførte vigtig lovgivning med SF og Enhedslisten, men generelt var årene mellem 1993 og 2001 præget af den respekt for det »samarbejdende folkestyre«, der er en del af den danske tradition.

Der var enighed om hovedlinierne i den økonomiske politik, og rammerne for en modernisering af det danske pensionssystem blev lagt med aftalen om efterlønnen. At måden, den blev indgået på, så rejser en række andre problemer, og at den blev en af de meget store pinde til den socialdemokratisk ledede regerings ligkiste 20. november 2001, er en helt anden historie.

En anden fare ved det brutalt gennemførte systemskifte er, at regeringen afskærer sig fra nyttige ideer fra oppositionen, lukker af for kritik og risikerer at gå planken så langt ud, at man falder i vandet. Man risikerer arrogance og magtfuldkommenhed, som er en af demokratiets værste fjender. Hvad enten den udfolder sig i Farum, i et fagforbund eller på Christiansborg.