Det er hjertet, der skal drive arbejdet

Af Preben Nielsen, tillidsmand gennem 13 år på Schur Packaging Systems i Horsens

Tillidshvervet må ikke blive et sololøb eller en karriere. Det skaber distance til kollegerne.

Hele diskussionen om tillidsmandens rolle tager et forkert afsæt. Det vigtigste er nemlig ikke manden i sig selv. Det er samspillet med kollegerne, en god klub, en kompetent afdeling – den opbakning og den støtte, man har i det daglige.

Forbundsfolkene ligger som de har redt. Mange af de ting, vi tumler med, var tidligere overenskomststof – for eksempel tilrettelæggelse af arbejdstiden, varierende arbejdstider, overarbejdsmængden og lignende. Det er lokal bestemmelse og større frihed, som de siger. Men når så afgørende ting lægges ud lokalt, kan man stille sig selv det spørgsmål, hvad man egentlig skal med et forbund og landsdækkende forhandling af overenskomster?

Selvfølgelig skal vi have indflydelse på så meget som muligt. Og det vigtigste er, at det er resultat af beslutninger i klubben eller på afdelingsplan, og at hjertet driver arbejdet. Derfor er det helt afgørende for en tillidsmand, at man har en velfungerende klub, hvor man deles om opgaverne. Det må ikke blive et sololøb eller en karriere i sig selv. Jeg er imod tanken om at fastansætte tillidsfolk, medmindre det er på meget store arbejdspladser. Man vil miste den umiddelbare og daglige kontakt med både kollegerne og arbejdet, hvilket også er en vigtig side af sagen. Man skal stå midt i tingene.

Et andet aspekt er, at man har brug for en velfungerende og kompetent fagforeningsafdeling. Det er vigtigt, at man kan få afklaret for eksempel a-kassespørgsmål, sociale spørgsmål omkring arbejdsskader eller fortolkninger og tidligere afgørelser på faglige sager. I mine øjne er en god afdeling også en, hvor der tages initiativer og foregår nogle aktiviteter. Det skal ikke kun være en-vejs-trafik.

Der burde finde et holdningsskift sted i forbundene. Mange går helt døde på en for hård politisk binding. Det er jo noget galt, når vi for eksempel på en Metalkongres får vedtaget ting af politisk karakter med overvældende flertal, mens der i medlemsskaren er et forsvindende mindretal. Og alle de politiske bindinger, man bliver præsenteret for som tillidsmand, gør, at mange siger fra.