Det er tilsyneladende umuligt at knytte faglige kontakter på tværs af landegrænser.

Af | @MichaelBraemer

Lise Schachtschabel, fællestillidsrepræsentant på Coloplast, mener, at fagbevægelsen skal spille en mere aktiv og konstruktiv rolle i globaliseringen. Tillidsrepræsentanter skal finde løsninger, der kan forhindre udflytning, eller sikre forsvarlige forhold i det nye produktionsland.

Nødråb Lille tillidsrepræsentant, hvad nu? Det er et spørgsmål, tusinder af medarbejderrepræsentanter stiller sig selv i disse år. De globale markedskræfter er for alvor sluppet løs, og hvordan skal man håndtere en udvikling, der i en lind strøm sender danske arbejdspladser til lavtlønslande? Og har man som tillidsrepræsentant et medansvar for, at kollegerne under andre himmelstrøg har forsvarlige løn- og arbejdsvilkår?

Lise Schachtschabel, fællestillidsrepræsentant på Coloplast, er én af dem, der råber på hjælp. Det gør hun, selv om hun på mange måder sidder med bedre kort på hånden end de fleste af sine faglige kolleger. For nok er hendes arbejdsplads, der med hovedsæde i Nordsjælland fremstiller medicinsk udstyr til hospitaler og hjemmepleje, gået med på udviklingen og har flyttet produktion til udlandet, så den i dag har flere ansatte uden for landets grænser. Men Coloplast har gjort det, uden at det er gået ud over virksomhedens beskæftigelse i Danmark.

citationstegnColoplast etablerede en produktion i Kina for at komme ind på det kinesiske marked. Mens fabrikken blev opført læste vi i personalebladet om, at bygningsarbejderne sov
på sivmåtter på byggepladsen. På det tidspunkt syntes vi bare, at det var vældig morsomt.

Da man for tre-fire år siden begyndte at pakke det gamle, løntunge industriarbejde ned og sende det sydpå til Ungarn, fik de danske medarbejdere en jobgaranti, som sikrede dem arbejde i den nye, højteknologiske produktion. En produktion, som oven i købet har skabt vækst i Danmark.

Helt tryg kan Lise Schachtschabel imidlertid ikke være. Jobgarantien varer jo ikke evigt, og viser der sig gode erfaringer med den udenlandske produktion, kan det være et spørgsmål om tid, før også den nye produktion overdrages til billig arbejdskraft i udlandet.

»Det, jeg er mest frustreret over, er, at vi som tillidsrepræsentanter slet ikke er klædt på til at gå konstruktivt ind i processen, før en beslutning om udflytning af arbejdspladser finder sted. Det er tilsyneladende umuligt at knytte faglige kontakter på tværs af landegrænser. »Arbejdere i alle lande, foren eder,« sagde Karl Marx, men det er blevet ved opfordringen,« siger Lise Schachtschabel.

For mens erhvervslivet har overtaget det globale marked og kan foretage milliardinvesteringer hvor som helst i løbet af sekunder, må Lise Schachtschabel konstatere, at foreløbig fire års forsøg på at komme i kontakt med de kolleger, hendes virksomhed har ansat i fem andre lande, har været forgæves. Og de danske faglige organisationer har været til meget lidt hjælp, lyder hendes kritik.

Først var det bare sjovt

Det er cirka 10 år siden, Lise Schachtschabel første gang fik globaliseringen ind på arbejdslivet.

Dengang kendte hun hverken begrebet eller tænkte over perspektiverne i udviklingen.

»Coloplast etablerede en produktion i Kina for at komme ind på det kinesiske marked. Mens fabrikken blev opført, læste vi i personalebladet om, at bygningsarbejderne sov på sivmåtter på byggepladsen. På det tidspunkt syntes vi bare, at det var vældig morsomt, men blev klar over, at det var deres eneste mulighed for tag over hovedet,« fortæller hun.

Coloplast har også et datterselskab i Costa Rica, som fællestillidsrepræsentanten ikke har føling med. Forestillingerne om, hvordan arbejdsforholdene kunne være, begyndte imidlertid at stå klart for hende, da hun på et tidspunkt besøgte et mellemamerikansk naboland og så de kummerlige arbejds- og levevilkår dér. Og interessen for, hvilke vilkår hendes kolleger i udlandet arbejder under, voksede for alvor, da Coloplast for fire år siden besluttede sig for at etablere sig i Ungarn.

Hele den hidtidige produktion i Humlebæk skulle overtages af 600 ungarere.

»Vi vidste, at håndværkerne skulle i gang med at bygge vores fabrik i Ungarn, så snart de var færdige med at bygge for Grundfos på nabogrunden, så jeg ringede til Grundfos’ hovedsæde i Bjerringbro i håb om at få noget at vide om det ungarske arbejdsmarked. Men ikke én kunne hjælpe mig.«

Da de første 300 ungarere var ansat, prøvede Schachtschabel gennem det faglige kartel CO-industri, der repræsenterer SiD og KAD internationalt, at komme i forbindelse med de nye kolleger. »Desværre, vi har ingen ansat på den fabrik,« var beskeden fra det ungarske forbund.

Lise Schachtschabel prøvede også at komme med, da fabrikken i Ungarn stod færdig, og Coloplast havde chartret et fly for at fragte danske erhvervsjournalister til åbningen. Der var ingen ledig plads, fik hun at vide.

Da hun endelig fik besøgt virksomheden, var det sammen med den øvrige A/S-bestyrelse, hvor hun i mellemtiden var blevet medarbejderrepræsentant. Besøget gjorde hende hverken klogere på løn- og arbejdsvilkår eller hjalp hende med at knytte kontakter til de ungarske kolleger.

»Tolken skulle være en ungarsk leder, og så vidste jeg på forhånd, hvad svarene ville blive,« siger Lise Schachtschabel.

Hun slår sig til tåls med, at Ungarn snart bliver et EU-land, og at der sikkert er orden på tingene.

Hun har heller ingen konkret grund til at tro andet. Men hvad ved hun i virkeligheden – og hvad med datterselskaberne i Costa Rica og Kina?

Overtrædelser uden konsekvenser

I hvert fald var det med en vis skepsis, at hun i en årsberetning fra Coloplast så, at virksomheden profilerede sig på sine etiske værdier og på at have tiltrådt Global Compact, en FN-pagt, der bygger på ni principper om forretningsmæssig ansvarlighed. Hun ringede til en af direktørerne og sagde det, som det var: Hvis hun skulle støtte beretningen, ville hun have mulighed for at kontrollere, at det Coloplast siger, også er det, virksomheden gør.

»Så skete der lidt, men kun lidt. Jeg blev kontaktet af to af datterselskaberne i udlandet.

Fabrikschefen i Ungarn forklarede, at når medarbejderne ikke er organiseret, så er det fordi, de ikke er interesserede. Fra vores datterselskab i USA fik jeg at vide, at der derovre ikke er hold i rygtet om, at fagforeninger ikke er velkomne,« fortæller Lise Schachtschabel.

citationstegnDet, jeg er mest frustreret over, er, at vi som tillidsrepræsentanter slet ikke er klædt på til at gå konstruktivt ind processen, før en beslutning om udflytning af arbejdspladser finder sted. Og over, at det tilsyne-ladende er umuligt at knytte faglige kontakter på tværs af landegrænser. »Arbejdere i alle lande, foren eder,« sagde Marx, men det er blevet ved opfordringen.

Hun mener, at fagbevægelsen har fejlet ved ikke at have opbygget et effektivt internationalt netværk og påtaget sig rollen som formidler af kontakter i de lande, hvor danske virksomheder nu lægger dele af deres virksomhed.

»Det er for naivt at tro, at kontakterne kan knyttes gennem virksomheden, for den har in-gen interesse i det faglige samarbejde, tværtimod,« påpeger hun.

Lise Schachtschabel mener også, at fagbevægelsen helt anderledes håndfast skulle holde de multinationale virksomheder fast på de flotte målsætninger, de bryster sig af i deres »codes of conduct« og tilslutninger til Global Compact.

»Som det er, er det bare hensigterklæringer, som virksomhederne kan smykke sig med i deres markedsføring. Det er helt uden konsekvenser at overtræde dem,« siger hun.

Nok at komme efter

At der er nok at komme efter, har hun konstateret ved selvsyn på en SiD-arrangeret studietur til Thailand, der i disse år overtager tusindvis af danske arbejdspladser.

Hun besøgte blandt andet skofabrikken ECCO, der er en mønsterfabrik efter lokal måle-stok og oven i købet prisbelønnet for sit sociale ansvar. Virksomheden har ifølge eget udsagn flyttet et eksisterende produktionsanlæg fra Bredebro i Danmark til Thailand. Men der er desværre ifølge Lise Schachtschabels vurdering faldet en del sikkerhedsudstyr af undervejs.

»Thaierne arbejder uden udsugning eller åndedrætsværn med det farlige stof Hypol, som man i Danmark kun må arbejde med under særlige sikkerhedsforanstaltninger og efter forudgående epoxykursus. De, der stod og limede, havde en lille stofmaske, men ikke dem, der stod lige ved siden af. Heller ikke her var der udsugning,« fortæller Lise Schachtschabel.

I garveriet var der skilte, der påbød høreværn og andre, der hyldede »Safety first« – sikkerhed er det vigtigste. Men der var ikke skyggen af et høreværn at se. Heller ikke påbuddet om at gå med lukket fodtøj blev taget alvorligt.

Når det alt sammen kan foregå til en timeløn på fire kroner til medarbejdere, der insisterer på at tilbede virksomhedslederen mindst én gang årligt og nægter at organisere sig, fordi de er tilfredse, som de har det – ja, så kan det forekomme svært for en tillidsrepræsentant at argumentere for at beholde ufaglært arbejde i Danmark. Men Lise Schachtschabel gør det alligevel:

»Så længe det drejer sig om manuelt rutinearbejde, går det som smurt i Thailand. Til gengæld er der så meget andet, de ikke er gode til. Danske industriarbejdere er derimod både af navn og gavn specialarbejdere. De har måske ikke lært et fag, men har en speciel viden, og er gode til at omstille sig og lære nye teknologier.«

Udflytninger kan undgås

Hun mener, at mange udflytninger kunne undgås, hvis tillidsrepræsentanterne var klædt bedre på til at gå konstruktivt ind i en dialog med virksomhederne, før beslutningen om udflytning træffes.

»Her har fagbevægelsen også en vigtig opgave at løfte. Vi skal ikke gå ned i løn eller sælge ud af arvesølvet, men kunne se og påpege de steder, hvor transport, dårlig infrastruktur, mindre effektivitet og ustabil produktion vil udhule den gevinst, der er ved lavere lønninger. Og vi skal være i stand til at bidrage med nye og utraditionelle tanker for at bevare arbejdspladser i Danmark. Ikke nødvendigvis de arbejdspladser, vi har i dag, for jeg er helt på det rene med, at de kan skabe vækst og udvikling andre steder i verden,« siger Lise Schachtschabel.